Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Data fra en million gravide: Det psykiske arbejdsmiljø kan være forbundet med risiko for spontan abort

Del

Nyt studie viser øget risiko for abort blandt gravide kvinder i jobs med høje følelsesmæssige krav eller risiko for fysisk vold på arbejdspladsen.

Arbejdsdage fyldt med følelsesmæssige krav eller frygten for at blive udsat for fysisk vold kan muligvis få konsekvenser for gravide ansatte.

Det viser et nyt studie fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som er gennemført i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Her har forskere undersøgt data fra en million kvinder, som var gravide i perioden 1977-2018.

Studiet viser, at gravide kvinder i jobs med risiko for fysisk vold eller høje følelsesmæssige krav ser ud til at have 1,2 gange større risiko for en spontan abort end gravide kvinder i jobs med lav risiko for fysisk vold eller lave følelsesmæssige krav.

- Sammenhængen er ikke stærk, men spontan abort er et meget alvorligt udfald. Derfor er der grund til at være opmærksom på disse resultater, siger Karin Sørig Hougaard, der er seniorforsker på NFA og har bidraget til studiet.

- For den enkelte medarbejder er der ikke tale om en stor forhøjet risiko for spontan abort. Det er vigtigt at slå fast. Men der arbejder rigtig mange kvinder i fag med høje følelsesmæssige krav eller risiko for fysisk vold, og derfor er det samfundsmæssigt vigtigt at være opmærksom på gravides psykosociale arbejdsmiljø.

Forskerne fandt ikke øget risiko for lav fødselsvægt eller for tidlig fødsel i forbindelse med høje følelsesmæssige krav eller risiko for fysisk vold på arbejdspladsen.

Første skridt mod mere viden

Forskning har tidligere vist, at udfordringer i det psykosociale arbejdsmiljø kan indebære risici for gravide medarbejdere. Blandt andet er stress på arbejdet tidligere blevet koblet til spontan abort og for tidlig fødsel.

I det nye studie er det første gang, forskerne ser konkret på betydningen af at have et arbejde med høje følelsesmæssige krav og risiko for fysisk vold i forhold til at opleve graviditetsudfald.

Den nye viden kan forhåbentlig danne grobund for at skabe et mere sundt og sikkert arbejdsmiljø for gravide.

  • Der er meget viden om, hvordan fysiske forhold på arbejdspladsen kan påvirke graviditeten. Vores studie viser, at det er vigtigt også at kigge på de gravides psykosociale arbejdsmiljø, siger Camilla Sandal Sejbæk, der er seniorforsker på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital og førsteforfatter på det nye studie.

Om studiet

Undersøgelsen er udført i DOC*X Generation-kohorten, der omfatter danske arbejdstagere, der var gravide i perioden 1977-2018 og deres børn.

Sådan gjorde forskerne

  • Analyserne er baseret på registerdata fra en million kvinder, som var gravide i perioden 1977-2018. Resultatet er en del af et studie, hvor forskerne undersøgte sammenhænge mellem faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø og negative graviditetsudfald.
  • Forskerne analyserede sammenhængen mellem fire forskellige eksponeringer i det psykosociale arbejdsmiljø og negative graviditetsudfald. Eksponeringerne omfattede kvantitative krav, indflydelse, følelsesmæssige krav og fysisk vold.
  • Analyserne tog højde for andre risikofaktorer, som kan føre til negative graviditetsudfald, herunder alder, tidsperiode, uddannelse, migrationsbaggrund, paritet (antal gange en kvinde har født), BMI, rygning og indkomst.

Ekstern finansiering

Undersøgelsen er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Styrker og begrænsninger ved studiet

Undersøgelsen er et af de største studier, der belyser betydningen af gravide kvinders psykiske arbejdsmiljø. Registeret DOC*X Generation er et af de største kohorter for erhvervsaktive gravide, og det omfatter derfor data om kvinders graviditetsudfald i en bred repræsentation af jobfunktioner.

Der er tale om et observationelt studie, hvor deltagerne følges over tid. Denne type studie kan ikke med sikkerhed fastslå kausale sammenhænge.

Fakta: Hvad er høje følelsesmæssige krav på arbejdet?

Følelsesmæssige krav i arbejdet betyder, at ansatte må vise empati og engagere sig følelsesmæssigt i andre mennesker som en del af deres arbejde. Det kan være kontakten til for eksempel klienter, kunder og patienter, der stiller høje krav til medarbejdernes indlevelsesevne eller evne til at kunne rumme andre menneskers følelser og håndtere og skjule sine egne følelser.

Høje følelsesmæssige krav ses ofte i fag, hvor medarbejderen skal indgå i relationer til for eksempel patienter, elever eller klienter – det kan være i sundhedsvæsnet eller i undervisningen. Det kan eksempelvis være i jobs som sygeplejerske, lærer, pædagog og socialrådgiver, hvor det er en central del af de daglige opgaver at engagere sig følelsesmæssigt i andre mennesker.

Læs mere her: https://nfa.dk/psykisk-arbejdsmiljoe/foelelsesmaessige-krav

Fakta: Hvad er fysisk vold på arbejdet?

Fysisk vold er angreb mod kroppen, fx krads, spyt, spark, slag, fastholdelse eller overfald.

Risikoen for at opleve fysisk vold på arbejdet er størst i jobs, der indebærer kontakt med mennesker, som ikke er ansat på arbejdspladsen. Arbejdsrelateret fysisk vold drejer sig næsten altid om fysisk vold fra kunder, klienter og borgere.

Læs mere her: https://www.nfa.dk/psykisk-arbejdsmiljoe/vold-og-trusler

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker, formidler, uddanner forskere og rådgiver myndigheder for at bidrage til et sundt og sikkert arbejdsmiljø. 

NFA er en uafhængig sektorforskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet (BM) og den største forskningsinstitution på arbejdsmiljøområdet i Danmark. Vi vægter faglighed og nytænkning højt, og er anerkendt både nationalt og internationalt for at udføre forskning indtil højeste internationale niveau. Vi har næsten 200 videnskabelige publikationer årligt, og ca. 70 procent bliver offentliggjort i toptidsskrifter, der er relevante for NFA's forskningsområder.

Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye