Beskyttelse af drikkevand: 31 nye kommuner meldt for lovbrud
I alt 51 kommuner har stadig beskyttet under 90 procent af drikkevandet nær boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Flere kommuner er allerede meldt til Ankestyrelsen, og nu vil miljøministeren indberette de resterende 31 kommuner, der fortsat ikke er tæt på at være i mål med den lovpligtige beskyttelse.
Drikkevandet i Danmark er en uvurderlig ressource, der skal beskyttes. Og som et afgørende skridt vedtog et bredt flertal i Folketinget den 21. maj 2024 et lovforslag, som forpligtede kommunerne til at forbyde brug af sprøjtemidler i de sårbare boringsnære beskyttelsesområder.
Opgaven har fra ikrafttrædelsen været fuldt finansieret for kommunerne, og uden en frivillig aftale skulle kommunerne senest 1. marts 2025 udstede påbud eller forbud mod erhvervsmæssig brug af sprøjtemidler. Samlet set er 65,6 procent af BNBO’erne nu beskyttet, og det er en fremgang på 20,6 procent i forhold til april. Men kommunerne har haft rigeligt med tid, og knap ni måneder senere har i alt 51 kommuner fortsat beskyttet under 90 procent af de sårbare boringsnære beskyttelsesområder.
20 kommuner er allerede meldt til Ankestyrelsen, og i dag vil miljøminister Magnus Heunicke bede Ankestyrelsen om at tage stilling til, om der kan rejses tilsynssager mod resterende 31 kommuner, som stadig ikke har beskyttet over 90 procent af BNBO’erne: Brønderslev, Middelfart, Skive, Vesthimmerlands, Randers, Sønderborg, Skanderborg, Hedensted, Langeland, Vordingborg, Høje-Taastrup, Allerød, Morsø, Struer, Faxe, Hjørring, Horsens, Vejen, Guldborgsund, Nordfyns, Jammerbugt, Lemvig, Herning, Kerteminde, Favrskov, Gribskov, Holstebro, Esbjerg, Varde, Vejle og Svendborg.
Miljøminister Magnus Heunicke siger:
”Det er uacceptabelt, at det her ikke bliver taget mere alvorligt. Der har fra starten været fuld finansiering, og nu har kommunerne haft god tid til at løse en lovpligtig kerneopgave. Det er ikke til diskussion. Alle kommuner skal beskytte 100 procent, så danskerne også i fremtiden uden tøven kan åbne hanen og drikke vandet uden frygt for forurening og uden behov for kemisk rensning af drikkevandet, fordi kommunerne ikke har overholdt loven.”
”Det er positivt, at Odense, Odsherred, Hvidovre, Furesø og Fanø, som i foråret blev meldt til Ankestyrelsen, sidenhen er kommet over 90 procent eller i mål. Dermed er der 19 kommuner, der har beskyttet 100 procent, og det viser, at opgaven kan løses. Derfor bliver de resterende 31 kommuner, der ikke overholder loven, nu indberettet til Ankestyrelsen, der er det instrument, vi har, hvis en offentlig myndighed ikke lever op til gældende lovgivning.”
Fakta:
25 kommuner er allerede meldt til Ankestyrelsen, men Odense, Odsherred, Hvidovre, Furesø og Fanø er efterfølgende kommet over 90 procent beskyttelse.
På kommuneniveau ser status således ud:
- 19 kommuner er helt i mål med beskyttelsen (Fanø, Ringkøbing-Skjern, Billund, Aabenraa, Ikast-Brande, Viborg, Silkeborg, Mariagerfjord, Ærø, Odder, Nyborg, Samsø, Norddjurs, Slagelse, Odsherred, Halsnæs, Hvidovre, Fredensborg, og Bornholm)
- 8 kommuner har beskyttet mellem 90 og 99 pct. (Tønder, Kolding, Næstved, Odense, Syddjurs, Assens, Aarhus, Holbæk)
- 30 kommuner har beskyttet mellem 50 og 89 pct. (Høje-Taastrup, Allerød, Morsø, Struer, Faxe, Roskilde, Hjørring, Horsens, Vejen, Ringsted, Guldborgsund, Nordfyns, Fredericia, Faaborg-Midtfyn, Jammerbugt, Lemvig, Herning, Kerteminde, Favrskov, Sorø, Thisted, Gribskov, Holstebro, Esbjerg, Varde, Egedal, Vejle, Rebild, Solrød, Svendborg)
- 16 kommuner har beskyttet mellem 20 og 49 pct. (Aalborg, Brønderslev, Kalundborg, Lolland, Middelfart, Skive, Haderslev, Vesthimmerlands, Randers, Lejre, Stevns, Sønderborg, Skanderborg, Hedensted, Langeland, Vordingborg
- 2 kommuner har beskyttet mellem 1 og 19 pct. (Frederikssund og Køge)
- 3 kommuner har beskyttet 0 pct. (Hillerød, Greve og Ishøj)
- 18 kommuner har ingen BNBO i de tre statuskategorier: Gennemgået, indsats nødvendig, Frivillig aftale tilbudt eller Indsats gennemført (Albertslund, Vallensbæk, Ballerup, Furesø, Brøndby, Glostrup, Rødovre, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Hørsholm, Rudersdal, Helsingør, Frederiksberg, Gentofte, Dragør, Tårnby, Frederikshavn, Læsø)
- Ankestyrelsens tilsyn har kompetence til at omstøde en kommunes handling, hvis den strider mod loven, og i særlige tilfælde kan medlemmerne af kommunalbestyrelsen få tvangsbøder, hvis de ikke gør, som de efter loven har pligt til. Det kommunale tilsyn varetages af Ankestyrelsen, som fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
- Ministeriet traf i foråret et valg om i første omgang at melde kommuner, som havde beskyttet mindre end 19 pct. til Ankestyrelsen af hensyn til, at mange kommuner var på vej hen imod at opfylde loven.
- På Miljøstyrelsens hjemmeside kan man følge fremdriften i risikovurderingerne og beskyttelsesindsatserne. Samlet set viser tallene, at 65,5 pct. af de BNBO, der skal beskyttes, nu er blevet beskyttet. Det står i modsætning til de ca. 45 pct. som var beskyttet i april 2025. Her findes tre kort, som angiver status for de BNBO, hvor en beskyttelsesindsats er vurderet nødvendig kombineret med en procentvis angivelse af, hvor en frivillig aftale er tilbudt og/eller indsatser er gennemført i BNBO.
- Se mere om status over kommunernes beskyttelse af BNBO her: https://mst.dk/erhverv/rent-miljoe-og-sikker-forsyning/drikkevand-og-grundvand/grundvandsbeskyttelse/status-bnbo
Yderligere oplysninger:
Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet
Danskerne står i kø for at vinterbade: Nu vil regeringen ændre loven25.11.2025 06:05:00 CET | Pressemeddelelse
Vinterbadning er blevet folkesport, men de gode faciliteter mangler flere steder i landet. Derfor vil miljøminister Magnus Heunicke og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin nu gøre det nemmere for foreninger uden for de store byer at etablere saunaer og vinterbadefaciliteter ved kysten.
Miljøministeren vil styrke beredskabet i hele vandsektoren24.11.2025 08:34:15 CET | Pressemeddelelse
Med nyt lovforslag vil der blive sat strengere krav til sikkerheden i vandsektoren. Dermed skal alle danskeres drikkevand og spildevand være bedre beskyttet mod angreb og ulykker.
62,4 millioner kroner til at styrke indsatsen mod menneskehandel17.11.2025 06:46:33 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og et bredt politisk flertal afsætter 62,4 millioner til Center mod Menneskehandels indsats til ofre for menneskehandel og til juridisk rådgivning til sårbare udenlandske kvinder i prostitution hos Reden International.
Stigende vandstand truer Horsens: Stat og kommune i tæt samarbejde om kystsikring12.11.2025 13:27:15 CET | Pressemeddelelse
Store dele af Horsens Havn og midtby er truet af oversvømmelser og stigende vandstande. Derfor indleder miljøminister Magnus Heunicke og borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, nu et tæt mellem staten og kommunen samarbejde om kystbeskyttelse af byen.
Globalt forbud mod kviksølv i tandfyldninger11.11.2025 11:04:43 CET | Pressemeddelelse
I årtier har tandlæger verden over brugt kviksølv i tandfyldninger. Nu er det slut. Under det danske formandskab er der forhandlet et globalt forbud mod kviksølv i tandfyldninger på plads. Det er et markant fremskridt for både sundhed og miljø.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum