Industri fik ikke held med at ændre truet-status for forsøgsabe
29.10.2025 10:04:59 CET | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
Medicinal-industrien har kæmpet for at fjerne den langhalede makak-abes status som truet på IUCNs rødliste. Men en opdatering af listen cementerer nu den eftertragtede forsøgsabes status som truet

Den langhalede makak-abe er stærkt eftertragtet for verdens medicinalvirksomheder som forsøgsdyr. Derfor har industriens lobbyister kæmpet ihærdigt for at ændre abens status som truet på IUCNs såkaldte rødliste.
Sidste år lykkedes det den magtfulde lobbyorganisation, National Association for Biomedical Research (NABR) at så tvivl om statussen ved formelt at gøre indsigelser mod IUCNs klassificering. Organisationen repræsenterer den amerikanske biomedicinalindustri.
Man hævdede blandt andet, at der ikke var beviser for en betydelig tilbagegang i populationen, at data bag statussen var forkert, og at vurderingen i øvrigt byggede på en forkert metode. IUCN godtog ikke klagen, men krævede alligevel en revurdering, fordi forskerne bag den oprindelige vurdering fremlagde nye resultater i svaret mod NABR, og fordi IUCN mente, at sproget skulle ændres.
Den nye vurdering er netop blevet offentliggjort, og den slår en pæl igennem den amerikanske medicinal-lobbys forsøg på at fjerne makak-abens status som truet.
Malene Friis Hansen, forsker og ph.d. ved Aarhus Universitet, har været dybt involveret i arbejdet med den nye vurdering. Blandt andet via en optælling af aberne, som Dyrenes Beskyttelse har været med til at finansiere. Forskernes arbejde for IUCN er gennemanalyseret og ikke mindst gennemgået med en ekspert i rødlisten.
-Derfor slog medicinal-lobbyens klage fejl. Desuden forsker vi i aber, der lever frit og ikke i laboratorier, hvorimod NABR ikke har nogen viden eller erfaring med fritlevende aber, siger Malene Friis Hansen.
Truet af misforståelser, handel og forsøg på dyr
Truslerne mod makak-aberne er voldsomme og mange. Over de seneste 30 år har der været en nedgang i bestandens størrelse på mellem 50 og 70 procent.
Deres levesteder er under hårdt pres, og da aberne altid har levet i de samme områder som mennesker, søger de ofte også føde nær mennesker – for eksempel ved turistattraktioner. Det skaber en udbredt misforståelse om størrelsen på bestanden.
-Vi er opdraget med, at dyr kun er sjældne, når vi ikke kan se dem. Men faktum er, at der kan være en stor gruppe aber på et meget lille område nær mennesker, og så er der bare ingen aber i alle de omkringliggende områder, hvor de ellers kunne have levet, siger Malene Friis Hansen.
Men den væsentligste årsag til truslen mod makak-aberne er medicinalindustriens brug af aberne i forsøg med dyr. Den langhalede makak-abe er den mest handlede abe i verden – der bliver årligt importeret omkring 30.000 langhalede makak-aber til forsøg bare i USA.
Makak-aber er sociale dyr med komplekse behov, som ikke bliver opfyldt i et laboratoriemiljø. Derfor ligger beskyttelsen af makak-aberne også Dyrenes Beskyttelse stærkt på sinde.
-De er skabt til at leve i flok i deres naturlige habitat – ikke isoleret bag tremmer. At bruge truede arter til forsøg er ikke bare et velfærdsproblem, men etisk uholdbart. Vi kan ikke udrydde en art, fordi vi mener, at det er en god model i laboratoriet, siger Anne Sofie Meilvang, biolog og projektleder for internationale projekter i Dyrenes Beskyttelse.
Redning kræver hårdt arbejde
Det kræver fortsat et stort arbejde, hvis den langhalede makak-abe ikke skal forsvinde helt fra naturen.
Mere forskningsbaseret viden om aberne, bekæmpelse af illegal handel til dyreforsøg og ikke mindst arbejdet med at sikre deres levesteder.
-Vores vurdering er at den langhalede makak vil opleve en tilsvarende nedgang på 50 -70 procent over de næste 30 år, hvis vi ikke gør noget. Men vi håber denne revurdering sætter tanker og aktiviteter i gang, så den langhalede makak forbliver, siger Malene Friis Hansen.
Anne Sofie Meilvang fra Dyrenes Beskyttelse bakker op:
-At miste makak-aben i naturen ville være et uerstatteligt tab. Makakaben er en økologisk nøgleart og en evolutionær unik primat. Dens forsvinden vil ikke blot svække økosystemet, men også rejse et alvorligt etisk spørgsmål; har vi ret til at udrydde en art, der har sin egen iboende værdi og ret til at eksistere? siger hun.
Kontakter
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Sommeren er højsæson for svigtede dyr: 38 dyr blev indleveret hver dag i juni23.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren er højsæson for svigtede dyr, og alene i juni tog Dyrenes Beskyttelses dyreinternater imod 1.144 dyr. De mange indleveringer lægger et stort pres på internaterne, og højsæsonen er langt fra ovre.
Pas godt på din kanin i sommervarmen14.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hedebølgen har lagt sig over den danske sommer, og det kan blive livsfarligt for kaniner, hvis de ikke har adgang til skygge og mulighed for at køle sig ned, advarer Dyrenes Beskyttelse.
Mens Europa kogte, sendte Danmark over 270.000 grise ud på vejene3.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mens Europa var ramt af hedebølge, fortsatte danske grisetransporter ud af landet. Dyrenes Beskyttelse fulgte en transport fra Rødby og målte 37 grader hos grisene -en klar overtrædelse af kravet om maks. 30 grader. Nu opfordrer organisationen til at de danske myndigheder ændrer deres godkendelsespraksis og reelt håndhæver EU’s minimumskrav for dyretransporter.
Historisk fund: Odderunge bekræftet på Sjælland for første gang i over 50 år30.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang siden 1970’erne er der fundet en odderunge på Sjælland. Fundet dokumenterer, at den fredede odder igen yngler i landsdelen og markerer en vigtig fremgang for et toprovdyr, der hører hjemme i den danske natur.
Hundredvis af kæledyr efterlades, når ejerne flytter24.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelse henvendelser om 549 dyr, der var blevet efterladt til en uvis skæbne, fordi deres ejer var flyttet fra dem. I fire ud af fem tilfælde er det katte, der efterlades, fordi manglende regler om mærkning har gjort det umuligt at spore ejeren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum