Landsdækkende kampagne til unge i nattelivet ruller ud igen
15.10.2025 06:35:00 CEST | Børns Vilkår | Pressemeddelelse
Om natten, når de fleste sover, kontakter unge Børns Vilkårs anonyme rådgivningslinje HØRT. De tunge temaer som konflikter i relationer, selvmordstanker og vold fylder langt mere end om dagen. For andet år i træk er HØRT derfor til stede i nattelivet på garderobemærker, så flere unge opdager, at der døgnet rundt er en lyttende voksen at række ud til.

Problemer med kærester og eks-kærester, konflikter med venner og forældre, tanker om selvmord eller oplevelser med vold. Det er nogle af de emner, der fylder særligt meget om natten i samtalerne på ungerådgivningslinjen HØRT.
Samtalerne vidner, ifølge Børns Vilkår, om unges behov for et sted at kunne række ud døgnet rundt. For andet år i træk ruller organisationen derfor kampagnen ’HØRT i natten’ ud både fysisk og digitalt. I år har dobbelt så mange som sidste år valgt at bakke op, og kampagnen kan derfor mødes på garderobemærker, plakater og klistermærker på mere end 250 steder landet over – herunder spillesteder, ungdomsuddannelser, barer og natklubber.
”Vi er i nattelivet for at være, hvor mange unge er. Det er ikke nødvendigvis til koncerten eller gymnasiefesten, at de har brug for en samtale med os, men mange unge tager et billede af deres garderobemærke, og så ligger HØRT som en påmindelse, når de dagen efter kigger i kamerarullen. Der er meget på spil i ungdomslivet, og for flere kan tanker blive større i de sene timer, og lige dér vil vi vise, at vi er der”, siger Andreas Ohrt, som er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.
Ungerådgivningen HØRT adskiller sig fra BørneTelefonen, fordi den er målrettet unge i alderen 15-24 år. Samtalerne på de to rådgivningslinjer har vist, at unge oftere henvender sig med tungere problematikker end børn, og derfor har de brug for et sted, der er deres.
På HØRT handler 40 pct. af samtalerne om psykisk mistrivsel som selvskadende adfærd, ensomhed, selvmordstanker, stress og præstationspres. På BørneTelefonen gælder det 31 pct. af samtalerne.
”Unge står med mange store valg, og er samtidig ved at løsrive sig fra familien for i højere grad at stå på egne ben. De prøver sig selv og deres grænser af med fx alkohol og stoffer. De løber ind i konflikter med venner, forældre, kærester og eks-kærester. Fra samtaler på HØRT, ved vi, at tanker om at blive afvist, accepteret, forelsket og droppet fylder. Vi ved også, at mange unge går alene med de svære tanker. Og det kan forstærke følelser som skam og ensomhed. Derfor skal flere unge kende HØRT – det er jo deres rådgivningslinje”, siger Andreas Ohrt.
Kampagnen 'HØRT i natten' kører desuden som en digital kampagne på Børns Vilkårs sociale medier, hvor formålet også er at nå ud til endnu flere unge, som kunne have brug for at række ud til en lyttende voksen.
Fakta:
- Den anonyme ungerådgivningslinje HØRT har det seneste år haft knap 5.500 samtaler med unge. Hver tredje af de samtaler har handlet om psykisk mistrivsel som selvskadende adfærd, ensomhed, selvmordstanker, stress og præstationspres.
- HØRT er på samme måde som BørneTelefonen en døgnåben rådgivningslinje bemandet af frivillige rådgivere.
- Kampagnen ’HØRT i natten’ har siden sin første lancering for et år siden vundet priser i reklamebranchens prisuddelinger Creative Circle og Rambukken.
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:20204459bornsvilkar.dkOm Børns Vilkår
Alle børn og unge har ret til at vokse op i tryghed, trivsel og uden vold og overgreb. Det har Børns Vilkår kæmpet for siden 1977, men der er stadig alt for mange børn og unge, der mistrives eller oplever voldsomme svigt og overgreb, der følger dem langt ind i voksenlivet.
Siden 1987 har vores nu døgnåbne BørneTelefon lyttet til alt det svære, som børn og unge har på hjerte. De samtaler er med til at give os en unik indsigt i børne- og ungdomslivet. En indsigt, vi værner om og har stor respekt for, og som vi bruger som ståsted for vores indsatser.
Vi står altid på børn og unges stemmer, som er fundamentet for vores arbejde. Sammen med vores alliancer og partnere, de mange frivillige, der nat og dag besvarer henvendelser på vores rådgivning, via samarbejdet med fagpersoner og med baggrund i vores folkelige forankring arbejder vi for, at ingen børn og unge i Danmark vokser op med svigt og mistrivsel.
Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Ny rapport: Mange ukrainske børn og unge er isolerede og ensomme i danske skoler. Næsten hver fjerde giver udtryk for at mistrives23.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fire år inde i krigen i Ukraine har mange ukrainske udskolingselever fortsat svært ved at finde fodfæste i de danske almene skoleklasser. Sproglige barrierer, ensomhed og svært tilgængelige fællesskaber præger deres hverdag i skolen, og mange mistrives. Det viser en ny rapport fra Børns Vilkår.
Flere end 500 skoleklasser har skrevet aviser om ‘valg’. De bedste bliver fejret i JP/Politikens Hus d. 11. marts18.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Over 500 skoleklasser fra hele landet har deltaget i årets Mediekonkurrence, hvor eleverne har produceret deres egne aviser under temaet ‘valg’. Nu er de otte vinderklasser fundet. D. 11. marts bliver de fejret i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København, hvor hver klasse præmieres med diplomer og 5000 kroner til klassekassen.
BørneMobilen ruller ud til 5.000 børn og unge i Aalborg Kommune3.2.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Fra start februar vil omkring 5.000 skoleelever i Aalborg Kommune kunne møde Børns Vilkårs ”BørneMobil”, der kører ud til eleverne for at oplyse om BørneTelefonen og ungerådgivningen HØRT og gøre dem opmærksomme på, at de altid - døgnet rundt - har et sted at søge hjælp.
Børns Vilkår åbner nyt rådgivningstilbud til børn og unge, der er udsat for vold30.1.2026 05:45:00 CET | Pressemeddelelse
Fra og med denne uge kan børn og unge, der er udsat for vold, få tilbudt et særligt rådgivningsforløb hos BørneTelefonen, hvor de taler med den samme rådgiver over en længere periode. Målet er at styrke børn og unges forudsætninger for at søge hjælp.
BørneTelefonen og HØRT har haft et travlt år med næsten 64.000 samtaler med børn og unge22.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Særligt relationen til forældre og psykisk mistrivsel fyldte meget i samtalerne med børn og unge på BørneTelefonen og ungerådgivningen HØRT i 2025. Samtidig havde Børns Vilkårs rådgivningslinje ForældreTelefonen flere samtaler end nogensinde før.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum