Aarhus Universitet: Ingen tegn på sygdom hos køer i undersøgelser af Bovaer – men situationen følges tæt
4.11.2025 14:29:59 CET | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
I forbindelse med den aktuelle debat i medierne om fodertilsætningsstoffet Bovaer deler Aarhus Universitet sin forskningsbaserede viden på området. De gennemførte undersøgelser har ikke vist tegn på sygdom hos køer og stemmer overens med internationale resultater. Universitetet følger udviklingen fra praksis nøje.

Aarhus Universitet har gennemført flere undersøgelser af fodertilsætningsstoffet Bovaer som led i forskning i reduktion af metanudledning fra køer. Undersøgelserne er gennemført under kontrollerede forhold, og resultaterne har vist den ønskede metanreducerende effekt uden tegn på sygdom hos dyrene.
“Det sygdomsbillede, som nu beskrives i medierne – med feber, diarré og i nogle tilfælde døde køer – har vi aldrig observeret i vores omfattende undersøgelser,” siger Charlotte Lauridsen, professor og institutleder på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet.
Hun understreger dog, at resultater og erfaringer fra praksis altid skal tages alvorligt. Netop derfor har Aarhus Universitet taget initiativ til at indsamle biologiske prøver fra besætninger, hvor der rapporteres problemer. Formålet er at analysere mulige biomarkører og bidrage til en bedre forståelse af de biologiske mekanismer bag de observerede symptomer.
“Når et nyt fodertilsætningsstof tages i brug uden for forskningsmiljøerne, kan der opstå variationer i effekten. Det kan blandt andet skyldes forskelle i fodertyper, sammensætning og produktionsforhold i de enkelte besætninger,” siger Charlotte Lauridsen og fortsætter:
“Det betyder ikke, at stoffet er skadeligt, men blot at man må forvente et spektrum af reaktioner i praksis, hvor forholdene ikke er helt ensartede som i forskningen,” siger Charlotte Lauridsen.
Aarhus Universitets forskning bygger videre på omfattende europæisk og international forskning på området. Internationale studier har heller ikke rapporteret et sygdomsbillede svarende til det, der nu beskrives i nogle danske besætninger.
“Det er vigtigt, at der indsamles erfaringer fra praksis, og Aarhus Universitet følger naturligvis udviklingen tæt. Det er positivt, at landmændene har mulighed for at rapportere deres oplevelser ind til SEGES, så der kan samles systematisk viden om eventuelle problemer,” siger Charlotte Lauridsen.
Aarhus Universitet undersøger aktuelt, hvordan Bovaer påvirker køernes adfærd og trivsel i praksis i forskningsprojektet ”Hvordan påvirker metanreducerende foder malkekøers dyrevelfærd?”, der ledes af professor Margit Bak Jensen fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab.
“Problemstillingen omkring Bovaer viser, hvor vigtigt det er at se på hele sammenhængen – fra klimaeffekt til dyrevelfærd og fødevarekvalitet – når der iværksættes klimatiltag som led i den grønne omstilling. Vi bliver nødt til at forske i hele kæden, så vi både forstår effekten af Bovaer på metanreduktion og betydningen for koens trivsel og fødevarekvaliteten. Det er derfor afgørende, at vi tænker helhedsorienteret og integrerer disse perspektiver, som vi gør i den forskningsbaserede myndighedsrådgivning,” siger Charlotte Lauridsen.
Det er myndighederne, der beslutter, hvordan forskningsresultater omsættes i praksis – også når det gælder Bovaer. Aarhus Universitet leverer uafhængig, forskningsbaseret rådgivning og vil også fremover stille sin viden, sine resultater og sin ekspertise til rådighed, når myndighederne efterspørger det.
Kontakter
Jesper EmborgKommunikationschefDCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Faculty of Technical Sciences
Tlf:61220291je@dca.au.dkFølg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Forskere fra Aarhus Universitet stiller faglig viden om svineproduktion til rådighed2.3.2026 08:39:48 CET | Pressemeddelelse
I forbindelse med det kommende ”Svinestopmøde” på Christiansborg d. 3. marts 2026 og den aktuelle debat om svineproduktion stiller forskere fra Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet sig til rådighed for medierne.
Biokul i landbruget: Stort klimapotentiale - men behov for viden og regulering26.2.2026 10:35:15 CET | Pressemeddelelse
Biokul er ikke bare forkullet biomasse – det er udset til at blive et af landbrugets mest lovende klimavirkemidler. Biokul kan potentielt binde kulstof i jorden i århundreder, forbedre jordens struktur og recirkulere næringsstoffer. Men bag potentialet gemmer sig også usikkerheder om effekter, lovgivning og langsigtede konsekvenser.
Stærk forskningsprofil bliver ny institutleder på Institut for Byggeri og Bygningsdesign ved Aarhus Universitet25.2.2026 14:52:31 CET | Pressemeddelelse
Søren Wandahl har haft flere lederposter på Institut for Byggeri og Bygningsdesign. Nu overtager han ledelsen af hele instituttet.
Når skovens stille åndedræt mister rytmen16.2.2026 12:03:10 CET | Pressemeddelelse
Når vi mennesker ikke blander os udånder jorden under verdens skove normalt kulstof stille og stabilt. Men ny forskning viser, at stigende kvælstofforurening forstyrrer denne urgamle rytme på overraskende og forskellige måder.
Aflytning af marsvin viser fødeforstyrrelser ved skibsstøj9.2.2026 16:07:15 CET | Pressemeddelelse
Marsvin bruger mindre tid på at søge føde og kommunikere, når skibe er i nærheden. Det tyder på et fald i dyrenes fødeindtag og socialisering, viser ny forskning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum