Erhvervsministeren: Rigtigt, at Nets får påbud efter sommerens nedbrud

Del

Efter Nets-nedbruddet i juli, har Erhvervsministeriet modtaget en redegørelse om forløbet fra Finanstilsynet. I den forbindelse modtager Nets et påbud for mangelfuld kommunikation under nedbruddet.

Mellem d. 19. og 20. juli i år blev betalingsvirksomheden Nets ramt af et nedbrud, der skabte problemer med kortbetalinger i hele landet.

Efterfølgende bad Erhvervsministeriet Finanstilsynet om en redegørelse fra Nets om nedbruddet og om selskabets beredskabsplaner.

Den redegørelse har Erhvervsministeriet modtaget. Af den fremgår det bl.a., at Nets’ kommunikation til omverdenen var utilstrækkelig under nedbruddet. Finanstilsynet har derfor givet selskabet påbud om at forbedre dets krisekommunikationsplaner.

I forbindelse med nedbruddet oplevede flere danskere, at der blev trukket forkerte beløb på deres betalingskort. Dette har Nets rettet op på.

Finanstilsynet vil i lyset af nedbruddet også gennemføre en IT-inspektion i Nets senere på året. Inspektionen kommer bl.a. til at have fokus på de fejlopkrævninger, der skete i forbindelse med nedbruddet, samt om selve nedbruddet er et udtryk for mangler hos Nets. Inspektionen kan give anledning til yderligere tiltag fra tilsynet.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

“Det er helt rigtigt, at Finanstilsynet giver Nets et påbud. Nedbruddet i juli viste, at Nets ikke havde styr på sin krisekommunikation, hvilket ramte både danskere og erhvervsdrivende. Nets har en særlig position i det danske betalingssystem og en særlig forpligtelse til at sikre hurtig og præcis information. Det har de ikke levet op til. Det går jeg ud fra, ikke er tilfældet i fremtiden. Nedbruddet betød også, at nogle danskere fik trukket forkerte beløb fra deres betalingskort. Det er afgørende, at Nets har fået rettet op på de sager. For det er ikke danskerne, der skal betale for et nedbrud.”

Kontakter

Vedhæftede filer

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye