Netværk og praktik i lokale virksomheder hjælper udsatte unge til at trives og blive klar til job
Unge uden job og uddannelse oplever at få positive arbejdserfaringer og føler sig mindre ensomme, når de deltager i netværk og kommer i praktik i lokale virksomheder. Det viser de første evalueringer af beskæftigelsesindsatsen NExTWORK. Selvom det indtil videre ikke ser ud til, at der er forskel på, om de unge kommer varigt i job, viser resultaterne til gengæld, at dem, der får arbejde, tjener mere, end de ellers ville have gjort.
I en årrække har ni kommuner fra hele landet samarbejdet med ROCKWOOL Fonden om beskæftigelsesindsatsen NExTWORK, hvor der er fokus på, at unge uden job og uddannelse får større medbestemmelse i deres forløb, end kommunerne normalt kan tilbyde.
Det er en gruppe unge, som i høj grad kæmper med psykisk mistrivsel, psykiatriske diagnoser, familieproblemer, manglende netværk, ensomhed og mangel på positive arbejdserfaringer.
Målgruppen er de 18-29-årige, som med NExTWORK inviteres til at deltage i lokale netværksgrupper med andre unge i samme situation. De kommer også ud i lokale virksomheder, som giver dem arbejdserfaring og hjælper dem til at finde deres egen vej til uddannelse og arbejde.
Ikke flere i job, men mere praktik og højere løn
For at sikre en uvildig evaluering af NExTWORK-indsatsen, har ROCKWOOL Fonden bedt forskere fra det uafhængige britiske Institute for Fiscal Studies gennemføre et lodtrækningsforsøg med 1847 unge fra de første seks ud af i alt ni kommuner, som gennem årene har arbejdet med indsatsen.
Halvdelen af de unge deltog i NExTWORK – den anden halvdel modtog den beskæftigelsesindsats, som kommunens jobcenter normalt tilbyder, og fungerer dermed som kontrolgruppe.
Evalueringen viser, at 2,5 år efter de unge er startet i NExTWORK, er ca. 33 % i job, mens omkring 15 % er tilmeldt en uddannelse. Omtrent samme tal som i kontrolgruppen.
Til gengæld er de unge i NExTWORK 5,5 uger længere i virksomhedspraktik. Praktikken er ulønnet, så de unges periode på offentlig forsørgelse er længere end i kontrolgruppen. Men når de kommer i job, tjener de til gengæld 12 % mere end de unge fra kontrolgruppen.
”Det tyder på, at matchet mellem arbejdsgiver og den unge medarbejder er bedre end i de jobs, som unge i målgruppen ellers ville have fået, og at de unges arbejdskraft dermed har større værdi for arbejdsgiverne,” siger Katrine Stenild Petersen, programchef i ROCKWOOL Fonden.
Både unge og medarbejdere i jobcentre mere tilfredse
Samtidig har forskere fra Aalborg Universitet og Rambøll gennem interview og observationer kortlagt en række positive erfaringer, som de unge selv og medarbejdere i kommuner og virksomheder har haft med NExTWORK:
De unge fortæller, at mødet med andre i ungenetværk, hjælper dem til at trives bedre og til, at de føler sig mindre ensomme, og at praktikforløbene i lokale virksomheder giver dem meningsfulde arbejdserfaringer.
“Jeg var både i praktik på et lager, i en butik, arbejdede som tjener og i et køkken, og er blevet meget mere bevidst om, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan holde til. Det har hjulpet mig til, at jeg nu ved, at jeg skal gå efter at få et job i fx madservice eller et køkken,” siger Nikolaj Kofoed, deltager i NExTWORK, Roskilde Kommune.
De unge, som deltager i NExTWORK, oplever med andre ord en række sociale og personlige gevinster.
“Jeg var lige flyttet til byen og kendte ingen, så det var fedt at møde andre unge i netværket, for så fik jeg nye bekendtskaber. Jeg har også været i praktik flere steder og har fundet ud af, at hvis jeg ikke interesserer mig for det, jeg laver, så kommer jeg ikke ud ad døren," siger Emma Daugbjerg, deltager i NExTWORK, Roskilde Kommune.
På kommunernes jobcentre rapporterer medarbejdere og ledere, at NExTWORK er en meningsfuld måde at arbejde med unge på, selvom der også skal bruges ressourcer på at forankre de nye måder at arbejde på i kommunen.
”Kommunerne fremhæver NExTWORK, som en innovativ og driftssikker beskæftigelses-indsats for unge, som i den grad giver mening for de unge og medarbejderne. Det er også en tilgang, de kan anvende til andre grupper af borgere, der har problemer ud over ledighed”, siger Katrine Stenild Petersen.
Fem kommuner fortsætter NExTWORK
Med de gode erfaringer fra NExTWORK har fem af de deltagende kommuner besluttet at fortsætte med denne tilgang i arbejdet med ledige unge, og flere kommuner har udvidet målgruppen og inkluderer nu unge ned til 15 år.
”Det er supervigtigt for os i Roskilde Kommune at være med i projekter som NExTWORK. Især når det drejer sig om en gruppe som disse unge, der i høj grad har brug for individuelle indsatser. Med NExTWORK, har vi fået en række erfaringer og værktøjer, som vi kan bruge fremover, og det er kærkomment, for mange af de unge her har brug for en ekstra hånd og støtte til at finde vejen videre til uddannelse eller job, eller hvad der nu passer bedst lige til dem. Vi kan se at det kan noget særligt, at de unge mødes i ugentlige netværksmøder og bliver en del af et fællesskab. Derudover kan vi se at den tidlige virksomhedsindsats, hvor det er de unge selv der vælger virksomheden de skal ud på giver noget på arbejdsidentiteten”, siger Merete Dea Larsen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune (DF).
Den første evaluering af NExTWORK er afsluttet i august 2025, og den næste vil blive gennemført 2,5 år efter, at alle unge er startet i indsatsen og data er klar.

Aktiviteter i NExTWORK
-
Ugentlige netværksmøder med 8-12 unge faciliteret af kommunale konsulenter.
-
Match events, hvor de unge - sammen med andre unge - møder flere forskellige lokale virksomheder.
-
Hurtig opstart i praktik eller lønnede timer, hvor de unge selv vælger praktiksted, antal timer og kan skifte mellem flere forskellige virksomheder.
Læs de første tre evalueringer af NExTWORK på ROCKWOOL Fondens hjemmeside
-
Lodtrækningsforsøg (RCT) gennemført af Institute for Fiscal Studies, London.
-
Kvalitativ evaluering af implementeringen af NExTWORK gennemført af Rambøll.
-
Kvalitativ analyse blandt brugere og organisationer gennemført af Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB) på Aalborg Universitet.
Kontakter
Katrine Stenild PetersenProgramchefROCKWOOL Fonden
Tlf:53641121ks@rfintervention.dkOm ROCKWOOL Fonden
ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond. Vi leverer uafhængig forskning og viden om mulige løsninger på samfundets udfordringer.
ROCKWOOL Fonden blev etableret i december 1981, hvor seks medlemmer af Kähler-familien overdrog hvad der svarer til 25 % af aktierne i ROCKWOOL International. Fra starten var det et erklæret mål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning til gavn for brede dele af befolkningen, og dette er siden blevet komplementeret med tilvejebringelse af viden om mulige løsninger på de udfordringer, samfundet står overfor.
For både forskning og interventioner er det overordnede mål at bidrage til en styrkelse af velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed ved at skabe ny og uafhængig viden om og mulige løsninger på samfundsmæssige udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Folkepensionens købekraft har nu indhentet prisstigningerne16.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nye beregninger viser, at folkepensionister, der modtager ældrecheck, har en købekraft, der er op til 3,2 pct. højere i 2026 end den var i 2020. Til sammenligning har en privat lønmodtager i dag en købekraft, der er 3,9 pct. højere end i 2020. Folkepensionister, der har formue eller anden indkomst, og som derfor ikke kan få ældrecheck, har en købekraft der er 0,7 pct. højere end i 2020.
Høj beskæftigelse blandt udenlandske arbejdere i Danmark og potentiale i at fastholde flere30.12.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Kun tre ud af ti af de udlændinge fra ikke-EU-lande, der kommer til Danmark for at arbejde, er kommet for at blive. Men de udenlandske medarbejdere, der bliver i Danmark i mere end 12 år, har næsten lige så høj beskæftigelse som danskere, viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden. Der er derfor et betydeligt beskæftigelsespotentiale i at få flere af de udenlandske medarbejdere til at blive i landet, vurderer forskerne.
En partners død rammer hårdere, hvis økonomien vakler16.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sorgen over en partners pludselige død fører for hver sjette af de efterlevende til så store psykiske problemer, at de begynder at tage beroligende eller antidepressiv medicin. Og hvis dødsfaldet også medfører et mærkbart tab af indtægt, er andelen af enker og enkemænd, der tager psykofarmaka, betydeligt større. Økonomisk usikkerhed øger den psykiske belastning efter dødsfaldet betydeligt, konkluderer forskerne.
Kvinder vælger familievenlige jobs frem for høj løn15.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kvinder fravælger ofte jobs med aftenarbejde, tilkaldevagter og uregelmæssige arbejdstider. Også selvom det betyder, at de arbejder for en lavere løn, end de kunne have tjent. Når værdien af et familievenligt job omregnes til penge, bliver forskellen mellem mænd og kvinders samlede lønpakke 40% mindre, end det umiddelbart ser ud. Det viser ny forskning, som dermed giver ny viden om årsagerne til den sejlivede forskel mellem mænd og kvinders løn i Danmark.
Danske virksomheder taber 700 millioner kroner om året under alvorlige influenzasæsoner12.12.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Det koster en gennemsnitlig virksomhed omkring 70.000 kr. på bundlinjen om året, når en alvorlig influenzasæson rammer virksomheden. Det svarer til næsten 2,5 procent af virksomhedens gennemsnitlige årlige overskud. Det viser en ny forskningsrapport fra ROCKWOOL Fonden, der peger på, at tre ud af fire virksomheder kunne have haft en større omsætning, hvis de havde betalt for, at deres medarbejdere blev vaccineret mod influenza hvert år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum