Slører man konsekvenserne fra en ny kvælstofreguleringsmodel med kompleksitet?

I dette efterår forhandler regeringen og aftalepartierne om, hvordan den nye kvælstofregulering (NRM) skal se ud, når den træder i kraft i 2027.

Ifølge Ministeriet for Grøn Trepart skal den nye model gøre reguleringen mere fleksibel og enkel, men i praksis bliver systemet meget mere komplekst end hidtil.

De nye regler samler tidligere krav i ét system med to grænser: en basisudvaskningsgrænse og en udledningskvote.

Et nyt begreb – og en potentiel ny regning til landmanden?

Den ene af de to grænser er et helt nyt begreb i markregulering: basisudvaskningsgrænsen.

Det er et begreb, som flytter rundt på reglerne, men flytter den også rundt på ansvaret for omkostningen? Når landmanden ændrer sædskifte – f.eks. fra majs til græs – for at overholde grænsen, bliver det så derved ikke betragtet som en indsats, der kan kompenseres, selvom indtægtstabet kan være betydeligt?

I administreringen af den ny kvælstofregulering henvises der til en opdeling mellem basisudvaskningsgrænsen og udledningskvoten for bl.a. at sikre, at det er muligt at isolere den del af kvælstofindsatsen, der kan kompenseres. Det skyldes, at der iht. den eksisterende tilskudspraksis ikke kan gives kompensation til de generelle indsatser i det danske nitrathandlingsprogram i medfør af EU’s nitratdirektiv. Det betyder vel i praksis, at reduktioner, der gennemføres via basisudvaskningsgrænsen – altså de generelle krav – ikke udløser kompensation.

Kan det dermed lykkedes med blot et pennestrøg at få udgifterne til tilpasninger i sædskifte og afgrødevalg flyttet fra staten til landmanden?

Det sælges som blot et administrativt værktøj. Men det vil i virkeligheden være et politisk kneb, hvor kompensationen forsvinder, og landmanden står tilbage med regningen.

Når kvoter bliver et aktiv, og dyrkningsretten forsvinder

Som det fremgår af udkast til ny gødskningslov, der netop nu er i høring, henvises der til, at staten kan udstede eller sælge kvoter for kvælstofudledning (s. 55). I princippet kan kvoterne sælges til højestbydende, men ministeriet lægger op til, at de i første omgang tildeles uden betaling.

Her bruges argumentet, at tildelingen af kvoter teknisk svarer til at uddele et finansielt aktiv med en markedsværdi svarende til kvoteprisen. Men det vender hele logikken på hovedet.

For hvis en landmand ikke får tildelt en udledningskvote, må han reelt ikke dyrke sin jord, fordi kvoten bliver en forudsætning for at kunne drive bedriften.

At man kalder det ”at tildele et aktiv”, når det i praksis er et spørgsmål om at beholde retten til at dyrke, er mere end blot teknisk. Det er reelt set politisk spejlvending.

Det rejser flere spørgsmål: Skal disse “aktiver” beskattes til kvoteprisen? Kan de afskrives? Og hvordan skal landbruget håndtere usikkerheden, når kvoterne både kan handles og ændres af nye politiske beslutninger?

Kvotehandel skaber ny usikkerhed

Ifølge regeringen skal kvotehandel gøre reguleringen billigere og mere “omkostningseffektiv”.

Men som ministeriets eget notat påpeger, vil kvotehandel ikke forhindre yderligere regulering ved et senere genbesøg af kvælstofindsatsen. Dermed stiger usikkerheden for den enkelte landmand markant.

Nogle landmænd vil være nødt til at købe kvoter for at kunne fortsætte almindelig drift.

Og selvom kvotehandlen måske sparer staten for kompensation, fremlægges der ingen beregninger af, hvad systemet samlet set vil koste landbruget – hverken økonomisk eller administrativt.

Landbruget risikerer at stå tilbage med både udgiften til kvoter og byrden ved at drive et komplekst kvotehandelssystem.

Et demokratisk problem

De nye regler bliver præsenteret som forenkling og modernisering. Men i virkeligheden bliver der indført et system, hvor kompleksitet gør det næsten umuligt at gennemskue, hvem der har ansvaret, og hvem der i sidste ende betaler prisen.

Når tekniske modeller og økonomiske konstruktioner bruges til at skjule konsekvenserne, bliver det svært at føre en saglig demokratisk debat.

For hvordan kan borgerne tage stilling, når selv eksperter har svært ved at forklare, hvad der egentlig sker?