DIN Forsyning

Overdimensioneret dyppekoger producerer fjernvarme, som vinden blæser

Del

DIN Forsyning har de seneste år omstillet fjernvarmen fra kul til vedvarende energi, og en produktionsenhed baseret på vedvarende energi og en lagringsenhed har de sidste tre år været i drift. En elkedel på 40 MW producerer fjernvarme, når strømmen er grøn, billig og rigelig og bidrager samtidig med balance i elnettet med hjælp fra en stor lagringsenhed, som gør det muligt at gemme varmen.

Elkedlen på Fremtidens Fjernvarme
Elkedlen på Fremtidens Fjernvarme DIN Forsyning

DIN Forsyning har i de sidste år arbejdet på en omstilling af fjernvarmen i Esbjerg og Varde fra kul til vedvarende energikilder. En del af denne omstilling – også kaldet Fremtidens Fjernvarme - består af en række enheder på Esbjerg Havn, som skal supplere hinanden i produktionen af varme. Én af produktionsenhederne er en elkedel, som de sidste tre år har produceret varme flankeret af en akkumulatortank, som er en lagringsenhed. De to enheder udnytter strømmen til varmeproduktion, når prisen på strømmen er lav, og den er produceret på vedvarende energi, fortæller Lars Kristiansen, der er produktionsplanlægger i DIN Forsynings fjernvarmeproduktion:

- Man kan sige, at elkedlen producerer varme, som vinden blæser. I praksis er elkedlen bare en overdimensioneret dyppekoger, som varmer fjernvarmevandet op ved hjælp af strøm. Vi aktiverer kedlen, når der er masser af strøm i elnettet, og det er produceret på vedvarende energi. Producerer elkedlen mere varme, end vi har brug for, kommer akkumulatortanken ind i billedet. Den fungerer som lager for 45.000 m3 fjernvarmevand, som vi kan varme op og bruge i fjernvarmenettet påen grå og vindstille dag, når de øvrige enheder er dyre at holde kørende, siger han.

Når prisen er lav på el, er det typisk produceret via vedvarende energi, og det betyder, at DIN Forsyning med brugen af el til varmeproduktionen både kan producere billigere varme og understøtte den grønne omstilling.

Varmen produceres med mindst mulige omkostninger
Lars Kristiansen og kollegerne i varmeproduktion arbejder hver dag med at sammensætte den mest optimale varmeproduktion på baggrund af de udsving, der er i prisen på el. På den måde kan varmen produceres, så ressourcerne bruges bedst muligt, mest fleksibelt og med henblik på at fortrænge fossile brændsler. Men det er med ét overordnet mål for øje:

- Vores mål er i sidste ende at producere så konkurrencedygtig varme som overhovedet muligt til vores kunder. Her er elkedlen og akkumulatortanken et stærkt værktøj, fordi de to enheder kan tilbyde afbalancering i elnettet. Det betyder, at de kan hjælpe med til at aftage strøm, når der er for meget af det. Det er en yderst efterspurgt ydelse, der er en økonomisk fordel for os – og dermed for vores fjernvarmekunder. For det er vigtigt at understrege, at vi gør det for at optimere varmeprisen og levere en så billig fjernvarme som muligt, understreger Lars.

Et vigtigt bindeled
Foruden at levere billig varme, er det afgørende, at man kan regne med en stabil varmeforsyning. Men der ligger flere tanker bag DIN Forsynings rolle som fjernvarmeproducent:

- Forsyningssikkerheden er selvfølgelig altid nummer ét. Det vigtigste er, at vores kunder får den varme, de har brug for, og at de kan stole på os som en stabil leverandør. Men der er mange veje derhen, og for os er det vigtigt også at kunne være et bindeled eller samarbejdspartner ift. andre sektorer; fx elsektoren eller industrien. Så når vi bygger et varmesystem, der kan bruge de ressourcer, som ellers blot ville gå til spilde, bidrager vi også aktivt til det samfund, vi er en del af. Og det er bl.a. det, vi gør, når vi drager nytte af overskydende strøm i nettet, slutter Lars Kristiansen.

Ved at anvende elkedel og akkumulatortank sammen i fjernvarmesystemet udnytter man også det eksisterende elnet bedre, idet investeringen i infrastrukturen holdes nede. Fremtidens Fjernvarme er således med til at holde regningerne for transport af elektricitet nede.

Elkedlen og akkumulatortanken indgår i en større plan for fremtidens varmeproduktion. I planen indgår fjernvarmen som en central spiller i forhold til både elektrificering og kobling af en række andre sektorer som fx PtX, datacentre og produktionsindustri med behov for fx køleydelser.


Fakta: Elkedlen og akkumulatortanken

Elkedlen: Effekt 40 MW

Akkumulatortanken: Indeholder 45.000 m3 fjernvarmevand

På en kold vinterdag kan den levere seks til otte timers drift (2.500 MWh) 



Fakta: Om Fremtidens Fjernvarme
Fremtidens Fjernvarme er DIN Forsynings produktionsanlæg på Esbjerg Havn. Anlægget består af to havvandsvarmepumper, en elkedel, en akkumulatortank og en flis-kedel. Men Fremtidens Fjernvarme er mere end dét. Det er DIN Forsynings filosofi indenfor fjernvarmeproduktion.

Fjernvarmeproduktionen består af en række enheder, der supplerer hinanden og som dermed giver mulighed for hele tiden at vælge den enhed, der er billigst og mest miljørigtig. Samtidig er det tanken om en fleksibel fjernvarmeproduktion baseret på energi, der er til overs hos andre. En stor del af DIN Forsynings fjernvarme kommer affaldsforbrænding. Og på længere sigt er det ambitionen, at overskudsvarme fra industrien skal spille en større rolle.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Elkedlen på Fremtidens Fjernvarme
Elkedlen på Fremtidens Fjernvarme
DIN Forsyning
Download

Om DIN Forsyning

DIN Forsyning er et af Danmarks største multiforsyningsselskaber. Forsyningsselskabet leverer  varme og rent vand og håndterer spildevand for tusindvis af kunder i Esbjerg og Varde kommuner. I Varde Kommune står DIN Forsyning for affald og genbrug.

Følg pressemeddelelser fra DIN Forsyning

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DIN Forsyning

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye