Vigtigere end nogensinde: Røde Kors samler ind for de mest udsatte søndag 5. oktober
8 ud af 15 af verdens største bidragsydere til humanitær nødhjælp har annonceret nedgang i støtten, og konsekvenserne af de store nedskæringer har allerede meldt sin ankomst hos verdens mest udsatte. Med et stigende antal klimakatastrofer og mere end 120 konflikter i verden har der aldrig været et større behov for at samle ind, siger generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl

”Vi ser ind i en sørgelig fremtid, hvor vi de kommende år kan forvente en halvering af støtten til verdens mest udsatte. Det er de største omvæltninger, jeg endnu har oplevet i min tid i nødhjælpsbranchen, og det vil få meget store konsekvenser for millioner af mennesker og har fået det allerede”.
Det siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, op imod Røde Kors’ årlige landsindsamling på søndag 5. oktober, hvor tusindvis af danskere går på gaden for Røde Kors’ nødhjælpsarbejde og sociale indsatser i Danmark og ude i verden.
Tydelige konsekvenser
”Der er 120 aktive konflikter i verden lige nu, og ifølge FN har 305 millioner mennesker brug for humanitær nødhjælp.
På søndag samler Røde Kors ind for at hjælpe dem i verden, der har mest brug for det, og med de store nedskæringer i den humanitære bistand, har behovet aldrig været større”, siger Anders Ladekarl, som for nylig var på besøg i verdens største flygtningelejr, Cox’s Bazar i Bangladesh, hvor konsekvenserne af nedskæringerne allerede er tydelige.
Her er 900 ud af 1000 skoler lukket, hvilket betyder at tusindvis af børn står uden undervisning Samtidig har 600.000 kvinder og børn mistet adgang til sundhedspleje, beskyttelse mod vold og livreddende behandling.
”Vi vender hver en 25-øre i vores hjælpearbejde, men når de store donorer skærer ned, tvinges vi til at vælge mellem skolegang, mad, medicin eller beskyttelse. Det er de mest sårbare, der betaler prisen,” siger Anders Ladekarl.
Humanitær kløft vokser
De seneste år er det kun lykkedes at dække omkring halvdelen af verdens humanitære behov. Allerede i 2023 blev kun 45 procent af de akutte behov imødekommet, og i 2024 var det 48 procent. I år ser billedet markant mere dystert ud, hvortil FN forventer en stor nedgang, når det kommer til hvor stor en del af verdens humanitære behov der kan dækkes.
”Vi taler om en humanitær kløft, der vokser for hver måned. Når skoler lukker, når madprogrammer skæres væk, når klinikker må dreje nøglen om, så betyder det ikke bare tab af håb, det betyder også tab af liv,” fortæller Anders Ladekarl.
Danskerne kan gøre en forskel den 5. oktober
Trods de dystre udsigter fortsætter Røde Kors arbejdet for at sikre nødhjælp til verdens mest udsatte. Organisationen er til stede i 191 lande og yder hjælp både før, under og efter katastrofer – altid neutral og upartisk.
”Når verdens største donorer skærer så drastisk i hjælpen, må vi andre stå sammen og gøre alt, hvad vi kan. Den danske befolkning har altid vist et stærkt engagement i at hjælpe, og på søndag kan vi sammen være med til at redde liv,” siger Anders Ladekarl.
Den 5. oktober går Røde Kors på gaden i Danmark for at samle ind til mennesker i nød. Pengene fra Røde Kors-indsamlingen på søndag går til børn og voksne, der lige nu er ramt af krig eller katastrofe og har akut brug for mad, vand, lægehjælp, medicin, psykisk førstehjælp og tag over hovedet. Herhjemme går pengene til at støtte børn og voksne, der står i udsatte positioner økonomisk og socialt.
”Hver eneste indsamlet krone gør en forskel for et barn, en mor eller en hel familie, som ellers ville stå uden hjælp. Derfor håber vi, at danskerne vil tage godt imod indsamlere på søndag,” siger Anders Ladekarl.
Læs mere på Røde Kors Landsindsamling | Røde Kors
Kontakter
Røde Kors pressetelefonrodekors.dk/presse
Tlf:3529 9699Om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
INVITATION TIL FILMVISNING OG PANELDEBAT: THE VETO13.11.2025 10:13:40 CET | Presseinvitation
Deltag i Røde Kors’ visning af dokumentarfilmen The Veto (2025), som sætter kritisk fokus på brugen af vetoretten i FN’s Sikkerhedsråd. Filmen, der er instrueret af Tim Slade, undersøger, hvordan vetoretten gennem tiden har påvirket – og til tider begrænset – det internationale samfunds evne til at handle i mødet med folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden
Med Parat hjælper Røde Kors sårbare borgere hen til stemmeurnen7.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Parat giver mulighed for trygt følgeskab til og fra valgstedet ved kommunalvalget for borgere uden netværk.
Røde Kors modtager 10 millioner fra A.P. Møller Fonden til modernisering af lærings- og oplevelsescenter4.11.2025 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
En ny generation af børn og unge skal rustes med håb, viden og handlekraft i en urolig tid. Med den generøse bevilling fra A.P. Møller Fonden kan Røde Kors nu løfte sit interaktive lærings- og oplevelsescenter til næste niveau
Kommuner i ny undersøgelse: Frivillige relationer styrker flygtninges integration3.11.2025 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Frivillige relationer har en tydelig positiv effekt på flygtninges integration, bl.a. dansk og beskæftigelse, vurderer landets kommuner i ny undersøgelse. Det glæder DRC Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors, der ser frem til et styrket samarbejde med kommunerne om at matche frivillige og flygtninge.
Vigtigere end nogensinde: Røde Kors samler 14 millioner kroner ind til nødhjælp5.10.2025 17:33:11 CEST | Pressemeddelelse
I en tid hvor mange lande skærer ned på den humanitære støtte, har danskerne i dag vist stor opbakning til mennesker i nød. Ved årets landsindsamling har Røde Kors indsamlet 14 millioner kroner. Det er en million kroner mere end sidste år
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum