Udenrigsministeriet

Udenrigsministeren ledsager Kongeparret til statsbesøg i Letland

Del

Under besøget forventes udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen også at mødes med repræsentanter fra den lettiske regering.

Den 28. – 29. oktober tager Kongeparret på statsbesøg til Letland. Statsbesøget er det første af Kongeparrets statsbesøg til de tre baltiske lande, Letland, Estland og Litauen i de kommende måneder.

Under besøget vil udenrigsministeren ledsage Kongeparret til drøftelser med Letlands præsident, premierminister og parlamentsforperson. Udenrigsministeren skal desuden besøge Rigas Tekniske Universitet med den lettiske udenrigsminister og overvære undertegnelsen af en samarbejdsaftale mellem Rigas Tekniske Universitet og Niels Bohr Instituttet om kvanteteknologi.

”Det nordiske og baltiske samarbejde er intensiveret de seneste år, og det gælder også Danmark og Letlands partnerskab. Gennem det tætte samarbejde i EU og vores fælles engagement i NATO bidrager vi sammen til vores kollektive sikkerhed og stabilitet,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Samarbejdet mellem Danmark og Letland er tæt og aktivt i både EU, NATO og FN. Danmark bidrager konkret til Letlands sikkerhed og NATO’s fælles forsvar, blandt andet som rammenation for NATO-hovedkvarteret Multinational Division North. Fra den 1. januar 2026 vil Danmark og Letland sidde sammen i FN’s Sikkerhedsråd.

Under besøget vil udenrigsministeren også mødes med den lettiske udenrigsminister til en drøftelse af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og støtten til Ukraine.

Foruden udenrigsministeren ledsages Kongeparret af vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen under statsbesøget.

For yderligere information:
Kontakt presserådgiver for udenrigsministeren Emma Burchardt, emmbur@um.dk

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye