Udenrigsministeriet

Danmark styrker samarbejdet med Kroatien ved åbning af nyt erhvervsprojekt

Del

Den 29. oktober rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til den kroatiske havneby Rijeka for at åbne Rijeka Gateway, der skal bidrage til at styrke EU's sikkerhed og forsyningskæder.  

Gennem erhvervsprojektet Rijeka Gateway styrker Danmark og Kroatien det økonomiske samarbejde og EU's strategiske modstandsdygtighed. For Kroatien betyder projektet, at landet styrker sin geostrategiske rolle som medlem af EU og tætteste nabo til Vestbalkan.

APM Terminals, der er havneoperatør under A. P. Møller - Mærsk, er som majoritetsejser af projektet en central aktør og er med til at styrke Danmarks renommé, når det kommer til udvikling og driften af kritisk infrastruktur.

Det nye projekt mellem APM Terminals og kroatiske ENNA Group placerer Kroatien centralt som maritim indgang fra Adriaterhavet til hele regionen.

Udenrigsministeren deltager i dag i den officielle åbning af Rijeka Gateway.

“Åbningen af containerterminalen i Rijeka er et godt eksempel på, at dansk erhvervsliv har international rækkevidde. Projektet er et godt eksempel på, hvordan samarbejde mellem EU-lande kan drive udviklingen af kritisk infrastruktur. Projektet vil styrke Europas evne til at stå på egne ben og håndtere geopolitiske udfordringer samt forstyrrelser i den globale handel og forsyningskæder,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Når terminalen står fuldt klar, vil den kunne håndtere op mod 1 million containere. Det er en tredobling af den nuværende kapacitet.

Under rejsen vil udenrigsministeren også mødes med den kroatiske premierminister, Andrej Plenković og udenrigsminister, Gordan Grlić Radman. Her vil han blandt andet have lejlighed til at drøfte den sikkerhedspolitiske situation.

Udenrigsministeren vil desuden mødes med danske og kroatiske virksomheder inden for transport og skibsfart.  

For yderligere information:
Kontakt presserådgiver for udenrigsministeren Emma Burchardt, emmbur@um.dk.

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye