Simulation: Oliespild fra nødstedt skyggetanker ville have medført voldsom olieforurening på bl.a. Møn og Bornholm
11.11.2025 06:00:00 CET | Greenpeace Danmark | Pressemeddelelse
Fredag den 10. januar 2025 mistede besætningen på skyggeflådetankeren Eventin kontrollen over det 274m lange tankskib, lastet med omkring 100.000 ton russisk råolie. En databaseret simulation viser nu, hvor galt situationen kunne være endt.

Et olieudslip på halvdelen af den nødstedte olietanker, Eventins, råolielast ville ifølge en simulation - foretaget af reseachinstituttet Helmholtz-Zentrum Hereon på vegne af Greenpeace Tyskland - have medført voldsom forurening af essentielle levesteder for fugle og havpattedyr samt af vigtige ynglepladser for flere af Østersøens fisk. Flere ton råolie ville desuden have forurenet kysterne ved Bornholm og Møn, herunder Møns Klint, der er på UNESCOs verdensarvsliste.
“Forestil dig Møns Klint eller de smukke bornholmske kyststrækninger dækket af tyk, klistret, giftig råolie? Det er den risiko, vi løber, når vi lader gamle udtjente og uforsikrede olietankere fra den russiske skyggeflåde sejle gennem Østersøen og ind gennem de smalle danske farvande. Det sidste vores allerede truede økosystemer har brug for, er et olieudslip, hvis konsekvenser vi vil kunne mærke i årtier,” siger Lauren Bowey, kampagneleder i Greenpeace Danmark.
Se den animerede simulation her: link
Ifølge simulationen ville et olieudslip også have ramt flere af Østersøens beskyttede hav- og kystområder, bl.a. Falsterbohalvøen, som er Sveriges ældste naturreservat. Reservatet spiller en central rolle for Nordeuropas trækfugle og som yngleplads for områdets torskebestand.
Eventin fragtede råolie fra Rusland og var på vej mod Suez-kanalen, da den mistede strøm og styring nord for den tyske ø, Rügen, den 10. januar 2025. I flere timer drev det gamle tankskib ukontrolleret rundt i hårdt vejr, før tysk specialmandskab fik styr på situationen. Den umanøvrerbare tanker blev slæbt mod land, hvor tyske myndigheder konfiskerede både fartøj og last.
Det tyske Helmholtz-Zentrum Hereon institut har udregnet scenarierne for en ulykke ved hjælp af data for strøm og vind fra The Federal Maritime and Hydrographic Agency of Germany. Startpositionen på det hypotetiske olieudslip er stedet, hvor olietankeren fik strømafbrud.
Spøgelsestankere der sejler uden flag eller forsikringsdækning er en yderligere risiko
Til trods for flere sanktionsrunder fra både EU og USA, så eksporterer Rusland fortsat millioner af tons råolie ved hjælp af en skyggeflåde af gamle udtjente og ofte uforsikrede tankskibe. Flere såkaldte spøgelsestankere sejler endda uden flag, hvilket betyder at selv, hvis de havde forsikringer, ville de være ugyldige. Det bliver derfor de danske skatteydere, der kommer til at betale for en oprydning efter et oliespild i dansk farvand.
Den 19. juni i år aftalte Danmark sammen med blandt andre Tyskland, Belgien, Holland og Storbritannien, at vi ville skride til handling overfor skyggeflåden. I perioden fra den 19. juni til den 3. november sejlede der dog fortsat 296 fuldt lastede skyggetankere fra russiske havne i Østersøen og op gennem Storebælt. Mere end halvdelen af disse fartøjer var sanktionerede. 37 af dem sejlede uden nationalflag.
For få uger siden, d. 28.-29. oktober, kom endnu en 100.000 ton skyggeflådetanker - den 23 år gamle Furia - tilsyneladende i problemer ud for den svenske kyst. Fartøjet stoppede, drev og signalerede flere gange, at det havde problemer med at styre, før det endelig fortsatte sin tur mod Suez-kanalen i stærkt reduceret fart.
“Det her er ikke et spørgsmål om, men nærmere hvornår ulykken sker. Disse udtjente gamle skibe fragter 100.000 ton råolie. Ifølge Rigsrevisionen er Danmark hverken forberedt på eller i stand til at rydde op efter en ulykke i den kaliber. Den danske regering må undersøge, hvordan den reelt kan sætte ind overfor skyggeflåden og denne uacceptable trussel mod det danske hav- og kystmiljø,” siger Lauren Bowey fra Greenpeace.
Her ses Greenpeace Tysklands liste over de skyggeflådetankere, der har passeret gennem dansk farvand siden 19. juni: https://t1p.de/d6gn1.
Kontakter
Lauren BoweyKampagneleder for klima, Greenpeace Danmark
Lauren Bowey arbejder for at bremse klimaforandringerne og få forurenerne til at betale for den klimakrise, som nu påvirker hver eneste tomme af vores smukke planet. Hun er kandidat i kognitiv kommunikation og mor til tre, hvilket driver hendes passion for at arbejde for en retfærdig og grøn fremtid.
Rikke AgerbækPresse- og kommunikationsansvarlig
Primære ansvarsområder: Klima og energi
Billeder

Greenpeace Danmark
Greenpeace er verdens største uafhængige miljøbevægelse. Vi konfronterer nogle af verdens største problemer og fremtvinger løsninger. I Danmark arbejder vi primært med problematikker indenfor klima, energi, landbrug, hav og skov. Vi bestræber os på altid at stå til rådighed for kommentarer på aktuelle sager og debatter - store som små, niche som mainstream.

Følg pressemeddelelser fra Greenpeace Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Greenpeace Danmark
Greenpeace-analyse: Mere dansk olie- og gasproduktion giver ikke energisikkerhed7.10.2026 13:58:39 CEST | Pressemeddelelse
Udvidet dansk produktion af gas fra Nordsøen spiller ingen rolle for dansk energisikkerhed og kan heller ikke mærkes i resten af Europa. Det viser en ny analyse fra Greenpeace. Netop energisikkerhed har ellers været hovedargumentet for at forlænge Danmarks olie- og gasjagt.
Konsekvensberegning: Olie- og gasforlængelse koster tab af gletsjere, havis og menneskeliv6.10.2026 15:55:22 CEST | Pressemeddelelse
Omkring 10.700 ekstra temperaturrelaterede dødsfald, smeltede gletsjere svarende til 261.000 olympiske svømmebassiner og et tab af arktisk havis på størrelse med Samsø. En ny Greenpeace-analyse estimerer for første gang konkrete klimakonsekvenser af en forlænget og udvidet olie- og gasproduktion i Nordsøen.
Greenpeace: Bedre kontrol er et minimum for en ordentlig dyrevelfærd i svineindustrien29.9.2026 12:11:20 CEST | Pressemeddelelse
Kontrollen med dyrevelfærden har været hullet som en si, og ny akutplan til bedre kontrol er et absolut minimum for at sikre dyrevelfærden i svineindustrien.
Greenpeace: Svinestop er nødvendigt kursskifte for naturen og livet på landet23.9.2026 08:58:11 CEST | Pressemeddelelse
"Svinevalget satte en tyk streg under, at vi nu skal en anden vej. Ud over svinestoppet må der arbejdes for et grønnere landbrug, hvor vi har langt færre dyr, passer langt bedre på dem og skruer op for produktionen af sunde, grønne fødevarer," lyder det fra Greenpeace.
Københavns kollektive transport er blandt Europas dyreste17.9.2026 00:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Den offentlige transport i København er blandt de dyreste i Europa. Det viser en ny Greenpeace-rapport, hvor hovedstaden rangerer nær bunden, som nummer 27 ud af 30, når det gælder priser på pendlerkort og rabatter i den kollektive transport. På tre år er prisen på et københavnsk pendlerkort steget med 17,6 %. Greenpeace kalder det et politisk svigt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum