Lille flagermus jager som løver – bare bedre

Små flagermus kan være mindst lige så effektive rovdyr som løver – og ofte mere succesfulde. Det viser en ny international undersøgelse ledet af forskere fra Aarhus Universitet og Smithsonian Tropical Research Institute (STRI).

For at finde ud af, hvordan de frøædende flagermus (Trachops cirrhosus), små kødædere fra Panamas skove, jager i naturen, udstyrede forskerholdet 20 flagermus med små biologgere – “rygsække”, der registrerede alle bevægelser og lyde, inklusive dem fra omgivelserne.

Dataene afslørede noget bemærkelsesværdigt: Flagermusene jager store byttedyr som frøer, fugle og små pattedyr ved hjælp af en “hæng-og-vent”-strategi kombineret med en ekstremt følsom hørelse, der gør det muligt for dem at opfange byttets lyde. På den måde kan de hurtigt lokalisere store byttedyr og slå til med minimal indsats.

Studiet, der er offentliggjort i Current Biology, konkluderer, at flagermusene kan spise næsten deres egen kropsvægt (30 gram) i ét måltid, hvilket gør dem til nogle af de mest energieffektive rovdyr i verden.

Et biologisk paradoks

Det gjorde de for at løse et biologisk paradoks:

• Mens store rovdyr som løver og isbjørne har store energilagre og lavt stofskifte, som gør det muligt for dem at jage forholdsvis store byttedyr – også selvom de mislykkes i størstedelen af deres forsøg….
• har små rovdyr som gnavere og de fleste flagermus derimod små energireserver og højt stofskifte, så de er nødt til at spise næsten konstant. Derfor går de som regel efter mange små, let tilgængelige byttedyr.
• Men ni flagermusarter bryder dette mønster. De er ’ægte’ kødædere, sådan at forstå, at de dækker over halvdelen af deres energibehov ved at spise hvirveldyr som frøer, fugle og små pattedyr.
• Så hvordan i alverden kan så små rovdyr, med så højt et stofskifte og så små energireserver, overleve ved at jage store, sjældne byttedyr, når det nu er en jagtform, der normalt kræver store energiinvesteringer og mange fejlslagne forsøg?

For at opklare paradokset brugte forskerne de frøædende flagermus som modelart.

De (altså flagermusene) er kendt for at spise små tungara-frøer, og da de blev sendt på jagt med rygsække på, forventede forskerne at se samme mønster: at flagermusene fangede mange små frøer i løbet af natten.

Jager som store katte

Men dataene viste noget helt andet. Disse små flagermus jager mere som store katte end som deres artsfæller.

De hænger på lur for at overfalde deres bytte, slår til med præcision, tager store byttedyr og hviler sig det meste af natten imellem jagterne – præcis som løver og leoparder.

Bevægelses- og lyddataene viste, at flagermusene kombinerer “hæng-og-vent”-strategien med hørelse, syn og ekkolokalisering. De har lavfrekvent hørelse og er i forvejen kendt for at aflytte frøers parringskald. Og de bruger kombinationen til at finde og dræbe store byttedyr med imponerende effektivitet.

Store rovdyr fanget i små kroppe

“Det var utroligt at opdage, at disse flagermus jager som store rovdyr fanget i små kroppe. I stedet for at tilbringe natten konstant på vingerne venter de tålmodigt, slår til med høj præcision og ender nogle gange med at fange enorme, energirige byttedyr. Opdagelsen af, at et så lille dyr kan gøre dette, vendte virkelig vores antagelser på hovedet,” siger studiets hovedforfatter Leonie Baier. Hun var Marie Skłodowska-Curie-postdoktor ved Aarhus Universitet og forskningsstipendiat ved STRI, da sstudiet blev gennemført.

Lydoptagelserne afslørede, at flagermusene i perioden tilbragte 89 pct. af tiden i ro og sparede dermed energi. Når de gik til angreb, skete det hurtigt: De fleste flyvninger varede under tre minutter, og den typiske jagtflugt kun otte sekunder.

Flagermusene havde succes i omkring 50 pct. af deres jagter – langt mere end store pattedyr, hvor løver for eksempel kun lykkes i 14 pct. af tilfældene. For isbjørne er det kun 2 pct.

84 minutters tyggelyde

Desuden viste det sig, at byttet var større end forventet. Det vejede i gennemsnit 7 pct. af flagermusens egen kropsvægt – svarende til, at et menneske på 70 kilo spiser et måltid på næsten fem kilo.

I enkelte tilfælde fangede flagermusene byttedyr næsten på deres egen størrelse – for eksempel den store Rosenberg-gladiatorfrø, der kan veje op til 20 gram.

At byttedyrene er store, kunne forskerne bl.a. udlede af, hvor længe de kunne høre flagermusene tygge på dem i lydoptagelserne. Det længste måltid vare 84 minutter.

Jo ældre, jo bedre

De ældre flagermus viste sig i øvrigt at tygge længere end de unge – ikke fordi deres tænder var dårligere, men fordi de kunne håndtere større bytte, hvilket tyder på, at jagtteknik forbedres med erfaring. Arten er i forvejen kendt for at kunne huske specifikke frølyde i årevis og lære nye jagtteknikker ved at observere artsfæller.

“Vi ville forstå, hvad disse flagermus egentlig foretager sig derude i mørket – så vi lyttede med, ligesom flagermusene selv lytter til deres bytte,” siger Laura Stidsholt, adjunkt ved Aarhus Universitet og seniorforfatter på studiet.

“Med dataene fra vores biologging-tags, der kombinerer højopløselige lydoptagelser med bevægelsesdata, kunne vi rekonstruere hele jagtsekvenser i naturen. På den måde oplevede vi skoven gennem flagermusenes ører – og fik indblik i en skjult verden af tålmodighed, præcision og overlevelse i mørket.”