FLA Leadership sætter kognitiv diversitet på dagsordenen: Lancerer community-platform og lederakademi for alle
FLA Leadership har netop lanceret en digital community-platform, der skal danne ramme om et stærkere fællesskab for den næste generation af ledere. Samtidig lanceres et nyt lederkursus, der har til formål at sikre mere kognitiv diversitet på ledelsesgangene. Målet er klart: Fremtidens ledelse skal være mere mangfoldig – ikke kun i køn, men i måden vi tænker ledelse på.

Det halter med kognitiv diversitet i de danske topledelser. Det er en udfordring, som nonprofit ledelsesacceleratoren FLA Leadership - tidligere kendt som Female Leadership Academy - arbejder for at ændre på gennem lederkurser og events. I dag taler vi ikke længere kun om diversitet baseret på kønsfordeling. Vi er nødt til at tænke diversitetsbegrebet bredere, så topledelserne afspejler samfundet omkring dem og er bredt repræsenteret - både i køn, alder, etnicitet og baggrund, men også i kognitive forskelle.
Hvis vi skal lykkes med større kognitiv diversitet, må vi løfte i flok
FLA Leadership har nu taget skridtet videre i retningen mod mere mangfoldige topledelser. Det starter blandt andet med lanceringen af en digital community-platform, som har til formål at forbinde unge talenter og professionelle med lederambitioner. Gennem platformen kan manm indgå i et stærkt fællesskab med vidensdeling, udvikling og fælles ambitioner. Her kan man blandt andet blive forbundet med en mentor, uanset om man er studerende eller professionel, ligesom man selv kan melde sig som mentor. Netop fællesskabet er afgørende for, at vi kommer i mål med ambitionen om større kognitiv diversitet på ledelsesgangene.
”Da jeg stiftede FLA, var det målet at få flere kvinder ind i ledelse. Det er det stadig, men i dag ved vi også, at diversitet handler om mere end køn. Vi har brug for ledere med forskellige perspektiver, erfaringer og baggrunde, hvis vi skal afspejle verden udenfor. Det kan vi kun lykkes med i fællesskab og ved at samarbejde på tværs,” siger Maria Anker Andersen, stifter og administrerende direktør i FLA Leadership.

Et lederkursus for alle
Udover community-platformen udvider FLA Leadership også forretningen med et nyt lederakademi, der er udviklet til professionelle på tværs af køn, alder og baggrund med lederambitioner. FLA Leadership har siden begyndelsen tilbudt lederkurser til unge kvinder og studerende, der vil udvikle deres lederkompetencer. Med lanceringen af Just Lead Academy udvider FLA Leadership nu deres lederakademier til at gælde for alle - og understøtter dermed ambitionen om større kognitiv diversitet i topledelser.
Det halter stadig med kønsdiversiteten i Danmark
Der bliver ikke handlet nok. Derfor bliver vi nødt til at løfte i flok og forankre en kultur og et mindset i virksomhederne om, at diversitet og inklusion skal prioriteres højt. Vi ser stadig, at Danmark halter langt bagefter på ligestillingen mellem mænd og kvinder. Det peger dugfriske tal fra Danmarks Statistik med al tydelighed på. Undersøgelsen viser, at løngabet mellem mænd og kvinder steg fra 12,3 % i 2023 til 12,9 % i 2024. Siden 2020 er løngabet steget med 1 procentpoint, og samtidig ligger Danmark fortsat nummer 14. på World Economic Forums Global Gender Gap Index for 2025. Det er en kedelig udvikling, der viser et klart billede af, at vi stadig er langt fra målet om ligestilling mellem køn – og at der stadig er behov for organisationer, der er med til at udvikle og uddanne kvinder med lederambitioner.
”Kognitiv diversitet er vigtig, men vi er også nødt til at erkende, at vi stadig har lang vej til at nå målet om ligestilling mellem mænd og kvinder. FLA Leadership fortsætter derfor med at være en ledelsesaccelerator for unge kvinder – men vi kommer kun i mål i fællesskab, og derfor er det afgørende, at vi samarbejder på tværs. Jeg har store forventninger til, at vores nye community-platform og lederakademi kan være med til at understøtte det fællesskab,” siger Maria Anker Andersen.
Støtte fra Tietgenfonden og Industriens Fond baner vejen
Tidligere på året modtog FLA Leadership en bevilling på 4,4 millioner fra Industriens Fond og Tietgenfonden. Formålet med bevillingen var at etablere FLA’s fysiske ledelsesprogrammer for unge kvinder på Fyn og i Jylland samt at skabe en ny digital læringsplatform. Og det er netop den platform, der nu er lanceret. Som følge af de ekstra midler har det været muligt at ansætte en CTO, der har udviklet og drevet den nye platform – i tæt samarbejde med de frivillige medlemmer i FLA Leadership.
Community-platformen kan tilgås via website og kan downloades som app til iOS og Android. Platformen er gratis for alle frem til 31. december 2025.
Nøgleord
Kontakter
Eline Guldager GernowHead of Marketing and PR
Tlf:27579939pr@fla-leadership.comBilleder
Om FLA Leadership
FLA Leadership er en nonprofitorganisation, der arbejder for at skabe mere kognitiv diversitet i ledelse. Vores arbejde centrerer sig omkring tre søjler: Vi udvikler, uddanner og forbinder. Det gør vi ved at tilbyde udvikling og uddannelse til unge talenter med lederambitioner og forbinde dem med erfarne mentorer. Gennem vores community, kurser og events giver vi næste generation af ledere de nødvendige redskaber for at blive gode ledere i fremtiden.
FLA Leadership blev grundlagt som Female Leadership Academy i 2020. I dag består organisationen af over 50 frivillige medlemmer i både København og Aarhus. FLA Leadership er for alle køn og aldre, men med særligt fokus på unge under uddannelse eller professionelle, der sigter mod deres første lederjob og ønsker at tage det næste skridt i karrieren. FLA Leadership tilbyder i dag tre forskellige lederakademier rettet mod både kvindelige studerende og unge talenter og professionelle, der ønsker at udvikle deres lederkompetencer.
Følg pressemeddelelser fra FLA Leadership
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FLA Leadership
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum