
SF, RV og Landdistrikternes Fællesråd: Samkørsel skal på finansloven
Slagelse Kommune har allerede høstet både økonomiske og klimamæssige gevinster med samkørsel – og lignende resultater ses flere steder i landet. Dog mangler mange kommuner med landdistrikter økonomi til at komme i gang, men interessen og potentialet er stort.

Slagelse Kommune har indført samkørsel via Nabogo i hele kommunen, og på særligt tre centrale strækninger er effekten markant: Her er samkørsel i vækst, og samtidig har kommunen årligt både registreret en stigning i buspassagerer svarende til en øget billetindtægt på 1,3 millioner kroner. og et fald i udgifterne til åben flextransport på 46 %. For kommunen betyder udviklingen, at de både styrker mobiliteten, reducerer klimaaftrykket og giver besparelser i det kommunale budget – samlet set på knap 3 millioner kroner.
– Oprindeligt gik vi ind i projektet som et grønt initiativ, fordi vi ønskede, at vores borgere fik mere bæredygtig mobilitet. Resultaterne har overrasket positivt, og det glæder mig at kommunens borgere har taget Nabogo til sig, siger Stine Søgaard (V), formand for Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget i Slagelse Kommune.
Kollektiv transport i frit fald – og uligheden vokser
Finanslovsforhandlingerne for 2026 er i gang, og kommunal- og regionsvalget står for døren. Spørgsmålet om, hvordan mobiliteten styrkes i de dele af Danmark, hvor kollektiv transport er stærkt udfordret, er derfor mere aktuelt end nogensinde.
Ifølge Transportministeriets ekspertudvalg er køreplantimerne i landdistrikterne faldet med 13,4 % siden 2016, og 180.000 borgere har mere end 2,8 km til nærmeste stoppested. Spørgsmålet er så, hvordan fremtiden for den kollektive transport, der kun dækker 3–5 % af rejsebehovet i landdistrikterne, ser ud. Uden handling risikerer samfundet, at endnu flere borgere presses til at købe egen bil – med øget ulighed, klimabelastning og svækket kollektiv transport til følge.
Politisk pres: Samkørsel skal på finansloven
Radikale Venstre foreslår en pulje på 25 millioner kroner til samkørsel og delebilisme som en del af finansloven for 2026.
– Vi har foreslået 25 millioner kroner årligt til samkørsel og delebilisme. Det er sund fornuft, at staten hjælper med at finansiere samkørsel, så flere kan komme i gang og dermed både styrke klimaet og mobiliteten uden for byerne. Bus og tog skal fortsat være rygraden, men når vi deler turene, får man både flere afgange, og det bliver lettere at komme frem til det kollektive hovednet. Især for unge vil det være et stærkt supplement, når de skal til uddannelser beliggende uden for de største byer, udtaler partiets transportordfører, Stinus Lindgreen (RV).
Socialistisk Folkeparti har ligeledes et ambitiøst forslag om at støtte samkørsel i kommunerne:
– I SF foreslår vi at afsætte op til 50 millioner kroner om året i en femårig periode til at understøtte udviklingen. Pengene skal fordeles til landkommuner, så de kan indgå aftaler med samkørselsudbydere. På den måde sikrer vi, at flere får råd til og mulighed for at køre med, og kommunerne ikke står alene med regningen. For SF handler det om mere end transport. Det handler om sammenhængskraft, at mindske isolation og skabe nye forbindelser i lokalsamfundet, udtaler partiets transportordfører, Mads Olsen (SF).
Også Landdistrikternes Fællesråd støtter op om behovet for politisk handling:
– 22 % af familierne i landdistrikterne har ikke en bil. De har akut brug for bedre mobilitetsløsninger. Uden politisk handling vil uligheden kun vokse. En statslig pulje til at kickstarte samkørsel kan sikre, at flere kommuner får mulighed for at skabe grøn og tilgængelig transport til at supplere den eksisterende kollektive transport, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Flere kommuner vil i gang – men mangler midler
Slagelse Kommune står ikke alene. Kommuner som Syddjurs, Vejle, Vordingborg og Sønderborg har allerede indført samkørsel. Mange flere står klar, men de mangler finansiering. Nabogo, der står bag løsningen i Slagelse Kommune, oplever, at samkørsel er efterspurgt.
– Vi oplever stor og stigende interesse fra pt. 20 kommuner i hele landet, som gerne vil i gang med samkørsel. Kommunerne ser det som en løsning, der både kan styrke mobiliteten, aflaste den kollektive transport og bidrage til den grønne omstilling. Men selv om viljen er der, mangler mange de økonomiske muskler til at tage det første skridt. Derfor foreslår vi, at der oprettes en statslig pulje, som kan hjælpe kommunerne i gang. Erfaringerne fra eksempelvis Slagelse viser tydeligt, at det virker. Nu handler det om at give flere muligheden, siger Anders Muusmann, medstifter og direktør i Nabogo.
Et opgør med mobilitetsuligheden
Slagelse Kommune har vist, at det kan lade sig gøre. Men hvis samkørsel kun bliver en løsning for de kommuner, der allerede har råd, så øges kløften mellem land og by. Nu ligger bolden hos Christiansborg: Vil regeringen sikre mobilitet i hele landet – eller overlade ansvaret til de kommuner, der selv kan finde pengene?
Kontakt:
- Stine Søgaard (V), formand for Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget i Slagelse Kommune: 2492 0611
- Stinus Lindgreen (RV), Radikale Venstres transportordfører: 3337 4712
- Mads Olsen (SF), Socialistisk Folkepartis transportordfører: 6162 5263
- Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd: 5174 0062
- Anders Muusmann, medstifter og direktør i nabogo: 7179 2244
Konference om fremtidens kollektive mobilitet på mandag
Netop spørgsmålet om fremtidens mobilitet er i centrum, når en række politikere, eksperter og trafikselskaber mødes på Christiansborg den 27. oktober klokken 13-16. Her vil de drøfte løsninger og fremlægge politiske anbefalinger, der kan fremtidssikre mobiliteten uden for storbyerne i Danmark.
For deltagelse i konferencen og kontakt til fagpersoner (kommuner, trafikselskaber, forskere): ida@nabogo.com
Kilder
- Forslag fra Radikale Venstre: Rejs billigere, grønnere og nemmere rundt i hele landet.
- Forslag fra Landdistrikternes Fællesråd: Fremtidens mobilitet i landdistrikterne.
- Analyse fra Slagelse Kommune, vedhæftet som bilag.
- Nabogo er et koncept, der tilbyder samkørsel som et supplement til kollektiv transport. Appen Nabogo gør det muligt for brugere at finde samkørselsmuligheder til og fra for eksempel arbejde, uddannelse og fritidsaktiviteter. Mere på Nabogos hjemmeside.
Nøgleord
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra nabogo
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.