Højskoler, håndbold og pølsevogne – nu er vinderne af folkehøringen 2025 optaget på den danske fortegnelse over levende kulturarv
Kulturministeriets folkehøring om levende kulturarv har fået overvældende opbakning. Da næsten 60.000 mennesker i foråret 2025 stemte på de kulturfænomener, de mener har særlig betydning i Danmark, tegnede der sig et klart billede: Højskolerne, pølsevognene, foreningslivet, håndbold og tillidssamfundet er alle stærkt forankrede i danskernes hverdag og selvforståelse.

De fem vinderbidrag er nu blevet tilføjet den danske UNESCO-fortegnelse for immateriel kulturarv på levendekultur.kb.dk, hvor de præsenteres gennem beskrivelser udarbejdet af udøverne selv.
”Vores kulturarv er uhyre vigtig. Det er det, der binder os sammen som folk – og det er med til at give Danmark kulturel modstandskraft i en turbulent tid. De fem vinderbidrag viser de fællesskaber, værdier og praksisser, der samler os danskere på tværs af alder, baggrund og sociale skel. Nu får de en velfortjent anerkendelse og plads på den danske UNESCO-fortegnelse. Og vi står klar til at hjælpe gamle som nye bidrag med at komme på den internationale liste over verdensarv,” siger Bente Skovgaard Kristensen, direktør for Det Kgl. Bibliotek.
Næste skridt for vinderbidragene er – hvis de ønsker det – at forsøge at blive optaget på UNESCO’s prestigefulde internationale verdensarvsliste. Det Kgl. Bibliotek inviterer derfor alle bidragsydere, også dem der allerede var optaget på den danske fortegnelse, til et online informationsmøde i begyndelsen af december. Her får de en introduktion til processen og kravene til nomineringerne.
Fem vindere – fem stærke udtryk for levende kultur
Højskolerne
Den danske folkehøjskoletradition bygger på fællesskab, nysgerrighed og livsoplysning. Inspireret af Grundtvigs tanker har højskolerne siden 1844 spillet en markant rolle i dansk og nordisk dannelseskultur.
Håndbold – fællesskab, frivillighed og sammenhold
Håndbold er både eliteidræt og folkelig bevægelse, der forbinder generationer, lokalsamfund og livssituationer. Sporten beskrives som noget man går til, følger med i og er en del af – et levende fællesskab.
Tillidssamfundet
Danmark er blandt de lande i verden, hvor den gensidige tillid står stærkest. Tillid beskrives som ”Danmarks usynlige råstof”, der skaber social sammenhængskraft og styrker samfundets konkurrenceevne.
Foreningslivet
Med omtrent 80.000 foreninger er Danmark et af verdens mest foreningsaktive lande. Uanset om interessen er håndbold, spejderliv, rollespil eller mønter, findes der et fællesskab, der bærer det.
Pølsevogne – fællesskab, folkelighed og håndværk
Pølsevognen er både madkultur og mødeplads og har gennem over 100 år været et folkeligt symbol på humor, fællesskab og hverdagskvalitet. ”Med det hele” er blevet en del af dansk kulturarv.
Hvad er immateriel kulturarv?
UNESCO definerer immateriel kulturarv som de praksisser, kundskaber og traditioner, som et fællesskab ser som deres kulturelle arv. Alt det, man ikke kan tage og føle på – men som man lever og genkender: traditioner, håndværk, måder at være sammen på. Danmark tilsluttede sig UNESCOs konvention om sikring af den immaterielle kulturarv i 2010, og fortegnelsen på levendekultur.kb.dk dokumenterer og formidler dette levende kulturgrundlag.
Kulturarvens betydning blev bredt anerkendt tidligere i november, hvor en række europæiske kulturministre – med den danske kulturminister i spidsen – samledes om en erklæring, der blandt andet slog fast, at europæisk kultur er en hjørnesten i det europæiske demokratiforsvar. Læs mere her: Ny erklæring gør kultur og troværdige medier til hjørnesten i det europæiske demokratiforsvar
Baggrund for folkehøringen
Folkehøringen tog udgangspunkt i 20 eksempler udvalgt blandt 10.000 forslag indsendt til Kulturministeriet. Udvælgelsen blev foretaget af en komité bestående af Kulturminister Jakob Engel-Schmidt, Ghita Nørby og Søren Ryge, med faglig bistand fra Det Kgl. Biblioteks vicedirektør Søren Bitsch Christensen.
Nøgleord
Kontakter
Jacob H. LangkildeKommunikationskonsulent
Tlf:+45 91 32 47 08presse@kb.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Det Kgl. Bibliotek
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kgl. Bibliotek
760.000 radioudsendelser ruller nu ind i Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv15.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Det Kgl. Bibliotek udvider nu DR-arkivet markant, når 760.000 radioudsendelser fra perioden 1989-2005 bliver tilgængelige for offentligheden. Godteposen rummer alt fra julehygge i Morgennisserne til 1990’er klassikeren Tæskeholdet. Det er den største udvidelse af arkivet siden lanceringen i marts 2025 – og første gang, mange af udsendelserne bliver digitalt tilgængelige for danskerne.
Bo af Danmark vender hjem27.11.2025 09:18:28 CET | Pressemeddelelse
Det Kgl. Bibliotek har erhvervet et sjældent middelalderligt fragment af værket De modis significandi af Boëthius de Dacia. Bo af Danmark – som vi vil kalde ham på dansk – er muligvis den mest betydningsfulde danske filosof før Kierkegaard. Nyerhvervelsen giver et sjældent indblik i middelalderens åndsliv. Dengang vakte Bo af Danmarks vilde idéer så meget opsigt, at en parisisk biskop så sig nødsaget til at forbyde dem.
Oplev Jens Stoltenberg i Den Sorte Diamant15.9.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
NATOs tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg besøger 27. oktober Den Sorte Diamant i København i anledning af udgivelsen af erindringsbogen På min vagt.
Nu bliver H.C. Andersens mindre kendte manuskripter og breve digitaliseret27.6.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Kgl. Bibliotek har netop modtaget en donation på 5,8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til at digitalisere bibliotekets omfattende samling af mindre kendte originale værker og breve fra H.C. Andersens hånd.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum