Magasin du Nord

Magasin begynder julen med Malte Ebert på balkonen og samler ind til Røde Kors

Del

Magasin åbner julen den 7. november med Malte Ebert på balkonen, hvor én krone per køb doneres til Røde Kors. Arrangementet på Kongens Nytorv markerer begyndelsen på julen i København, med fokus på traditioner, oplevelser og at støtte unge. Initiativerne forventes at rejse over en kvart million kroner i 2025.

Ved juleåbningen i 2024 havde Magasin rekordmange besøgende. Det forventer de at slå i år.
Ved juleåbningen i 2024 havde Magasin rekordmange besøgende. Det forventer de at slå i år. Magasin

Når tusindvis af lys tændes på facaden, og Malte Ebert synger fra balkonen over Kongens Nytorv, begynder julen for alvor i København. Fredag den 7. november kl. 17 samles mennesker fra hele landet foran Magasin, som siden 1868 har været en uundværlig del af danskernes juleeventyr.
I år er det Malte Ebert, der får æren af at synge julen ind fra balkonen – og for ham er det noget helt særligt:

”Jeg glæder mig helt vildt til at synge julen ind sammen med Magasin og Røde Kors på Kongens Nytorv i glimt af julelys. Der er noget særligt over den tid på året – (jule)hjerternes fest. Det er mørkt udenfor, familierne har hver deres traditioner, børnene fylder lidt mere, man kigger tilbage på året der gik, rykker lidt tættere sammen – og for manges vedkommende også en tur i Magasin for at finde julegaver,” siger Malte Ebert.

Et hus fuld af traditioner

Magasins juleåbning er for mange blevet et fast holdepunkt – et sted, hvor generationer mødes for at mærke den stemning, der hvert år forvandler byen til et vintereventyr.

Til årets juleåbning får Magasin besøg af tidligere medarbejdere, som i dag er medlemmer af Magasins seniorforening og tilknyttet Magasin du Nord Museum, hvor de viser nysgerrige gæster rundt blandt de mange historiske genstande, der er samlet ind gennem årene.

Men for en stund bringes de gamle traditioner til live når de tidligere medarbejdere på åbningsdagen vil agere portier og elevatorfører – præcis som i midten af 1900-tallet, hvor et besøg i Magasin allerede fra døren var en oplevelse i sig selv.

”Magasin har altid været en destination, der samler mennesker – et sted, hvor man ikke bare handler, men mødes, inspireres og mærker julestemningen. I en tid, hvor meget foregår digitalt, spiller de fysiske forretninger en vigtig rolle. Her får man mulighed for at opleve julen med alle sanser, gå på opdagelse og skabe de traditioner, som mange familier vender tilbage til år efter år. For os handler julen derfor ikke kun om shopping og gaver, men i lige så høj grad om oplevelser, nærvær og omtanke. Vi er stolte over, at Magasin fortsat er en del af danskernes juletraditioner,” siger Frederik G.G.G. Nielsen, Retail Director i Magasin.

Gestussen hylder Magasins historie og minder om, at Magasin gennem tiden har været mere end en forretning – et levende mødested i hjertet af byen. Som de tidligere ansatte siger: En gang Magasin, altid Magasin.

Men julen i Magasin handler ikke kun om fortidens traditioner – den handler også om at give videre til dem, der har brug for det i dag.

Jul med omtanke – til fordel for Røde Kors

Hele åbningsdagen den 7. november donerer Magasin én krone per transaktion i stormagasinet på Kongens Nytorv til Røde Kors’ arbejde for unge mennesker.

De øvrige Magasin-forretninger følger efter med juleåbninger og donationer på deres respektive åbningsdage i november.

Samarbejdet mellem Magasin og Røde Kors løber gennem hele året og omfatter blandt andet salget af Magasins klassiske julesokker, tørklæder designet af influencer Frederikke Toftsø til fordel for Røde Kors samt loppemarkeder og aktiviteter, hvor Magasin har åbnet dørene for at samle ind til organisationens sociale indsatser.

Med tusindvis af gæster i Magasin på åbningsdagene forventes donationen hurtigt at vokse. I løbet af åbningsdagene alene forventer Magasin at byde over 60.000 besøgende velkommen på tværs af landet – og dermed skabe et betydeligt bidrag til Røde Kors’ arbejde.

Med årets initiativer forventer Magasin, at den samlede donation til Røde Kors i 2025 vil overstige en kvart million kroner – en milepæl, der understreger Magasins ønske om at tage et aktivt samfundsansvar og gøre en forskel for unge i Danmark. Samarbejdet med Røde Kors fortsætter i 2026. 

”Især i juletiden har vi fokus på trivsel hos de unge og dermed et større behov for de fællesskaber, som Røde Kors stiller til rådighed. Derfor er vi meget glade for Magasins bidrag til vores arbejde”, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

For Magasin er samarbejdet med Røde Kors ikke blot blevet en del af julen, det er et symbol på den omtanke og fællesskabsfølelse, som julen altid har repræsenteret for Magasin og samarbejdet fortsætter i 2026.

En del af danskernes jul gennem generationer

I mere end 150 år har julelysene på Kongens Nytorv markeret begyndelsen på julen i København. Magasin har gennem generationer været en del af den tradition – et sted, hvor julen ikke bare ses, men mærkes. Fra de første lys tændes, til de sidste gaver pakkes ind, fortsætter Magasin med at samle danskerne om alt det, julen handler om: traditioner, stemning og oplevelser. Det handler om at mærke julen og bringe mennesker sammen.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Magasins juleudsmykning i 2024
Magasins juleudsmykning i 2024
Magasin
Download
Der var fyldt foran Magasin, da lyset blev tændt og julen sunget ind.
Der var fyldt foran Magasin, da lyset blev tændt og julen sunget ind.
Magasin
Download
I 1894 blev Danmarks første elektriske personelevator installeret, og det var i Magasin på Kongens Nytorv. Til at begynde med var det kun mænd med skæg, der måtte betjene elevatorerne, og i de første årtier var gennemsnitsalderen 75 år for en elevatorfører i Magasin. I løbet af 1920'erne blev man dog inspireret af USA, så de ældre mandlige elevatorførere blev udskiftet med unge, smukke kvinder i fikse uniformer, der angiveligt skulle have omtalt sig selv som ’stewardesserne af Magasin’. Som elevatorfører var det ikke ualmindeligt, at man på en travl dag havde 1000 ture og op ned svarende til omtrent 36 km.
I 1894 blev Danmarks første elektriske personelevator installeret, og det var i Magasin på Kongens Nytorv. Til at begynde med var det kun mænd med skæg, der måtte betjene elevatorerne, og i de første årtier var gennemsnitsalderen 75 år for en elevatorfører i Magasin. I løbet af 1920'erne blev man dog inspireret af USA, så de ældre mandlige elevatorførere blev udskiftet med unge, smukke kvinder i fikse uniformer, der angiveligt skulle have omtalt sig selv som ’stewardesserne af Magasin’. Som elevatorfører var det ikke ualmindeligt, at man på en travl dag havde 1000 ture og op ned svarende til omtrent 36 km.
Magasin du Nord Museum
Download
”Han kendte det halve København — og hele København kendte ham.” Sådan stod der i Magasins personaleblad ’Bikuben’ i 1935, da portier Alfred Bruun efter 44 år gik på pension. Portier Bruun var i 1891 startet som portier i Magasin i en alder af 16 år.
”Han kendte det halve København — og hele København kendte ham.” Sådan stod der i Magasins personaleblad ’Bikuben’ i 1935, da portier Alfred Bruun efter 44 år gik på pension. Portier Bruun var i 1891 startet som portier i Magasin i en alder af 16 år.
Magasin du Nord Museum
Download

Om Magasin du Nord

Magasin er en ikonisk kæde af stormagasiner med rødder tilbage til 1868 og driver i dag ni fysiske forretninger og webshop i Danmark samt onlineforretning i både Sverige og Norge. Kendt for sin unikke shopping-oplevelse og store fokus på service og kvalitet, tilbyder Magasin et bredt sortiment indenfor fashion, beauty og design.

Følg pressemeddelelser fra Magasin du Nord

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Magasin du Nord

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye