
Garager bygges med blokke af hamp
Industriel hamp har allerede vundet indpas i større byggerier i flere europæiske lande, og nu er Skou Gruppen også begyndt at bygge med blokke og plader, der primært består af hamp. Det første projekt er opførelsen af nye garager for Forsvaret på Svanemøllen Kaserne.

Hempcrete er isolerende byggeblokke produceret af skæver (den inderste kerne) fra industrihamp, der bindes sammen med kalk. Det er et nyere byggemateriale herhjemme, som er velegnet til at erstatte mere traditionelle materialer som fx gasbeton og Troldtekt-plader.
Industriel hamp er en afgrøde, som binder store mængder CO2, når den vokser, og Hempcrete fremstilles på en måde, som tager hensyn til klima og miljø. Ud over de gode miljøegenskaber har Hempcrete også god isolerings- og bæreevne, en høj brandsikkerhed og gode fugt- og indeklimaegenskaber.
I byggeriet af nye garager på Svanemøllen Kaserne har Skou Gruppen anvendt Hempcrete blokke til at bygge garagevæggene op på en trækonstruktion. Indvendigt er blokkene blevet monteret som den beklædning, der kommer til at stå ubehandlet i de færdige bygninger.
Et nyt materiale for medarbejderne
”Det var første gang, jeg brugte hampeblokkene, og jeg synes, det er fint at prøve nogle nye og mere bæredygtige materialer. Teoretisk set skulle det være hurtigere at montere hampeblokkene, sammenlignet med traditionel isolering, dampspær og beklædning. Men det tog omtrent den samme tid,” siger tømrer Rasmus Sønnesen fra Skou Gruppen.
”Det er helt sikkert den vej, vi skal i byggeriet. Jeg kan godt lide, at Skou Gruppen tager mere naturlige og bæredygtige materialer ind i projekterne,” tilføjer han.
Flere biobaserede materialer
”Hempcrete består primært af industrihamp og kalk som bindemiddel. Materialet er produceret i Belgien gennem en koldpresningsproces uden brug af kemi eller varme, og fabrikken drives delvist af egen vindmølle,” forklarer Magnus Henriques fra Havnens Hænder, som har leveret materialet til byggeriet af garagerne for Forsvaret.
Havnens Hænder er sat i verden for at tilbyde byggeriet mere naturlige og bæredygtige byggematerialer. Hempcrete er et godt eksempel på et materiale, der bidrager markant til et bedre klima og indeklima.
”Hempcrete er bl.a. allerede brugt i flere større etageejendomme i Paris, og i Holland har man afsat 200 mio. EUR til at producere og bygge mere biobaseret frem mod 2030. Det er interessant, at Forsvaret nu også åbner op for brugen af materialer som Hempcrete. Det vidner om, at biobaserede byggematerialer for alvor er kommet på dagsordenen. Vi ser nu, at store offentlige bygherrer begynder at efterspørge det,” siger Mikkel Damgaard, som sammen med Magnus Henriques og Karl Nørgaard har etableret Havnens Hænder.
Skou Gruppen bygger gerne mere biobaseret
Også hos Skou Gruppen er der stor tilfredshed med, at større offentlige bygherrer som fx Forsvaret interesserer sig for at bygge med mere bæredygtige og naturlige materialer:
”Hos Skou Gruppen er det en del af vores DNA, at vi gerne introducerer nye, bedre og mere bæredygtige materialer i byggeriet,” siger Skou Gruppens viceadm. direktør Jesper Nicolaisen og tilføjer:
”Hempcrete er med til at reducere det konkrete byggeris samlede CO2-aftryk markant. Desuden får de nye garager et bedre indeklima og et minimalt behov for indvendig vedligeholdelse. Det er bare sund fornuft på rigtig mange ledder og kanter.”
Nøgleord
Kontakter
Adm. direktør og partner
Martin Skou Heidemann
+45 28 35 80 15
ms@skougruppen.dk
Billeder




Om Skou Gruppen
Skou Gruppen A/S udfører hoved- og totalentrepriser samt store tømrer- og mureropgaver for professionelle kunder. Skou Gruppen har speciale i vedligeholdelse af ejendomme på servicekontrakter og i komplicerede renoveringer.
Skou Gruppen beskæftiger ca. 150 medarbejdere, arbejder i hele Storkøbenhavn og har hovedkontor i Hørsholm.
Virksomheden vedligeholder ejendomme på flerårige serviceaftaler for mange kommuner i hovedstadsområdet samt for bl.a. Region Hovedstaden, Forsvaret og EU's Miljøkommission.

Følg pressemeddelelser fra Skou Gruppen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Skou Gruppen
Ligestillingsministeren besøger kvinder i byggeriet21.6.2023 12:59:13 CEST | Pressemeddelelse
Den 21. juni var Marie Bjerre på besøg på Skou Gruppens byggeplads i Drogdensgade på Amager. Her var en gruppe kvindelige håndværkere klar til at tage en snak om, hvordan byggevirksomheder kan blive mere rummelige arbejdspladser og tiltrække flere kvinder. Også sekretariatschef Christina Schultz fra Byggeriets Samfundsansvar og fra Skou Gruppen Martin Skou Heidemann og salgschef Jesper Nicolaisen deltog i mødet på byggepladsen.
ARC-rejsegilde med poesi og solskin13.6.2023 07:56:47 CEST | Pressemeddelelse
Håndværkernes neongule arbejdsveste strålede om kap med solen fra en skyfri blå himmel i går, da Skou Gruppen havde inviteret til rejsegilde på ARC – Amager Ressourcecenters nye kontor- og mandskabsbygning.
Nyt tenniscenter i Hørsholm indviet6.6.2023 15:30:21 CEST | Pressemeddelelse
Søndag den 4. juni blev Leschly Tennis Center i Hørsholm indviet med manér. Centret er hjemsted for Hørsholm Rungsted Tennisklub (HRT) og Leschly Tennis Academy. Det nye tenniscenter er blevet til ved at udbygge det gamle klubhus og etablere ny Center Court. Skou Gruppen har gennemført udbygningen af klubhuset i hovedentreprise fra maj 2022 til maj 2023.
Kom med når Minister for ligestilling besøger kvinder i byggeriet24.5.2023 11:20:16 CEST | Presseinvitation
Den 25. maj var Marie Bjerre på besøg på Skou Gruppens byggeplads i Drogdensgade på Amager. Her var en gruppe kvindelige håndværkere klar til at tage en snak om, hvordan byggevirksomheder kan blive mere rummelige arbejdspladser og tiltrække flere kvinder.
Ældre boligforeninger i Holbæk renoveres fra kælder til kvist21.4.2023 11:44:24 CEST | Pressemeddelelse
Skou Gruppen er gået i gang med en gennemgribende modernisering og renovering af to ældre ejendomme i Byggeforeningen af 1933, i daglig tale Byg33, i Holbæk.