Alkohol får hjerneblødninger til at ramme yngre og hårdere
Ph.d.-studerende fra Aarhus står bag internationalt opsigtsvækkende forskning, der viser, at tre daglige genstande markant øger risikoen for større og mere alvorlige hjerneblødninger.

Ph.d.-studerende Mette Foldager Hindsholm fra Neurologi på Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet er hovedforfatter på et nyt studie, der netop er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Neurology. Studiet viser, at personer, der drikker tre eller flere genstande dagligt, får markant større og mere alvorlige hjerneblødninger – og i en langt yngre alder end øvrige patienter.
Resultaterne har allerede vakt stor opmærksomhed i USA, hvor de er blevet omtalt i bl.a. New York Times, CNN, National Geographic, Fox News og Good Morning America.
Studiet bygger på data fra 1.600 patienter med spontane hjerneblødninger indlagt på Massachusetts General Hospital, hvor Mette Foldager Hindsholm har tilbragt det seneste år som gæsteforsker.
Større blødninger – og 11 år tidligere
Studiet viser, at personer med et dagligt alkoholindtag på tre genstande eller mere i gennemsnit:
- Får hjerneblødninger 11 år tidligere end andre patienter (64 år vs. 75 år).
- Har 70 procent større blødninger i hjernen.
- Er dobbelt så tilbøjelige til at få blødninger dybt i hjernen – en mere alvorlig type.
- Har større risiko for, at blødningen breder sig ud i hjernens væskefyldte hulrum.
- Har forhøjet blodtryk og lavere antal blodplader, hvilket gør det sværere for kroppen at standse blødningen.
- Har mere udtalte tegn på skader i hjernens små blodkar – en risikofaktor, der også forbindes med demens og gangbesvær.
- Hjerneblødning er en af de mest ødelæggende sygdomme, vi ser. Selv små forskelle i risikofaktorer kan have store konsekvenser – og vores resultater viser, at et højt alkoholindtag både øger blødningens alvorlighed og accelererer skader på hjernens små blodkar, siger Mette Foldager Hindsholm.
Et stærkt forebyggelsespotentiale
Forskningsresultaterne understøtter, at alkohol er en modificerbar risikofaktor, og at selv få ændringer i alkoholforbruget kan have stor betydning.
- Mange opfatter primært alkohol som et leverproblem, men for hjernen er konsekvenserne mindst lige så alvorlige. Vores studie tyder på, at et alkoholforbrug på tre eller flere genstande dagligt kan skubbe en hjerneblødning et helt årti frem i livet, siger Mette Foldager Hindsholm.
Seniorforsker og medforfatter professor Edip Gurol, Harvard Medical School, supplerer i en nyhed på Harvard Universitets hjemmeside:
- Vi ved nu, at stort alkoholforbrug fører til større og tidligere hjerneblødninger. At reducere sit alkoholforbrug eller stoppe med at drikke er et vigtigt skridt til at mindske risikoen. Selv for personer med relativt lav risiko for hjerneblødning kan det være effektivt at begrænse alkoholforbruget til højst tre genstande om ugen for at beskytte mod alle typer slagtilfælde og bevare både hjerne- og hjerte-kar-sundhed.
Dansk forskning med global rækkevidde
- Studiet er et eksempel på, hvordan danske ph.d.-studerende og kliniske forskere bidrager til international neurovidenskab på højt niveau, fortæller overlæge Claus Ziegler Simonsen, Aarhus Universitetshospital, som også er medforfatter:
- Vi er stolte af samarbejdet med Harvard og Massachusetts General Hospital – og af, at en dansk forsker står i spidsen for et studie, der har fået så stor international gennemslagskraft.
Bag om forskningsresultatet
Studietype: Tværsnitsstudie baseret på prospektivt indsamlede data. Klinisk epidemiologisk analyse af akutte hjerneblødninger og MR-markører for cerebral småkarsygdom.
Samarbejdspartnere: Massachusetts General Hospital (Harvard Medical School), Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, Beth Israel Deaconess Medical Center, University of Brescia.
Ekstern finansiering: Ingen
Interessekonflikter: Se fuldt overblik i den videnskabelige artikel. De fleste forfattere rapporterer ingen relevante interessekonflikter.
Nøgleord
Kontakter
Mette Foldager Hindsholm
Læge på Neurologi, Aarhus Universitetshospital
Ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Gæsteforsker på Massachusetts General Hospital (Harvard Medical School), Boston, USA
Telefon: 2872 7909
Mail: mehind@rm.dk
Claus Ziegler Simonsen
Overlæge på Neurologi, Aarhus Universitetshospital
Professor ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Telefon (arb.): 2366 9875
Mail: clausimo@rm.dk
Lars Elgård PedersenPresseansvarligKommunikation
Tlf:2479 2436larspese@rm.dkBilleder

Links
Aarhus Universitetshospital
Aarhus Universitetshospital er et komplet hospital på højeste internationale niveau med alle lægefaglige specialer samlet under ét tag.
Aarhus Universitetshospital står for den højt specialiserede behandling i Region Midtjylland og er det lokale hospital for borgerne i Aarhus og på Samsø.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitetshospital
Første patienter på Aarhus Universitetshospital opereres med ny robotteknologi16.1.2026 07:50:26 CET | Pressemeddelelse
I denne uge er de første patienter på Aarhus Universitetshospital blevet opereret med hospitalets nye Single Port-robot (SP-robot) - den nyeste generation af operationsrobotter, som giver mulighed for mere skånsomme og præcise operationer.
Stort EU-projekt skal sikre behandling på hospitalsniveau i hjemmet14.1.2026 16:00:08 CET | Pressemeddelelse
AUH deltager i det europæiske Hospital@Home projekt, hvor data fra 3.600 hjemmebehandlede patienter fra Danmark, Holland, Sverige og Østrig skal danne grundlag for nye modeller for hospitalsbehandling i hjemmet.
AUH transplanterer rekordmange nyrer for tredje år i træk14.1.2026 09:31:28 CET | Pressemeddelelse
127 patienter har fået et nyt liv – heraf 34 efter donation efter cirkulatorisk død.
Nyt landsdækkende projekt skal opdage spiseforstyrrelsen BED tidligere hos børn12.1.2026 13:27:15 CET | Pressemeddelelse
Nationalt Center for Overvægt har fået midler fra Sundhedsstyrelsen til et nyt landsdækkende projekt, der skal styrke den tidlige opsporing af spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder hos børn og unge. Projektet gennemføres i samarbejde med Julemærkefonden og skal samtidig undersøge, om ophold på et Julemærkehjem kan mindske BED-symptomer.
Tre dages binge drinking kan give fedtlever hos raske voksne – men leveren kommer sig igen22.12.2025 08:44:11 CET | Pressemeddelelse
Indtag af store mængder alkohol på kort tid (binge drinking) er udbredt i Danmark, særligt blandt unge. Et studie fra Aarhus Universitetshospital viser, at blot tre dage med binge drinking svarende til typisk festival- eller weekenddruk, kan føre til udvikling af fedtlever hos ellers raske voksne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum