Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Mere sol og vind på land – større hensyn til både naboer og opstillere

Del

Regeringen vil forhandle om tiltag, der kan gøre det nemmere, hurtigere og bedre at opstille vedvarende energi på land og imødekomme naboer til solceller og vindmøller.

Regeringen tager nu næste skridt for at sikre mere grøn strøm i Danmark. Mulighed for billig strøm til naboer til solcelleanlæg eller vindmøller, flere solceller på tage af offentlige bygninger og hjælp til, at klagesager afgøres smidigt og effektivt. Det er nogle af 17 initiativer, som regeringen nu vil forhandle med Folketingets partier. Målet er bedre rammer til opsætning af vedvarende energi, hvor efterspørgslen og den lokale opbakning er til stede.

”Sol og vind på land er den hurtigste og billigste vej til mere strøm til elbiler, varmepumper og til erhvervslivet og til et mere grønt og sikkert Danmark. Men vi skal have en mere balanceret udbygning af solceller og vindmøller på land. Vi kan gøre det bedre, så vi skaber mere fremdrift og mindre uenighed. Regeringen kommer nu med en række forslag, som rydder sten af vejen, og som vi gerne vil drøfte med Folketingets partier,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Der skal mere fart på den grønne omstilling. Det er afgørende for, at vores virksomheder kan sikre vækst og nye arbejdspladser i en tid med globale spændinger og unfair konkurrence, som påvirker dansk industri. Derfor skal vi op i tempo, og lange sagsbehandlingstider må ikke stå i vejen for mere grøn vækst og flere grønne job. Med udspillet viser vi vejen til en hurtigere udbygning af vores grønne energi på land,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Vi har brug for grøn strøm, det er åbenlyst. Men der skal simpelthen tages et større hensyn til naboerne end i dag, hvor mange føler sig kørt over. Derfor vil vi sætte nabokompensationen op, og vi vil indføre afstandskrav, så man ikke fremover kan omkranse boliger tæt med solceller hele vejen rundt,” siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin.

”I den grønne trepart vil vi rigtigt mange ting på vores arealer på én gang. Vi skal have grøn arealomlægning, der kan beskytte vores vandmiljø og give os mere natur. Vi skal udvikle landbruget og fødevareerhvervet, og vi skal nå vores klimamål. Derfor må vi på en klog måde arbejde med de arealer, vi har. Jeg er glad for, at der nu er lagt op til, at man skal kunne etablere vindmøller i nye produktionsskove. På den måde kan arealerne bruges til at skabe grøn energi, uden at vi går på kompromis med genopretningen af dansk natur,” siger minister for grøn trepart Jeppe Bruus.

Se pjecen her: Fair. Fornuftig. Fleksibel. Vejen til mere sol og vind på land.  

Forslagene imødekommer bl.a. NEKST-arbejdsgruppens anbefaling om billig strøm til naboer og tilgodeser naboer og lokalsamfund med større kompensation og afstandskrav for naboer til solceller. Der er også forslag til en bedre udnyttelse af arealer til solceller og vindmøller, fx solceller på offentlige bygninger, mulighed for vindmøller i nye drifts- og klimaskove og solceller i udtagne lavbundsjorde. Der er også set på bedre og hurtigere godkendelsesprocesser og vejledninger, så afklaringer ikke trækker ud for hverken opstillere, naboer eller kommuner.    

Behov for mere grøn strøm
De i alt 17 tiltag bygger ovenpå tidligere tiltag og aftaler, der alle har til formål at fjerne barrierer og gøre det nemmere at udbygge vedvarende energi på land. I fremtiden vil behovet for strøm vokse voldsomt i takt med elektrificeringen af alle dele af samfundet.

Produktionen af grøn strøm fra sol og vind er større nu, end den nogensinde har været før og det skønnes, at der kommer endnu mere fremadrettet. Regeringen har en ambition om at sikre rammerne, så det er mulighed for fire gange så meget elproduktion fra sol og vind frem mod 2030. 

Fakta:    

  • Der foreslås 17 initiativer herunder:
  • Mulighed for at tilbyde billig strøm til naboer til VE-anlæg
  • Større kompensation til naboer
  • Nemmere at etablere solceller på kommunale og regionale bygninger
  • Forlængelse af eksisterende loft over sagsbehandlingstid for klagesager og udvidelse til også at omfatte andre grønne projekttyper

For yderligere information kontakt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på: +45 41 72 38 05 (modtager ikke sms)

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.

Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye