Alexandra Instituttet

Sømmaskiner med AI skal hamre ENKOTEC ti år foran konkurrenterne

Del

Danske industrivirksomheder danner bagtrop, når det handler om AI. Men ENKOTEC bryder med tendensen og er på vej til at erobre førertrøjen i sin branche. Med AI i sømmaskinerne vil Skanderborg-virksomheden øge afstanden til konkurrenterne.

ENKOTECs sømmaskine er en af de mest effektive på markedet, men den skal stadig serviceres jævnligt.
ENKOTECs sømmaskine er en af de mest effektive på markedet, men den skal stadig serviceres jævnligt.

45 søm i sekundet. Få virksomheder i verden kan konkurrere med ENKOTEC fra Skanderborg, når det gælder sømproduktion. Med afdelinger på tre kontinenter og kunder i 50 lande er ENKOTEC en af de mange danske industrivirksomheder med succes.  

ENKOTEC er kendt for sine højteknologiske ambitioner. Nu er tiden moden til, at AI skal implementeres i maskinen, så virksomheden kan fastholde sin plads i toppen af branchen. 

“Det er vigtigt for os, at kundernes oplevelse med maskinerne er positivt. Mange kunder har svært ved at finde arbejdskraft eller har løbende udskiftning af personalet. Derfor skal vi gøre vores for, at oplæring og brugen af manualer bliver mindre komplekst. Det kan vi gøre med AI,” siger Kenn Prinds, Chief Innovation Officer hos ENKOTEC. 

Han giver sit bud på, hvordan løsningen kunne se ud: 

“Hvis en operatør kan tale med maskinen om sine aktuelle problemer i stedet for at søge i en manual, vil kunden øge effektiviteten. Det giver stor værdi for både dem og os,” siger Kenn Prinds. 

Industrien sakker bagud 

Danske virksomheder er blandt de bedste i verden til at bruge AI, men industrisektoren er sakket bagud. Ifølge Den Internationale Valutafond bruger kun 22 procent af danske produktionsvirksomheder AI. Med andre ord er AI endnu ikke særlig udbredt på fabriksgulvet. 

ENKOTEC er undtagelsen fra reglen. Her er der stor appetit på at være teknologisk frontløber i en branche, hvor høje toldsatser på stål og billige kinesiske konkurrenter lægger pres på dansk driftssikkerhed. 

"Vores maskiner er allerede langt fremme, men med AI kan vi komme ti år foran de andre. Planen er at løfte maskinerne til et nyt niveau, men det kræver, at vi selv finder vejen, for AI er helt nyt i vores branche,” siger Kenn Prinds. 

En talende manual og AR-instruktioner 

I jagten på viden søgte ENKOTEC råd hos Alexandra Instituttet. I løbet af tre måneder udviklede team’et en prototype, hvor en open source sprogmodel bliver fodret med virksomhedens egne manualer.  

Chatbotten kan afkode og besvare operatørens spørgsmål i naturligt sprog. Ved hjælp af høretelefoner og en AI-brille kan operatør og maskine samarbejde om at løse problemerne – uden at smide arbejdshandskerne. 

“Det var vigtigt for os at finde en uvildig partner, som har den nyeste viden på området og kan hjælpe os med at skabe overblik. Igennem forløbet er vi blevet klogere på, hvor moden teknologien er, og at løsningen ikke er så langt væk, som man skulle tro,” siger Kenn Prinds. 

Find de rigtige AI-klodser 

Digitaliseringsstyrelsen har i en rapport kortlagt, at den altdominerende barriere for integration af AI er mangel på viden og kompetencer. Derfor hjælper Alexandra Instituttet adskillige virksomheder som ENKOTEC med at implementere avanceret teknologi.

Ifølge Kaspar Rosengreen Nielsen, Principal Software Architect hos Alexandra Instituttet, er opgaven ikke længere at mestre selve teknologien, men at udvælge og kombinere de løsninger, der skaber mest værdi. 

“Den store konkurrence på AI-området betyder, at der ligger rigtigt mange gode værktøjer derude, som virksomheder kan integrere i produktionen. Det er næsten ligesom legoklodser. Det handler om at finde dem og sætte dem rigtigt sammen.” 


Kontakter

Alexandra Instituttet

100 eksperter under ét tag 

Alexandra Instituttet hjælper offentlige og private virksomheder med at anvende den nyeste it-forskning og teknologi. Vores udgangspunkt er samfundsmæssige problemstillinger og behov for at omsætte den nyeste forskning til innovative løsninger. 

Hos os finder du stærke kompetencer inden for blandt andet Visual computing, kunstig intelligens, IoT, cybersikkerhed, interaktionsdesign og smarte produkter. 

Vi arbejder i et tværfagligt miljø og er et hold af højtkvalificerede specialister, der hurtigt kan forstå din organisations og dine brugeres problemstillinger.

Vi er Danmarks eneste Godkendte Teknologiske Service-institut specialiseret i it og digitalisering.

Følg pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye