Ny millionbevilling skal kortlægge omkostninger og kvalitet for udsatte borgere på socialområdet
Et nyt forskningsprojekt ledet af Roskilde Universitet og VIVE modtager 8 millioner af Danmarks Frie Forskningsfond til at undersøge, om de stigende udgifter til socialområdet faktisk giver bedre kvalitet og forløb for borgerne.

Danmark bruger hvert år milliarder på specialiserede sociale tilbud til børn, unge og voksne med særlige behov. Men selvom udgifterne er steget markant de seneste år, mangler vi viden om, hvorvidt de mange penge løfter kvaliteten på området.
Forskningsprojektet “Costs and care quality in Denmark’s specialised social services” har netop modtaget 8 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond. Projektet kobler for første gang økonomiske data og personaleoplysninger med borgernes faktiske forløb i sociale tilbud. Målet er at skabe et samlet overblik over, hvordan pengene bliver brugt – og om de skaber bedre livsforløb for de omkring 42.000 borgere, der hvert år benytter specialiserede tilbud.
”Vi skal for første gang koble information om tilbuddene på socialområdet – fx økonomi og personale – direkte med data om de borgere, der er placeret i dem. Det giver os mulighed for at følge de børn, unge og voksne gennem deres forløb i botilbud og undersøge, hvem de er, deres placeringshistorik, og om de får den hjælp, de har brug for. Den store ambition er at skabe bedre viden om borgernes forløb på det specialiserede socialområde, og om der er sammenhæng til tilbuddenes karakteristika,” siger Anders Malthe Bach-Mortensen, lektor ved Roskilde Universitet og projektets hovedansvarlige.
Hvad får vi for pengene?
Forskerne vil med projektet for første gang systematisk dokumentere, hvordan økonomi, personale og kvalitet hænger sammen på tværs af hele det specialiserede socialområde.
”Udgifterne er steget meget voldsomt de sidste år, men vi ved faktisk ikke, om borgerne får bedre hjælp for de ekstra penge. Det har store konsekvenser for både kommunerne og borgerne. Vi ved, at der er problemer med konkurrencen på området, hvilket betyder, at leverandørerne i nogle sammenhænge kan hæve priserne uden at forbedre kvaliteten. Vi mangler simpelthen systematisk viden om, hvordan pengene bliver brugt, og hvordan det påvirker borgernes forløb og den omsorg, de modtager,” forklarer Ole Helby Petersen, professor ved Roskilde Universitet og forsker på projektet.
Forskerne vil blandt andet kortlægge lønudgifter, drift og overskud i alle landets sociale tilbud – og analysere, hvordan personalets kvalifikationer, stabilitet og trivsel påvirker kvaliteten i tilbuddene.
”Det specialiserede socialområde repræsenterer nogle af de mest sårbare borgere, som er fuldstændig afhængige af, at systemet fungerer. Hvis vi ikke ved, hvordan stigende udgifter påvirker borgernes forløb, kan vi hverken sikre god omsorg eller bruge ressourcerne fornuftigt,” tilføjer Anders Malthe Bach-Mortensen.
Tæt samarbejde mellem RUC og VIVE
Projektet gennemføres i et tæt partnerskab mellem Roskilde Universitet og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Forskerne understreger, at projektet både skal skabe ny akademisk viden og give kommuner og praktikere konkrete redskaber til at forbedre indsatsen for borgerne. De etablerer derfor en bred ekspertgruppe med repræsentanter fra brugerorganisationer, leverandører, medarbejderorganisationer og myndigheder. Gruppen skal sikre, at projektet tager afsæt i de udfordringer, sektoren faktisk står midt i – og at resultaterne kan blive omsat til reel forandring.
”Projektet vil skabe et helt nyt datagrundlag for forskning i det specialiserede socialområde og give os mulighed for at undersøge, hvordan fx økonomi og personale hænger sammen – og hvordan det i sidste ende påvirker borgernes forløb. Det er afgørende viden, hvis vi som samfund skal sikre, at ressourcerne bruges rigtigt og giver reelt bedre støtte til de mennesker, der har brug for det,” siger Britt Østergaard Larsen, seniorforsker fra VIVE.
Et vidensgrundlag for fremtidens sociale indsatser
Projektet løber over de næste fem år og vil munde ud i en række forskningsartikler, policy-rapporter og samarbejder med kommuner og organisationer. Ambitionen er, at forskningen skal skabe et fælles grundlag for bedre beslutninger – både politisk og administrativt.
“Vi håber at give kommuner og tilsyn konkret viden om, hvilke leverandører og hvilke organisatoriske forhold der faktisk gør en forskel for borgerne. Det kan være sammenhænge mellem personalesammensætning og stabile forløb, eller mellem økonomiske strukturer, fx ejerskabsform, og risiko for utilsigtede hændelser som vold eller selvskade. Ved at følge borgerne gennem deres forløb og koble det med detaljeret information om tilbuddene kan vi identificere, hvor systemet svigter, og hvor det lykkes,”
slutter Anders Malthe Bach-Mortensen.
Kort om projektet
- Titel: Costs and care quality in Denmark’s specialised social services
- Bevilling: 8 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond – Tematisk: Styrket forskning på det specialiserede socialområde. Projektperiode: 2025–2030
- Samarbejdspartnere: Roskilde Universitet og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
- Tilknyttede forskere: Anders Malthe Bach-Mortensen, Britt Østergaard Larsen, Ole Helby Petersen
- Derudover etableres en ekspertgruppe med repræsentanter fra brugerorganisationer, leverandører, medarbejderorganisationer og myndigheder. Målet er at sikre, at forskningen er forankret i de udfordringer, sektoren faktisk står overfor og giver praksis konkrete værktøjer.
Nøgleord
Kontakter
Anders Malthe Bach-Mortensen
ambm@ruc.dk, tlf.: +44 075 2124 6081
Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Hvilken betydning har brugerinddragelse i psykiatrien? Nyt projekt undersøger udviklingen3.11.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et nyt forskningsprojekt fra Roskilde Universitet, støttet af Velux Fonden, undersøger hvordan idealet om brugerinddragelse i psykiatrien kan føre til nye former for ulighed.
Fysiker fra RUC får bevilling til at undersøge materialers ’indre ur’2.11.2025 10:30:00 CET | Pressemeddelelse
Professor i fysik Jeppe Dyre fra Roskilde Universitet modtager midler fra Danmarks Frie Forskningsfond til et nyt projekt, der vil udvikle en matematisk teori for materialers 'indre tid'.
RUC-forsker skal undersøge ny alvorlig resistenstype30.10.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Lektor Lotte Jelsbak modtager millionbevilling til at undersøge en ny resistenstype, der truer effektiv behandling af infektioner.
Samfundsvidenskabelige forskere på RUC får bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond23.10.2025 09:51:39 CEST | Pressemeddelelse
To forskere fra Roskilde Universitet modtager tilsammen ca. 6 mio. kr. til nye projekter om henholdsvis arbejdsmigration og oprindelige folks rettigheder i den grønne omstilling.
Roskilde Universitet tager yderligere skridt for at sikre kvalitet og relevans15.10.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Roskilde Universitet har udfordringer med optag af et større antal studerende uden for Europa, som ikke har kunnet leve op til gængse krav til studieaktivitet og fagligt niveau, hvilket har haft en betydning for kvaliteten af visse uddannelser. Derfor indfører universitetet nu yderligere tiltag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum