SSI-forsker modtager stor bevilling til forskning i sikker brug af antibiotika og svampemidler
Henrik Svanström fra Statens Serum Institut (SSI) modtager 7,2 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til et nyt projekt, der skal skabe viden om bivirkninger ved antibiotika og svampemidler. Projektet skal styrke sikkerheden i behandlingen af alvorlige infektioner i det danske sundhedsvæsen.

Antibiotika og svampemidler spiller en afgørende rolle i behandlingen af alvorlige infektioner på både hospitaler og i almen praksis. De gives ofte i høje doser direkte i blodbanen, men behandlingen kan være forbundet med alvorlige bivirkninger, blandt andet på nyrer, lever og i form af psykiatriske symptomer.
”De her lægemidler redder liv og er helt uundværlige i behandlingen af alvorlige infektioner – men vi ved langt mindre om, hvilke bivirkninger de kan give i praksis, og hvor hyppige de er. Vores mål er at skabe et mere solidt vidensgrundlag, så læger kan vælge den rette behandling med større sikkerhed,” siger Henrik Svanström, projektleder og seniorforsker ved Statens Serum Institut (SSI).
Henrik Svanström har netop modtaget en bevilling på 7,2 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til at undersøge sikkerheden ved disse helt centrale lægemidler. Målet er at give sundhedspersonale bedre viden om, hvordan man bruger midlerne sikkert og effektivt og dermed bidrage til tryg behandling.
Fra data til sikrere behandling
Til projektet vil man udnytte Danmarks unikke sundhedsregistre til at belyse både anvendelsen af antibiotika og risikoen for bivirkninger. Det gælder blandt andet leverskader, nyreskader, lægemiddelinteraktioner og psykiatriske symptomer. Som noget nyt inddrages både antibiotikabrug på hospitalet og i hjemmet.
”Dette projekt er et godt eksempel på, hvordan vi på SSI omsætter forskning til konkret værdi for samfundet. Vi udnytter Danmarks unikke datainfrastruktur til forskning, der kan forbedre behandlingen af patienter. I fremtidens sundhedsvæsen vil evnen til at optimere behandlinger være afgørende, både for at sikre de bedste resultater for patienterne og for at bruge ressourcerne klogt. Dette projekt lægger fundamentet for den viden,” siger Anders Hviid, afdelingschef på SSI.
Danmarks Frie Forskningsfond har i alt uddelt 228,8 millioner kroner til 45 projekter under temaet ”Styrket klinisk og uafhængig forskning”. Bevillingerne skal sikre, at klinikere og forskere kan forfølge egne idéer tæt på patienterne og dermed styrke behandlingen i praksis.
Faktaboks
Projekt: Sikker anvendelse af antibiotika og svampemidler
Bevilling: 7.164.238 kroner
Bevillingsgiver: Danmarks Frie Forskningsfond – tematiske midler ”Styrket klinisk og uafhængig forskning”
Projektleder: Henrik Svanström, Statens Serum Institut
Pulje: 228,8 mio. kr. uddelt til 45 projekter i 2025
Om Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Tre ud af fire unge smittet med sexsygdommen Mycoplasma genitalium har en resistent infektion4.12.2025 10:45:37 CET | Pressemeddelelse
Ny opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at antibiotikaresistens fortsat er udbredt blandt unge smittet med sexsygdommen Mycoplasma genitalium, hvilket gør korrekt diagnostik og behandling særligt vigtig.
Dansk studie afdækker bakteriers mulige rolle i graviditetstab3.12.2025 09:47:30 CET | Pressemeddelelse
Et af de største studier af gravide kvinder viser, at den samlede vaginalbakteriesammensætning kun varierer lidt mellem kvinder med og uden graviditetstab, men at visse bakteriearter måske kan optræde hyppigere hos dem, der mister graviditeten tidligt.
Antallet af nye hiv-diagnoser fortsætter med at falde1.12.2025 10:20:35 CET | Pressemeddelelse
Nye tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at antallet af førstegangsdiagnoser med hiv fortsætter med at falde i Danmark. Opgørelsen viser samtidig, at der også blandt mænd, der har sex med mænd igen er registreret det laveste antal nye tilfælde siden overvågningen begyndte for 35 år siden.
SSI: Tænk på vaccinerne inden vinterrejsen til varmere himmelstrøg21.11.2025 10:07:43 CET | Pressemeddelelse
Statens Serum Institut (SSI) opfordrer rejsende, der bytter den danske vinter ud med sydens varme, til at tjekke deres vaccinationsbeskyttelse i god tid før afrejse og få de relevante vacciner hjemmefra.
Stort fald i antibiotika til børn, men stigning i højresistente bakterier18.11.2025 13:18:48 CET | Pressemeddelelse
I dag offentliggøres den fulde DANMAP-rapport, som giver et nuanceret billede af antibiotika i Danmark. Børn får mindre antibiotika, mens forbruget på hospitalerne er stabiliseret efter mange års stigning – og kampen modstår at fortsætte.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum