Post-Release: Myroslav Marynovych om mod, samvittighed og konfrontationen med nutidens Rusland

Samtalen blev indledt af Nataliia Popovych, forkvinde for Ukraine House Denmark, som indplacerede Marynovychs livshistorie i en bredere historisk ramme. Hun mindede publikum om, at mange ukrainere i dag kun har en delvis forståelse af, hvad det betød at modstå det sovjetiske system – dets altgennemtrængende overvågning, ideologiske kontrol og vold. I 1960’erne og 70’erne fostrede Ukraine en hel generation af kultur- og menneskerettighedsaktivister, som alle valgte at gøre modstand vel vidende, at de sandsynligvis ville ende i fængsel eller miste livet. Det var årene, hvor digteren Vasyl Stus, journalisten Vyacheslav Chornovil og andre dissidenter blev symboler på samvittigheden:

”Ukrainske patrioter døde stadig i Gulag i 1985, imens store dele af Vesten hyldede Gorbatjov.” At tale med Marynovych, sagde Popovych, er som at komme i forbindelse med en levende hukommelse om den tids modstand og trods.

Marynovych begyndte med at fortælle om sin egen rejse fra frygt til frihed. I begyndelsen af 1970’erne, mens han stadig var studerende og boede på kollegium, blev han anmeldt til KGB for i private samtaler at have kritiseret det sovjetiske system. Den første indkaldelse fyldte ham med rædsel; dengang var frygt den naturlige tilstand for enhver, der kom statens søgelys. Alt ændrede sig dog i 1973, da han rejste til Kyiv og lagde blomster ved monumentet for Ukraines nationaldigter Taras Shevchenko – en gestus, myndighederne betragtede som en undergravende handling. Endnu engang blev han indkaldt til KGB, som sagde: “Den, der ikke er med os, er imod os.” Det var på dette tidspunkt at traf han sit valg:

”Jeg sagde: Jeg vil være imod jer. Punktum. Du kan ikke forestille dig, hvor vidunderligt det øjeblik var. For første gang følte jeg, at jeg var et frit menneske. Jeg behøver ikke længere at se mig over skulderen. [...] Jeg er nu et frit menneske.”

Denne beslutning førte ham ind i kredsen omkring Ukraines dissidentmiljø. Han kom tæt på digtere som Atena Pashko og journalister som Vyacheslav Chornovil, der var de intellektuelle og moralske ledere af det, der blev kendt som 1960’er-generationen (Sixtiers). Deres krav var ikke revolutionært i politisk forstand; de ønskede blot retten til at skrive, tale og leve som ukrainere uden frygt for forfølgelse. Men de sovjetiske myndigheder anså selv dette som en trussel mod regimets kontrol over samfundet. I begyndelsen af 1970’erne var arrestationer blevet systematiske, og den korte ære af tø fra Khrusjtjov-tiden var forbi. Dissidenterne indså gradvist, forklarede Marynovych, at det, de stod over for, ikke var midlertidigt eller en fejl, men en genoplivning af den hårde undertrykkelse. Den indsigt styrkede deres beslutsomhed og førte til nye former for protest og organisering.

I 1977 blev Marynovych arresteret sammen med sin nære ven Mykola Matusevych som led i en nedkæmpelse af den Ukrainske Helsinki-komitte, der var blevet oprettet for at overvåge Sovjetunionens overholdelse af menneskerettighedsbestemmelserne i Helsinkiaftalen fra 1975. Arrestationen fandt sted ved daggry, da 20 KGB-officerer stormede huset, hvor de opholdt sig. De blev anklaget for “udbredelse af defamerende påstande med det formål at undergrave statens myndighed.” Marynovych kendte allerede dommen, før retssagen begyndte:

”Jeg angrede ikke, og jeg vidste, at jeg ville få den maksimale straf – syv år i arbejdslejr, fem års forvisning.” Han og de andre dissidenter fik det, han kaldte “æresdommen” – ikke fordi de var kriminelle, men fordi de udgjorde en moralsk udfordring af systemet. Livet i arbejdslejren var en prøve på udholdenhed: fangerne led af sult, kulde og psykisk pres. Alligevel blev det også et sted, hvor Marynovychs tro blev forankret, og hvor hans indre frihed voksede. Han ledte en sultestrejke for retten til at læse Bibelen – en strejke, der ikke lykkedes, men som styrkede hans overbevisning. Påskemorgen, da fangerne blev advaret mod at bede sammen, trodsede de ordren og blev sat i isolation. ”I femten dage blev vi straffet,” huskede han, ”men i de dage følte vi os frie.” Deres historie blev smuglet ud til Vesten og nåede endda pave Johannes Paul II, som senere bad for dem med navns nævnelse under en messe – en gestus, der gav fangerne styrke og mindede dem om, at verden ikke havde glemt dem bag pigtråden.

Efter at have udstået hele sin fulde straf blev Marynovych sendt i eksil i Kasakhstan, hvor han blev tvunget til at arbejde som tømrer – ”selv om jeg havde to venstrehænder”. Selv dér fandt han måder at leve værdigt på. Hans forlovede sluttede sig til ham, og de blev gift, hvilket gjorde det barske eksil til begyndelsen på et nyt familieliv. Men han glemte aldrig, at han var dér, fordi sandheden blev betragtet som en forbrydelse. Da Sovjetunionen kollapsede, begik han og andre tidligere fanger, hvad han nu betragter som en alvorlig fejl:

”Ikke een af vores bødler – KGB, politiet, dommerne – blev holdt ansvarlige. Nogle fik endda bedre karrierer efter Sovjetunionens fald. Vi tidligere politiske fanger krævede ikke retsforfølgelse af vores forfølgere, og andre rådede os til ikke at starte et ’Nürenberg 2’. Vi gik med til det, men det var en kæmpe fejl, for det vi ser nu, er Putins klare reinkarnation det checkist arketypiske KGB regime. Det er farligt at lade ukrudtets frø ligge i jorden uden at luge dem bort – og den russiske krig i Ukraine har bevist det. Forbrydelsen er enorm, og jeg beder jer alle: vær modige.”

Marynovych hævdede, at manglen på retsopgør med kommunismens forbrydelser åbnede døren for autoritarismens genfødsel. Han understregede, at krigen i Ukraine ikke blot er en geopolitisk konflikt, men en konfrontation med en kriminel stat, der allerede har normaliseret tortur, bortførelser og terror mod civile. Derfor, sagde han, er ansvarlighed ikke et valg, men en forudsætning for global sikkerhed. Han advarede om, at hvis Ruslands forbrydelser ikke straffes, vil Moskva ikke blot gentage sin aggression, men andre potentielle aggressorer vil se, at militær magt betaler sig:

”Putin bliver modtaget som en helt på den røde løber, og jeg frygter det, for det betyder, at Vesten er ved at begå den samme fejl igen. Så tro mig, vi må ikke tillade det. Putins regime er et kriminelt regime, og verden må straffe det: Der må komme et nyt Nürenberg. Vi må genoprette retfærdigheden. Ellers vil vi bevidne en genopståen af dette kriminelle regime, og alle verdens aggressorer vil beslutte, at det kan betale sig at være aggressor. Dette er et meget vigtigt øjeblik i menneskehedens historie.”

Han citerede Benjamin Franklin: “De, der er villige til at opgive grundlæggende frihed for at opnå midlertidig sikkerhed, fortjener hverken frihed eller sikkerhed,” og opfordrede publikum til at erstatte ’frihed’ med ’værdier.’ ”Hvis vi bytter vores værdier væk for bekvemmelighed, mister vi begge dele.”

Marynovych afsluttede med en moralsk opfordring. Han gjorde det klart, at Ukraine ikke beder verden om at kæmpe dets kamp, men om at have modet til at handle retfærdigt: ”Vi beder verden om at være retfærdig – om at straffe det kriminelle regime i Moskva, stoppe denne cyklus af straffrihed og forhindre en endnu større krig i fremtiden.” Hans vidnesbyrd var en påmindelse om, at mod er smitsomt – og at ansvaret for at forsvare friheden tilhører os alle.

Ukraine House i Danmark takker Myroslav Marynovych for at dele sin historie om mod og samvittighed. Hans beretning minder os om, at totalitarisme ikke blot forsvinder med tiden – den muterer, tilpasser sig og vender tilbage, hvis den ikke straffes i tide. Sovjets forbrydelser blev aldrig bragt for retten, og i dag står verden over for konsekvenserne i form af Ruslands brutale krig mod Ukraine. Som Marynovych understregede, så vil sand fred kun komme, når aggressorer holdes ansvarlige, og når verden finder modet til at forsvare værdier – ikke blot interesser.