Forsikringsbranche og hovedstadskommuner: Stormflodssikring har brug for opdatering
Stormflodssikring af Danmark haster, og der er behov for at finde nye finansieringsmodeller. Det mener fire hovedstadskommuner og forsikringsbranchen, der nu er gået sammen om fire konkrete anbefalinger, der tilsammen skal bringe stormflodssikring up to date.

Vejret bliver vildere og klimaforandringerne bringer allerede nu omfattende skader med sig, og alle forudsigelser viser, at det kun bliver værre.
Hvidovre, København, Tårnby og Dragør har gennem ti år samarbejdet om stormflodssikring, og sammen med F&P – forsikrings- og pensionsbranchen – spiller de nu ud med en række anbefalinger til, hvordan man bedst sikrer borgere, værdier og kritisk infrastruktur i hovedstadsområdet mod stormflod. Dem kan man læse om i publikationen: ”Fælles om stormflodssikring”.
Både kommuner og forsikringsbranche hilser velkomment, at Folketinget og regeringen har skærpet fokus på klimasikring – senest med næsten to mia. kroner afsat frem mod 2029 til kystsikring dels i den såkaldte accelerationspakke, dels på finansloven for 2026. Men parterne understreger samtidig, at det kun er en begyndelse og langt fra tilstrækkeligt, hvis den nødvendige klimasikring skal etableres.
Parterne peger især på, at rammerne for stormflodssikring er mangelfulde og giver en helt skæv fordeling af finansiering. Derfor foreslår hovedstadskommunerne og F&P at modernisere det såkaldte ”nytteprincip”, som indebærer, at de relativt få, der bor tættest på vandet, betaler for hovedparten af kystsikringen – uanset at alle borgere i hovedstadsområdet drager nytte af sikringen
Parterne håber, at samarbejdet mellem kommunerne og de konkrete anbefalinger til en ny og forbedret model for stormflodssikring, vil brede sig og give inspiration til, hvordan kystsikring kan foregå på tværs af andre kommuner.
- Danmark er et kystland, og enhver dansker kan inden for kort afstand nå havet og nyde naturen der. Derfor bør vi alle være med til at finansiere sikringen af de danske kyster – ikke kun dem, der bor tættest på. Og derfor bør staten også tage et større ansvar for både at bidrage med finansiering og at koordinere beskyttelse af borgere, virksomheder, værdier og kritisk infrastruktur, siger Pia Holm Steffensen, underdirektør, F&P.
- I Dragør mærker vi allerede konsekvenserne af klimaforandringerne – over 40 procent af vores ejendomme er i risiko for oversvømmelse. Det er ikke kun et lokalt problem, men en trussel mod hele hovedstadsområdets værdier, infrastruktur og kulturarv. Når vi sikrer kysterne her, beskytter vi fællesskabets værdier. Derfor har vi brug for en mere retfærdig finansieringsmodel og et stærkere statsligt ansvar, så vi kan få tempo på de nødvendige løsninger. Vi står klar til at fortsætte samarbejdet med staten og vores nabokommuner, men der skal handles nu, siger Kenneth Gøtterup, borgmester i Dragør (K).
- Vi bor så tæt, at vi er nødt til at arbejde tæt sammen med vores nabokommuner. Fx må Hvidovre og København arbejde sammen om Kalveboderne. Hovedstaden er Danmarks politiske og økonomiske centrum, knudepunkt for vital infrastruktur, fælles kulturarv og hjemsted for tusindvis af arbejdspladser. En oversvømmet hovedstad vil skabe problemer i hele landet både på kort og længere sigt. Derfor bør det være en opgave på nationalt plan at sørge for, at den økonomiske byrde løftes på landsplan og i fællesskab. I den nuværende model vil vi bare skulle sende en milliardregning til borgerne på Hvidovre Strandvej. Det går ikke. Vi skal se stormflodssikringen af hovedstaden som en investering i hele Danmarks fælles fremtid, siger Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune (SF).
- Vi ved, at risikoen for stormfloder kun bliver større og større. Derfor er det enormt vigtigt, at vi kommer i gang med at bygge solide diger, porte og naturbaserede løsninger, der kan holde vandet ude, når vi bliver ramt i hovedstaden. Vi har både mennesker, kulturelle værdier og en vigtig infrastruktur, som vi ønsker at beskytte mod de tunge vandmasser. Det er glædeligt, at stormflodssikring i hovedstaden nu er kommet på finansloven for 2026. Men vi mangler stadig at få ændret lovgivningen, så vi kan få en fælles finansiering af den fælles stormflodssikring de næste mange år og ikke blot sende regningen til beboerne i første række til havet, siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune (EL).
- Tårnby Kommune er et af landets centrale infrastrukturelle knudepunkter med både lufthavn, metro, motorvej og Øresundsbroen. Vi er også hjemsted for størstedelen af Naturpark Amagers rekreative værdier. Som borgmester bakker jeg op om en helhedsorienteret løsning. Det er positivt, at kystsikring er kommet på Finansloven, men det er helt afgørende, at Staten tager et større ansvar, så få ikke sidder med regningen. Klimatilpasning skal være et fælles ansvar, siger Allan S. Andersen, borgmester i Tårnby Kommune (A).
De fire anbefalinger:
- Staten skal spille en mere aktiv rolle i stormflodssikringen af Danmark
- Kystbeskyttelseslovens nytteprincip rammer skævt og udgifter til kystbeskyttelse skal fordeles mere ligeligt.
- Klimatilpasning skal ses som en sammenhængende opgave
- Statens praksis vedr. Natura 2000 skal ændres, hvis det skal lykkes med at klimasikre Danmark
Kontakt:
F&P: Birgitte Hougaard, presserådgiver, 41919119
Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen: Pressetelefon 23278090 (modtager ikke sms)
Hvidovre Kommune: Dorte Bach, kommunikationskonsulent, 41850287
Tårnby Kommune: Pia Melander Guilbert, kommunikationskonsulent, 23298798
Dragør Kommune: Toini S. Floris, kommunikationsansvarlig, 51497131
Nøgleord
Vedhæftede filer
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Markant flere unge sparer op til pension29.12.2025 09:22:49 CET | Pressemeddelelse
På bare ti år er andelen af 20-24-årige med pensionsindbetaling steget markant – fra 41 til 54 procent. Det svarer til, at omkring 50.000 flere unge nu har taget hul på at sikre deres alderdom.
F&P hilser nye klimamål velkommen18.12.2025 10:57:11 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har netop fastsat et nyt klimamål for 2035 på 82 procents reduktion i udledning af drivhusgasser. Et stærkt signal til verden, lyder det fra F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
F&P: Det danske formandskab leverer vigtige anbefalinger om enklere finansiel regulering12.12.2025 12:40:33 CET | Pressemeddelelse
De europæiske finans- og økonomiministre har netop godkendt en række konklusioner om enklere regulering af den finansielle sektor. Forsikring & Pension håber nu, at EU-Kommissionen hurtigt fører dem ud i livet.
F&P bifalder fokus på bekæmpelse af digital svindel i nyt politiforlig4.12.2025 14:19:22 CET | Pressemeddelelse
Det netop indgåede politiforlig betyder, at indsatsen over for digital økonomisk kriminalitet styrkes betydeligt. Det glæder forsikrings- og pensionsbranchen, der har oplevet en tydelig ændring i kriminalitetsbilledet i Danmark gennem de seneste år.
Historisk nybrud, at pensionsbranchen skal bygge fremtidens kaserner2.12.2025 17:13:54 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har taget et vigtigt skridt mod at modernisere Forsvarets indkvarteringsfaciliteter. Forsvarsministeriet har netop tildelt et konsortium med bl.a. PensionDanmark opgaven med at udvikle løsninger, der skal huse de mange nye værnepligtige, der kommer til næste år. F&P (Forsikring og Pension) hilser beslutningen velkommen og ser den som et markant nybrud i branchens voksende engagement på sikkerheds- og forsvarsområdet. Det sker gennem en Offentlig-Privat Partnerskabs-model (OPP).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum