Nyt erhvervspartnerskab i Halsnæs hjælper unge på vej

Del

Halsnæs Kommune indgår nu det første erhvervspartnerskab med en lokal virksomhed. Som Erhvervspartner i Halsnæs bliver man en vigtig hjælper, når de unge skal finde vej til en erhvervsuddannelse og ind på arbejdsmarkedet.

Fra venstre; Borgmester Steffen Jensen, praktikant Sara, dyrlæge Anders Khallash Rasmussen og klinikassistent Leone. Sara og Leone står med det nye logo.
Fra venstre; Borgmester Steffen Jensen, praktikant Sara, dyrlæge Anders Khallash Rasmussen og klinikassistent Leone. Sara og Leone står med det nye logo. Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune lancerer i september en ny indsats, som bygger bro mellem erhvervslivet og lokale unge. Som Erhvervspartner i Halsnæs kan de lokale virksomheder nemlig vælge aktivt og synligt at bakke op om indsatsen med at få de unge hjulpet godt ind på arbejdsmarkedet. Det kan de bl.a. gøre gennem ordningen om juniormesterlære. Det giver stor værdi for både virksomheden og kommunen, pointerer borgmester Steffen Jensen.

”Det er en del af vores vision, at vi skal arbejde aktivt for, at flere unge tager en uddannelse og bliver klar til fremtidens arbejdsmarked. I dag har vi for mange unge, der ender med at droppe ud af deres uddannelse og heller ikke kan skaffe sig et job. Det kan vi ikke være tjent med som samfund. Vi må hjælpe de unge med at få en god tilværelse og kunne forsørge sig selv. Her er den nye juniormesterlære en rigtig god mulighed, som giver de unge i 8. og 9. klasse chancen for at snuse til et kommende arbejdsliv, mens de stadig går i skole. Det ønsker vi i Byrådet at bakke aktivt op om, og vi vil samtidig gerne give et stort skulderklap til de virksomheder, der åbner dørene for de unge,” siger borgmester Steffen Jensen.

Dyrlæge Anders Khallash Rasmussen driver Dyrlægen i Frederiksværk, og han har taget imod Sara fra 9. klasse i den nye juniormesterlære. Med den er hun to dage om ugen hos dyrlægen, mens hun følger skolen i sin sædvanlige klasse de øvrige tre dage.

”Jeg synes, ideen med juniormesterlæren er rigtig god, så da Sara kom forbi og spurgte om muligheden for at komme i lære hos os som veterinærsygeplejerske, slog vi til. Det giver os en rigtig god mulighed for at vise vores branche og fag frem. På den måde inspirerer vi forhåbentlig nogle unge i deres valg af uddannelse, og vi får tidligt gode relationer til vores måske kommende kolleger,” forklarer Anders Khallash Rasmussen.

Når en lokal virksomhed tager en elev i juniormesterlære, er det en af flere muligheder, der giver mulighed for at blive Erhvervspartner i Halsnæs. Erhvervspartnerskabet er vedtaget af Byrådet for at understøtte indsatsen med at flere unge mere afklaret søger og gennemfører en erhvervsuddannelse, og for at styrke de unges mentale trivsel gennem en tættere kontakt til erhvervslivet og arbejdsmarkedet.

Faktaboks:

Erhvervspartner Halsnæs er et partnerskab, der omfatter virksomheder, der enten tager en ung i juniormesterlære, adopterer en folkeskoleklasse i en årrække eller tilbyder lønnede timer til unge, der endnu ikke er klar til et fuldtidsjob. Det kan også være virksomheder, der kan tilbyde et fritidsjob til unge, der skal have en mere støttende hånd.

Virksomheden kan markedsføre sig som Erhvervspartner Halsnæs med et digitalt og fysisk logo, og indsatsen tæller med i deres bæredygtighedsregnskab. Der vil desuden være tilbud om netværksmøder tilpasset virksomhedernes ønsker.

Juniormesterlæren er en ulønnet praktikordning i 8. og 9. klasse, som giver de unge mulighed for at gennemføre deres folkeskoleuddannelse samtidig med, at de er i arbejdspraktik på en virksomhed to dage om ugen. Hensigten er at forberede eleverne på en efterfølgende erhvervsuddannelse.

Kontakter

Links

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye