Køge Lille Skole vinder Klimamatch – skoleelever hjælper forskere med at forstå fortidens klima
3.11.2025 14:48:19 CET | Rigsarkivet | Pressemeddelelse
Over 6.000 elever har dystet om hovedpræmien på 25.000 kr. i den landsdækkende konkurrence Klimamatch og bidraget til klimaforskning. Vinderen er 8. klasse fra Køge Lille Skole, der med skarpe blikke og præcise indtastninger har navigeret sig til tops. Klassen fejres i dag den 3. november på M/S Museet for Søfart, hvor præmieoverrækkelsen finder sted.

Siden august har omkring 6.050 elever fra 7.– 10. klasse verificeret over 1.6 mio. historiske vejrdata fra gamle skibsjournaler i Rigsarkivet. I flere århundreder har skippere og styrmænd på danske skibe ført logbog over vejr på deres rejser med fjerpen og blæk, og det er de optegnelser, som eleverne har tydet i spillet. Vindretninger, temperaturer, isbjerge og mange andre observationer, der er skrevet med håndskrift for flere hundrede år siden på et vuggende skib, er nu blevet digitaliseret, og skal bruges til klimaforskningen - for kun hvis man ved noget om fortidens vejr, kan man sige noget om fremtidens vejr.
Klimamatch er støttet af A.P. Møller Fonden og har engageret elever over hele landet. Det blev 8. klasse fra Køge Lille Skole, der løb med hovedpræmien.
”Klimamatch har været vildt sjovt. Vi lærte en masse om klima og arbejdede virkelig godt sammen som klasse. Det var fedt at vide, at vi faktisk hjalp rigtige forskere og at vinde var bare helt vildt fedt. Til sidst var det bare ’eyes on the prize’, baby! Nu glæder vi os mega meget til præmieoverrækkelsen,” fortæller 8. klasses elever fra Køge Lille Skole.
Klassens lærer Michelle Damskier supplerer:
“Vi tilmeldte os Klimamatch, fordi den historiske vinkel på klimaet lød vildt spændende, og det fangede eleverne med det samme. De gik op i spillet, og det gjorde læringen sjov og styrkede samtidig sammenholdet i klassen. Som lærer er det fantastisk at se, hvordan eleverne oplever, at deres indsats faktisk bidrager til at forstå fremtidens klima. Der opstod en helt særlig energi og respekt i klassen, som stadig kan mærkes.”
Citizen Science i skolerne
Elevernes store indsats er et direkte bidrag til klimaforskningen, hvor de verificerede data, nogle mere end 350 år gamle, kan hjælpe forskere med at forstå ændringer i temperaturer, vind og havstrømme over tid. Samtidig får eleverne en praktisk forståelse for naturfag, kultur, historie og databehandling.
Eleverne fejres på M/S Museet for Søfart
Den 3. november hylder Rigsarkivet og DMI elevernes indsats ved et arrangement på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Her modtager 8. klasse fra Køge Lille Skole hovedpræmien på 25.000 kr.
Regionsvindere
Ud over hovedpræmien er der også fundet regionsvindere. Hver klasse modtager 5.000 kr. til klassekassen.
Regionsvinderne er:
- Region Syddanmark: 7.C, Fourfeldtskolen, Esbjerg V
- Region Nordjylland: 7.B, Dronninglund Skole, Dronninglund
- Region Midtjylland: G-Klassen, Krabbeshus Heldagsskole, Skive
- Region Sjælland: 7. klasse, Køge Lille Skole, Køge
- Region Hovedstaden: 7A, Hans Rømer Skolen, Aakirkeby
Desuden får alle elever, der har deltaget i konkurrencen et fint diplom som tak for deres indsats.
Fakta om Klimamatch 2025
- Klimamatch er et samarbejde mellem Rigsarkivet og DMI, og en del af projekt ROPEWALK.
- ROPEWALK er støttet af A.P. Møller Fonden med 14,25 millioner kroner.
- Der er en hovedpræmie på 25.000 kr. og regionspræmier på 5.000 kr.
- 253 klasser har dystet i Klimamatch, og resultatet er imponerende: 1.664.622 crowdsourcede klimadata til brug for klimaforskningen.
- Klimamatch er et gratis spil via mobilapp og computer. I spillet fik eleverne små bidder af gamle vejroptegnelser fra skibsjournaler, som de skulle aflæse og verificere.
- Der findes allerede en algoritme, der forsøger at aflæse håndskriften automatisk, men den er ikke 100 procent fejlfri. Eleverne har hjulpet med at tjekke de autentiske data og rette fejl, så data er korrekte og brugbare for forskere.
- Eleverne har samlet point, både som enkeltpersoner og som klasse, baseret på både mængden og kvaliteten af de data, de har indtastet. De har fået yderlige point ved af gennemgå ”boostere” lavet af både Rigsarkivet og DMI. Her lærer eleverne bl.a. om vejr, klima, navigation, historiske kilder og andet.
Læs mere og find materialer:
- Læs om Klimamatch
- Se YouTube-video om Klimamatch
- Lyt til podcasten om Klimamatch
- Læs om ROPEWALK (Rescueing Old data with People’s efforts)
- Læs om digitaliseringen af 350 års søfartshistorie: 350 års søfartshistorie er nu digitaliseret - Rigsarkivet
For yderligere information:
Julie Avery, presseansvarlig i Rigsarkivet, tlf. 41 71 72 41, jav@rigsarkivet.dk
Herdis Preil Damberg , Presse og Kommunikation i DMI, tlf. 26 82 05 45, presse@dmi.dk
Nøgleord
Billeder



Rigsarkivet er Danmarks fælles hukommelse
Rigsarkivet har ca. 600 hyldekilometer arkivalier på papir og 700 terabyte digitalt skabte arkivalier - og samlingen vokser hele tiden. Når vi deler data og viden med borgerne, offentlige og private aktører, skaber vi nye indsigter og forståelser om vores samfund - og data er med til at skabe samfundsværdi på nye måder, fx indenfor forskningen. Dét er vores bidrag til at løse aktuelle udfordringer og til at understøtte en informeret samfundsdebat.
Følg pressemeddelelser fra Rigsarkivet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rigsarkivet
Nu får en million borgere lettere adgang til deres skolekarakterer8.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Rigsarkivet og Styrelsen for It og Læring udvider adgangen til historiske eksamensdata i Min Kompetencemappe. Fremover kan borgerne selv finde deres eksamenskarakterer digitalt fra grundskolen fra 2002 og frem - og helt uden sagsbehandling.
Med pistoler og sabler: Logbøger og kaperbreve fortæller historien om ”statsautoriseret pirateri”7.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Bevæbnede mænd, kaprede handelsskibe og udsigten til at tjene penge på fjendens last. Under Englandskrigen gav den danske stat private kapere lov til at opbringe fjendtlige skibe. Rigsarkivet har bevaret de originale kaperbreve, der er af enestående national betydning. De bringer os tæt på et dramatisk kapitel i dansk søfartshistorie og kan nu ses online. I de opbragte skibes egne logbøger kan man læse om kapringen, som de engelske søfolk selv beskrev den, mens den fandt sted.
Nyt Danmarkskort skal hjælpe tidligere anbragte med at finde deres sag10.9.2026 06:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Med lanceringen af De Anbragtes Danmarkskort kan tidligere anbragte for første gang få et langt bedre overblik over, hvor sager fra børnehjem, opholdssteder og kommuner befinder sig i dag, og hvor man skal henvende sig for at få adgang til dem. Projektet har modtaget økonomisk støtte fra blandt andet Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Augustinus Fonden.
Nyt forskningsregister skal gøre Danmark førende i forskning i arv, sygdom og sociale forhold4.9.2026 12:41:02 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan nedarves sygdomme gennem generationer? Hvorfor bliver nogle mennesker syge, mens andre med samme genetiske disposition ikke gør? Og hvordan påvirker sociale forhold familiers sundhed over tid? De spørgsmål bliver nu lettere at besvare med Det Danske Multigenerationsregister.
Dyk ned i Havets Arkiv - 300 års danske skibsjournaler er blevet søgbare27.4.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang bliver danske skibsjournaler ikke bare tilgængelige men søgbare, kortlagte og brugbare som data til historie-, slægts- og klimaforskning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum