Julehjælp: Ansøgninger viser markant øget nød blandt familier med sclerose
25.11.2025 16:49:05 CET | Scleroseforeningen | Pressemeddelelse
Scleroseforeningen har modtaget 300 ansøgninger om julehjælp fra børnefamilier med sclerose. Det er på niveau med sidste års rekord, men nøden er blevet større. ”Børnefattigdommen er simpelthen gået for vidt, når et lille barn ikke ønsker sig noget til jul, fordi mor eller far er syg og ikke har råd,” lyder det fra Scleroseforeningens direktør.

I år uddeler Scleroseforeningen omkring 600.000 kroner i julehjælp til familier med sclerose, der kæmper for at få pengene til at slå til. Det er dobbelt så meget som for fire år siden.
Men behovet for hjælp stikker langt dybere end julen, påpeger Klaus Høm, der er administrerende direktør i Scleroseforeningen. Foreningen modtager stadig flere ansøgninger om økonomisk støtte året i løbet af hele året.
”Julen er blot toppen af isbjerget. Stadig flere familier med sclerose må kæmpe for at få økonomien til at hænge sammen og lider store afsavn i hverdagen. Vi modtager 15-20 ansøgninger om økonomisk hjælp hver uge året rundt.”
I løbet af 2025 har Scleroseforeningen støttet økonomisk pressede familier med sclerose med sammenlagt 1,7 millioner kroner. Medregnes gratis ferieophold for økonomisk trængte børnefamilier med sclerose og sommercamps for børn af forældre med sclerose beløber den årlige støtte sig til over 3 millioner kroner i 2025.
Børnenes fest og smerten ved ikke at kunne være med
Mange af ansøgningerne indeholder stærke beskrivelser af forældres bekymringer:
En enlig mor skriver: ”Vi har ikke brug for dyre gaver. Vi vil bare så gerne kunne være en del af fællesskabet i julen.” En anden enlig mor fortæller: ”Mine børn har sagt, at de er ligeglade med julegaver. Det gør så ondt. De prøver at gøre det lettere for mig.” Og en bedstemor skriver, at julehjælpen er den eneste måde, hun kan komme til at holde jul med sine fem børnebørn – uden at skulle vælge mellem medicin og mad den efterfølgende måned.
”Julen kaldes også for børnenes fest, og for mange af disse forældre skærer det dem dybt i hjertet at se deres børn stå uden for fællesskabet. Det er ikke kun et økonomisk afsavn – det er et socialt afsavn,” siger Klaus Høm.
Over 10.000 danske børn under 18 år lever i en familie med sclerose, og i hver femte familie er den syge forælder eneforsørgende. Mange af familierne lever på overførselsindkomster, som ikke er fulgt med inflationen og prisstigningerne på daglige fornødenheder. For disse familier kan det være umuligt at få råd til at give børnene en jul som deres jævnaldrende.
FAKTABOKS: Markant stigning i behovet for økonomisk støtte til familier med sclerose
- Ansøgninger om økonomisk hjælp året rundt: Behovet for økonomisk støtte til familier med en sclerosesyg forælder er vokset markant de sidste fire år, og Scleroseforeningen uddeler økonomisk hjælp hele året rundt.
- Tredobling af økonomisk støtte: For at imødekomme det stigende behov har Scleroseforeningen næsten tredoblet den samlede økonomiske støtte fra 650.000 kroner i 2021 til godt 1.700.000 kroner i 2025.
- Julehjælpen udgør en betydelig del af den uddelte støtte: I 2021 blev der uddelt godt 300.000 kroner i julehjælp, mens der i 2025 forventes uddelt 600.000 kroner i julehjælp, der skal sikre familierne en jul med julemad, juletræ og gaver.
- Danmark har EU’s højeste fødevarepriser næst efter Luxembourg. Siden midten af 2021 er prisen på fødevarer i Danmark steget med omkring 32 procent.
- Knap 20.000 danskere har sclerose, og hvert år kommer 600-700 nye tilfælde til. Sygdommen rammer typisk i alderen 20-40 år og dobbelt så mange kvinder som mænd. Danmark har verdens højeste forekomst af den uhelbredelige, fremadskridende sygdom, der er primær årsag til invaliditet blandt yngre kvinder.
- Over 10.000 børn under 18 år lever i en familie med en sclerosesyg forælder, og i hver femte familie er forælderen eneforsørger. Hver tredje dansker med sclerose i den erhversaktive alder har fået ophævet erhvervsevnen og er på førtidspension, og mange af familierne lever på overførselsindkomster, som ikke er fulgt med prisudviklingen, og som gør, at familierne år for år lider stadig større afsavn.
- Sociale konsekvenser af fattigdom: Børn i fattige familier har ikke samme mulighed for at deltage i fællesskaber som deres jævnaldrende. Højtider som jul forstærker kontrasten mellem deres livsvilkår og andres og kan føre til øget social eksklusion.
Om Scleroseforeningen
Scleroseforeningen er en privat sygdomsbekæmpende organisation, som arbejder på vegne af de mere end 120.000 danskere, der som patient eller pårørende lever med konsekvenserne af den uhelbredelige, fremadskridende og invaliderende sygdom.
Vi støttes af knap 100.000 medlemmer og bidragydere. Vi støtter forskning, yder støtte og rådgivning og udbreder kendskab til sygdommen, som vi i Danmark har verdens højeste forekomst af per indbygger.
Vi har sekretariat i Valby, men er landsdækkende med 44 lokalafdelinger fordelt over hele landet samt Færøerne.
Følg pressemeddelelser fra Scleroseforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Scleroseforeningen
Landsindsamling slår ny rekord: Danskerne støttede kampen mod sclerose med 7 millioner13.9.2026 20:18:04 CEST | Pressemeddelelse
Scleroseindsamlingen indbragte søndag det højeste beløb i indsamlingens historie.
Ny beregning: 1 ud af 100 danske kvinder får sclerose i løbet af livet13.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sclerose rammer kvinder markant oftere end mænd. Ifølge Det Danske Scleroseregister vil 1 ud af 100 kvinder udvikle sclerose inden 90-årsalderen. I dag er tæt på 70 procent af sclerosepatienter desuden kvinder, og kønsskævheden er vokset gennem årtier – men årsagen er stadig ukendt.
Per Okkels er ny formand for Sclerosehospitalerne2.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Per Okkels bliver ny formand for bestyrelsen for de to landsdækkende specialhospitaler. Han afløser Jane Heitmann som stopper efter 4 år.
Nyt stort forskningspartnerskab skal styrke livskvaliteten for mennesker med sclerose, Parkinsons sygdom og muskelsvind24.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med et forskningspartnerskab på 28,4 millioner kroner, muliggjort af Jascha Fonden, skal SOLID – Sammen Om Livskvalitet på tværs af Diagnoser – skabe ny viden om livet med neurologisk sygdom og styrke livskvaliteten på tværs af diagnoser. Partnerskabet gennemføres sammen med Scleroseforeningen, Parkinsonforeningen og Muskelsvindfonden.
Cykelnerven slår rekord: Samler 18,1 millioner kroner ind for en verden uden sclerose22.6.2026 13:32:01 CEST | Pressemeddelelse
Aldrig før har deltagerne på Cykelnerven samlet så mange penge ind til forskning i sclerose. Efter årets finale i de franske Alper kan Scleroseforeningen offentliggøre, at Cykelnerven 2026 har indsamlet hele 18,1 millioner kroner – 3 millioner kroner mere end sidste år og det højeste indsamlingsresultat i arrangementets historie.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum