Ny udstilling: SOS - Reddet på åbent hav
22.9.2025 09:23:55 CEST | M/S Museet for Søfart | Pressemeddelelse

En tidlig morgen i 1975 modtager telegrafisten på det danske fragtskib CLARA MÆRSK et SOS. Nødsignalet bliver starten på redningen af 3628 vietnamesiske flygtninge på en coaster, der i Vietnamkrigens sidste timer har forladt Saigon. Det bliver en af verdenshistoriens største civile redningsaktioner til søs. I en ny udstilling ”SOS - Reddet på åbent hav” fortæller seks af de mennesker, der var ombord om redningen, som de oplevede den. Førstehåndsberetninger om frygt, medmenneskelighed og håb. Med udstillingen markerer M/S Museet for Søfart 50 året for redningen og zoomer ind på tre dramatiske døgn, hvor en flok danske søfolk pludselig blev helte. 3628 menneskers liv blev reddet og Danmark blev en del af Vietnamkrigens afslutning, der drev titusindvis af mennesker på flugt.
Udstillingens kerne er nutidige portrætfotos og interviews med tre søfolk og tre af de vietnamesiske flygtninge, der kom til at bo i Danmark. Publikum kommer bl.a. tæt på den unge sømand, der står på dækket og hjælper udmattede flygtninge ombord. De møder telegrafisten, den seksårige pige på flugt og den mor, der i flugtens kaos må efterlade sin femårige datter i Vietnam. Hvert interview bringer en ny brik til fortællingen, der bliver foldet ud gennem historiske fotos, genstande, baggrundsviden, dokumenter og optagelser fra lokale, private og rederiet Mærsks arkiver. Udstillingen viser også, hvor de seks mennesker er i dag, og hvad redningen har betydet for dem.
Det er i år 50 år siden, CLARA MÆRSK redningen fandt sted, men flugten over havet er stadig aktuel.
”Med "SOS - Reddet på åbent hav" kaster vi lys over et hjørne af verdenshistorien, hvor et dansk skib spiller en vigtig rolle. Udstillingen rummer gribende historier fortalt af de mennesker, der var med ombord. Fortællingen er også et tankevækkende spejl på medmenneskelighed og nutidens nyhedshistorier om mennesker, der i dag sætter livet på spil for at flygte over havet," siger udstillingschef på M/S Museet for Søfart, Sarah Giersing.
Udstillingen dækker også efterspillet, da skibet kom i land og en lille gruppe af flygtningene ankom til Danmark. Udstillingen viser også enkelte genstande og minder om redningen. F.eks. familien Nguyens sort-hvide familiefotos, der er skadet af saltvand, en søfartsbog og en smalfilm optaget undervejs. Sidst i udstillingen bliver publikum inviteret til at bidrage til udstillingsrummets "livline" med refleksioner om redninger, forbindelser og medmenneskelighed.
Tak til Ky-Tu Dang, Quyen Quyen Nguyen-Cong, Kim Dung Dasilva, Søren Andersen, Erik Marcher Hansen og Martin Holroyd for at medvirke. Udstillingens portrætfotos er fotograferet af den iranskfødte fotograf Farzad Soleimani. Udstillingen er produceret i samarbejde med Bermuda Production samt forfatterne Ole Sønnichsen og Jesper Clemmesen, der står bag hhv. TV-dokumentaren "Flugten på havet" og bogen "Reddet på åbent hav" udgivet af Lindhardt & Ringhof. Bogen er M/S Museet for Søfarts årbog i 2025.
”SOS - Reddet på åbent hav” åbner for publikum d. 10 oktober og kan ses frem til 31. august 2026. Udstillingen bliver vist på 'Broen' - museets udstillingsrum for skarpt vinklede temaudstillinger.
Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Pressefotos til download herunder. For mere information, fotos eller interviews:
kontakt presseansvarlig, Heidi Vesterberg, Tlf. 51 24 92 84, hv@mfs.dk
Kontakter
Heidi Vesterberg
Presseansvarlig
hv@mfs.dk
+45 51 24 92 84
Billeder


















Links
Følg pressemeddelelser fra M/S Museet for Søfart
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra M/S Museet for Søfart
Træskibe, sømandssang og maritimt håndværk i Helsingør6.8.2026 12:47:15 CEST | Pressemeddelelse
På lørdag d. 8. august kommer skibene fra Danmarks største kapsejlads for klassiske træskibe - "Øresund på langs" igen til Helsingør. Dagen igennem er der sømandsstemning og masser af maritime oplevelser for børn og voksne på Kulturhavnen i Helsingør.
Spor af handel: Monumental collage af Javier Tapia2.7.2026 08:48:41 CEST | Pressemeddelelse
Med afsæt i M/S Museet for Søfarts samling har kunstneren Javier Tapia skabt et et gigantisk og farverigt panaroma over den globale handels historie. Den 24 meter lange collage bliver udstillet i museets historiske tørdok, der for første gang bliver brugt som åbent udstillingsrum.
Fra havn til museum: Unge rykker ind på M/S26.6.2026 10:20:30 CEST | Pressemeddelelse
Modelbyggeri, bedre trivsel og nye fællesskaber. Det er essensen i projektet UngHavn, hvor unge i 12 forskellige kommuner prøver kræfter med maritimt håndværk. De unge har bygget store modeller af historiske skibe, der nu bliver stjerner i en ny udendørs sommerudstilling på M/S Museet for Søfart.
Træskibe, pinsesol og royal rabat på M/S20.5.2026 13:40:49 CEST | Pressemeddelelse
I pinsen byder Kulturhavn Kronborg på smukke træskibe, maritim stemning og Royal Run. Sæt kurs mod Helsingør og nyd træfestivalens historiske træskibe, gratis maritime aktiviteter for hele familien og royal rabat på M/S.
Kunst og kultur giver udsatte unge nyt mod13.5.2026 13:04:36 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning sætter fokus på kulturens betydning for udsatte unges udvikling. Mandag d. 18. maj er den socioøkonomiske virksomhed Aspiranterne og M/S Museet for Søfart værter for en konference om Aspiranternes forløb for udsatte unge. På konferencen præsenteres bl.a. seks års forskning af forløbet. Ifølge Center for Ungdomsforskning er det især samarbejdet med kulturinstitutioner, der har betydning for de unge.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum