Partnerskabsaftale med Filippinerne skal give mere plejepersonale til kommunerne

Del

Antallet af plejekrævende ældre stiger. Samtidig viser nye tal, at der i 2035 kan mangle op mod 24.000 social- og sundhedsmedarbejdere. Nu underskriver ældreministeren Danmarks første internationale rekrutteringsaftale

Portrætfoto af ældreminister Mette Kierkgaard
Nye tal viser, at der i 2035 kan mangle op mod 24.000 social- og sundhedsmedarbejdere. Nu underskriver ældreminister Mette Kierkgaard Danmarks første internationale rekrutteringsaftale. Foto: Les Kaner

Antallet af danskere over 70 år forventes at stige med næsten 200.000 personer frem mod 2035. Samtidig viser ny fremskrivning, at Danmark kan komme til at mangle op mod 24.000 SOSU-assistenter og -hjælpere i ældreplejen, hvis udviklingen fortsætter uændret. Det er en markant opskrivning af rekrutteringsudfordringen i forhold til tidligere prognoser.

Regeringen og landets kommuner arbejder målrettet med flere forskellige spor, som kan bidrage til flere medarbejdere og bedre brug af ressourcerne i ældreplejen.

Ét af de områder, hvor der nu sættes ekstra ind, er rekruttering af kvalificeret international arbejdskraft.

Tirsdag d. 9. december 2025 flyver ældreminister Mette Kierkgaard til Filippinerne for at underskrive Danmarks første internationale partnerskabsaftale om rekruttering af pleje- og sundhedspersonale.

Ældreminister Mette Kierkgaard siger:

- Jeg er glad for, at vi nu er så langt, at vi kan sætte pen til papir på en partnerskabsaftale med Filippinerne. Aftalen er et ambitiøst projekt og en vigtig del af den samlede indsats, som over tid kan tilføre flere medarbejdere til plejesektoren, som mangler dem. Vi har allerede taget vigtige skridt i den rigtige retning med SOSU-aftalen og ældrereformen, men der er behov for yderligere initiativer, hvis vi skal imødegå de kommende års stigende behov.

- Mangel på arbejdskraft er en massiv udfordring, og vi er nødt til at bruge alle redskaber i værktøjskassen, når vi skal sikre kvaliteten i fremtidens ældrepleje. Vi ser lige nu ind i en nær fremtid med flere ældre og færre unge. Derfor må vi arbejde i flere spor samtidig for at tage hånd om udfordringerne i tide. Ellers vil konsekvenserne blive mærkbare om bare få år.

- Det er helt afgørende, at vi har en model, der giver gode forløb for både den enkelte og for arbejdspladsen. Jeg er særligt glad for, at vores nye medarbejderne bliver fagligt og sprogligt klædt på til at kunne indgå i den danske ældrepleje. Et velfungerende modtagerapparat er en vigtig del af arbejdet.

Antallet af medarbejdere vil følge efterspørgslen fra kommunerne

Partnerskabsmodellen er efterspørgselsdrevet. Derfor vil antallet af kandidater, som rekrutteres via de to partnerskaber afhænge af den konkrete efterspørgsel fra kommuner og regioner.

I første omgang estimeres, at kommunerne vil kunne modtage op til 100 kandidater om året. KL vurderer dog, at potentialet kan være stort, og at efterspørgslen vil stige i takt med, at kommunerne får erfaring med at rekruttere via partnerskaberne.

I forbindelse med partnerskaberne udvikles - i tæt samarbejde med KL, Danske Regioner samt en række kommuner og regioner - et særskilt modtageapparat, som skal klæde de rekrutterede medarbejdere sprogligt og fagligt på, så overgangen til den danske plejesektor bliver så smidig som muligt. 

Formand for KL, Martin Damm, siger:

- Vi ser ind i en meget nær fremtid, hvor manglen på især plejepersonale er alarmerende høj, og derfor er vi nødt til at tage alle midler i brug, hvis vi fortsat skal kunne levere en ældrepleje af høj kvalitet. Her er udenlandsk arbejdskraft ét af de greb, vi skal have fat i. Vi står ikke i en situation, hvor vi har den luksus at kunne sige nej til arbejdskraft. Vi ved dog af erfaring, at det at få udenlandsk arbejdskraft ind i ældreplejen er en stor opgave, som kræver et tæt samarbejde mellem kommuner, statslige myndigheder og de faglige organisationer, og det er derfor vigtigt, at vi hjælpes ad.

Fakta

  • Med partnerskaberne vil de rekrutterede sundheds- og plejemedarbejdere uddanne sig til enten social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter, så de kan opnå arbejde i den danske ældrepleje.
  • En del af opkvalificeringen vil ske igennem et sprog- og opkvalificeringsforløb i hjemlandet samt en praktik, sprogkvalificering og oplæring i Danmark. 
  • Ansættelsen i Danmark sker på lige vilkår med danske kolleger, ligesom rekrutteringspartnerskaberne lever op til WHO’s etiske retningslinjer for international rekruttering af sundhedspersonale. Der tages bl.a. hensyn til ikke at rekruttere fra internationale regioner med mangel på sundhedspersonale, til sundhedspersonernes interesser ifm. rekrutteringen samt til landenes sundhedssystemer som led i partnerskaberne. 
  • Modtagerapparatet har bl.a. til formål at etablere et organisatorisk set-up, der understøtter en god modtagelse og integration af kandidaterne i Danmark. Det udvikles i tæt samarbejde med KL, Danske Regioner samt en række konkrete kommuner og regioner. På den måde inddrages eksisterende erfaringer med international arbejdskraft i kommuner og regioner i arbejdet. 
  • Med rekrutteringsmodellerne på plads – og i forlængelse af aftaleindgåelse med partnerlandene i december 2025 og januar 2026 – er det på nuværende tidspunkt forventningen, at de første kandidater vil kunne modtages i Danmark i anden halvdel af 2027.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Ældreministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ældreministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye