Cybersikkerhedsbranchen går sammen om at løfte små- og mellemstore virksomheder i ny millionsatsning fra Industriens Fond
30.1.2026 09:11:29 CET | Alexandra Instituttet | Pressemeddelelse
23 virksomheder i den danske cybersikkerhedsbranche har valgt at donere ydelser svarende til 33,5 millioner kroner til en ny national satsning, der skal øge sikkerheden i små og mellemstore virksomheder.

Danske små og mellemstore virksomheder får nu en håndsrækning til bedre digital sikkerhed. Det er en realitet med offentliggørelsen af den nye satsning “Cybersikker virksomhed”.
I alt 23 virksomheder inden for cybersikkerhed bidrager med ydelser svarende til en værdi af 33,5 millioner kroner. Industriens Fond finansierer initiativet med 43 millioner kroner, mens staten bidrager med en række indsatser.
”Vi vil gerne sikre, at indsatsen er ambitiøs, godt forankret og når ud til mange virksomheder. Derfor er det positivt nu at se det nytænkende offentligt-private samarbejde materialisere sig i praksis, så virksomheder i hele Danmark kan få konkret hjælp til at styrke cybersikkerheden,” siger Thomas Hofman-Bang, der er adm. direktør i Industriens Fond.
Partnerskabet ledes i et samarbejde mellem Styrelsen for Samfundssikkerhed og cybersikkerhedskonsortiet Security Tech Space i tæt samarbejde med Alexandra Instituttet og IDA som en del af et stort offentlig-privat samarbejde om at styrke cybersikkerheden i danske SMV’er.
“Det er stærkt og meget opløftende at se, hvor mange virksomheder i cybersikkerhedsbranchen der har valgt at bidrage med deres ydelser. Det viser, at branchen tager ansvar – ikke kun for egen forretning, men for hele det digitale økosystem. Sammen kan vi gøre en reel forskel for de SMV’er, der i dag står mest sårbare,” siger Peer H. Kristensen, direktør i Security Tech Space.
Adgang til skræddersyede løsninger
Det store engagement fra erhvervslivet betyder, at "Cybersikker virksomhed" kan afprøve og udvikle tilbud om sikkerhedsydelser, som før var uden for SMV’ernes rækkevidde. For eksempel test- og modningsforløb, teknisk rådgivning, kompetenceudvikling, varsling og andre konkrete værktøjer. Målet er at udvikle markedsbaserede løsninger, der matcher SMV’ernes virkelighed og ressourcer.
“Cybersikkerhed er komplekst og svært at navigere i. Selv for store virksomheder. Vores eksperter ser frem til at give SMV'erne konkret rådgivning, der styrker sikkerheden i praksis. Vi excellerer i at omsætte viden og teknologi til løsninger, som virksomheder kan bruge i hverdagen, og samarbejdet med branchen gør det muligt for os at udvikle nye løsninger, som er fagligt solide og praktisk anvendelige for virksomhederne,” siger Niels Husted Kjær, adm. direktør i Alexandra Instituttet.
Et centralt element i indsatsen er adgang til eksperter. Her bidrager IDA med både faglige forløb, læring og mobilisering af specialister, så virksomhederne kan få den nødvendige viden og støtte – også når de ikke selv har cybersikkerhedsspecialister ansat.
“Mange SMV’er har hverken tid eller kapacitet til at opbygge avancerede cybersikkerhedskompetencer internt. Derfor er det afgørende, at vi gør specialiseret viden og rådgivning tilgængelig på nye måder. I IDA har vi allerede gennem flere år arbejdet målrettet med at styrke cybersikkerhedsniveauet i danske SMV’er gennem konkrete, praksisnære kompetenceforløb og specialiserede kurser, fordi vi tidligt så, hvor hurtigt truslen voksede. Vi glæder os til at bidrage til initiativet med de mange erfaringer og sikre, at kompetenceløft bliver en reel mulighed frem for en barriere,” siger Laura Klitgaard, formand for IDA.
Erhvervs- og brancheorganisationer bakker op
Danmark har op mod 200.000 små og mellemstore virksomheder. Men ifølge de seneste tal fra Styrelsen for Samfundssikkerhed har 40 pct. af SMV’erne et for lavt digitalt sikkerhedsniveau. Derfor deltager erhvervsorganisationerne Dansk Industri, Dansk Erhverv, IT-branchen også i initiativet.
“Alt for mange SMV’er har ikke har et sikkerhedsniveau, der matcher deres risici. Det er ikke kun et problem for den enkelte virksomhed, men for hele erhvervslivets værdikæder. Derfor er det helt rigtigt, at også erhvervslivet og eksperter på cybersikkerhedsområdet tager ansvar og bidrager aktivt til løsningerne,” siger Jakob Ellemann-Jensen, forperson for Security Tech Space og vicedirektør i Dansk Erhverv.
Også Dansk Industri og IT-Branchen ser engagementet som afgørende for at løfte cybersikkerheden bredt.
“SMV’erne udgør rygraden i dansk erhvervsliv. Når et cyberangreb rammer, kan det få hele fundamentet i forretningen til at vakle. Med Cybersikker virksomhed får virksomhederne nu en samlet indgang til både forebyggelse og håndtering af cyberangreb – klare varsler, konkrete råd og et sted at ringe, når minutterne tæller. Det glæder mig meget, at det sker i et stærkt offentligt‑privat samarbejde, hvor begge parter bidrager med ekspertise og ressourcer,” siger Andreas Holbak Espersen, branchedirektør i DI Digital.
“Danmark har en stærk cybersikkerhedsbranche med både kompetencer og løsninger i verdensklasse. Denne indsats viser, hvordan branchen kan tage et samfundsansvar og samtidig skabe grundlag for innovation og nye markeder målrettet SMV’er,” siger Natasha Friis Saxberg, direktør i IT-Branchen.
Security Tech Space, Alexandra Instituttet og IDA forventer, at endnu flere virksomheder vil engagere sig i indsatsen i takt med, at aktiviteterne rulles ud.
Kontakter
Peer Heldgaard KristensenSecurity Tech Space
Tlf:51 97 79 99peer.kristensen@securitytechspace.dkSigurd Schou MadsenIndustriens Fond
Tlf:91 37 31 10SSM@industriensfond.dkNiels Husted KjærAlexandra Instituttet
Tlf:+45 40 99 55 02niels.husted.kjaer@alexandra.dkUlrik FrandsenIDA
Tlf:23 65 09 69ufr@ida.dkBo HjulerDansk Industri
Tlf:23 28 49 12boh@di.dkJesper IngemannDansk Erhverv
Tlf:22 65 09 41jein@danskerhverv.dkRune Fick HansenIt-Branchen
Tlf:27 83 90 38rfh@itb.dkOm Cybersikker virksomhed
Cybersikker virksomhed er en national offentlig-privat enhed, der samler myndigheder, cybersikkerhedsbranchen, vidensmiljøer og erhvervsorganisationer om at løfte cybersikkerheden i små og mellemstore virksomheder.
Security Tech Space, Alexandra Instituttet og IDA står for den private eksekvering (mobilisering, kompetenceløft, test og markedsmodning af løsninger) blandt andet gennem in-kind bidrag fra branchen. Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) udvikler tilbud inden for kerneindsatser som overvågning, varsling, scanning og incident-håndtering.
Centrale indsatser:
-
D-mærket: Bruges som fælles reference for grundlæggende digital sikkerhed og indgår i både mobilisering, rådgivning og leverandørkrav.
-
Én samlet indgang: Overblik over værktøjer, guides og hjælp – herunder D-mærket, minimumsstandarder og beredskab.
-
Mobilisering tæt på virksomhederne: Lokale klynger, brancheorganisationer, trusted advisors og store virksomheder som løftestang i værdikæder.
-
Kompetenceløft: Kurser, e-læring og webinarer for SMV’er, it-medarbejdere, rådgivere og konsulenter.
-
Markedsmodning (POB Lab): Test og udvikling af SMV-tilpassede cybersikkerhedsløsninger i samarbejde mellem leverandører og virksomheder.
-
Sårbarhedsscanning og overvågning (SAMSIK): Identifikation af sikkerhedshuller, lokal overvågning og konkrete actionpakker.
-
Varsling, videndeling og hotline (SAMSIK): Løbende trusselsinformation, lukkede vidensfora og teknisk hotline, der hjælper SMV’er hurtigt videre ved behov.
Følg pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet
Alexandra Instituttet får ny frontfigur for kunstig intelligens12.1.2026 09:30:00 CET | Pressemeddelelse
Mie Hvas er tiltrådt som Head of AI Lab hos Alexandra Instituttet. Her skal hun omsætte forskning til løsninger, der optimerer processer, analyserer data og giver danske virksomheder et teknologisk forspring.
Danmarks første til at udføre prøvning af cybersikre IoT-produkter og radioudstyr17.12.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Som de første i Danmark er Alexandra Instituttet blevet akkrediteret, så de kan udføre prøvning af udstyr efter kravene i EN 18031. Dermed kan instituttet, der er specialiseret i IT og digitalisering, hjælpe virksomheder med at overholde Radioudstyrsdirektivet.
Dansk drone med edge AI tager kampen op15.12.2025 06:10:00 CET | Pressemeddelelse
Move Innovation udvikler en drone, der bruger edge AI til selvstændige hurtige beslutninger, så den kan forfølge andre droner og ikke kan jammes. Udviklingen af dronen sker i samarbejde med Alexandra Instituttet og er støttet af AI Denmark.
Sømmaskiner med AI skal hamre ENKOTEC ti år foran konkurrenterne25.11.2025 06:15:00 CET | Pressemeddelelse
Danske industrivirksomheder danner bagtrop, når det handler om AI. Men ENKOTEC bryder med tendensen og er på vej til at erobre førertrøjen i sin branche. Med AI i sømmaskinerne vil Skanderborg-virksomheden øge afstanden til konkurrenterne.
Hr. og fru Jensen fortjener bedre strømstyring og lavere elregning22.9.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Samarbejde med Alexandra Instituttet giver den danske startup AI POWER bag energiplatform adgang til de nyeste AI-modeller og algoritmer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum