Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Seksuel chikane på arbejdspladsen forbindes med højere risiko for hjerteproblemer og diabetes

Del

Ny forskning fra NFA viser, at der er øget risiko for hjertekarsygdom eller diabetes blandt medarbejdere, der har været udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen. Man kan dog ikke med sikkerhed konkludere, at chikanen er den direkte årsag.

Ny forskning viser, at det kan være forbundet med alvorlige konsekvenser for helbredet at blive udsat for seksuel chikane i forbindelse med arbejdet.
Foto: Getty Images

Sjofle vittigheder eller uønsket fysisk kontakt med seksuelle undertoner kan ikke blot føre til psykisk belastning og mentale helbredsproblemer, men muligvis også til alvorlige fysiske sygdomme.

En ny forskningsartikel fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at risikoen for hjertekarsygdom og diabetes er højere blandt medarbejdere, der har været udsat for seksuel chikane. 

Konkret er risikoen for hjertekarsygdom 1,25 gange højere blandt medarbejdere, som har været udsat for seksuel chikane, sammenlignet med risikoen hos medarbejdere, som ikke har været udsat. For type 2-diabetes er risikoen 1,45 gange højere. 

- Belastninger i det psykosociale arbejdsmiljø kan medføre ændringer i både kroppen – for eksempel frigivelse af stresshormoner, ændringer i blodtryk og risiko for betændelser – og i adfærden ved for eksempel dårlig søvn og usund spiseadfærd. Det kan øge risikoen for forskellige sygdomme. Den nye forskning viser, at seksuel chikane er en af faktorerne, som hænger sammen med en øget risiko for hjertekarsygdomme og diabetes, siger Reiner Rugulies, professor på NFA, som har medvirket til at udarbejde den nye forskningsartikel.

Resultaterne i forskningsartiklen er baseret på registerdata og spørgeskemabesvarelser fra 88.904 lønmodtagere i Sverige. Det vurderes, at resultaterne kan overføres til det danske arbejdsmarked. Undersøgelsen peger på en tydelig sammenhæng. Men da der er tale om et observationelt studie, kan det ikke påvises med sikkerhed, at det er chikanen, der forårsager sygdommene.

Ulig magtrelation forværrer situationen

Forskningen tyder også på, at problemet er mere alvorligt, hvis den uønskede seksuelle opmærksomhed kommer fra en kollega frem for fra en person uden for ens arbejdsplads. 

- Det ser ud til at være med til at forværre problemet, hvis der er tale om chikane fra en, man er i tættere relation til, eller hvis der er tale om en overordnet – for eksempel ens leder – hvor der er en ulige magtrelation, siger seniorforsker på NFA Ida E. H. Madsen, der står bag undersøgelsen.

Forebyggelse er afgørende

Meget forskning tyder på, at belastninger i det psykosociale arbejdsmiljø – som for eksempel seksuel chikane – kan udløse fysiske, psykiske og adfærdsmæssige stressreaktioner. Psykiske reaktioner kan for eksempel være depressive symptomer og dårligt psykisk velbefindende. 

Forskning fra NFA har tidligere vist, at medarbejdere, der udsættes for uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på arbejdet, har flere depressive symptomer end andre medarbejdere.

I 2022 lavede NFA den første danske nationale kortlægning af området, hvor det kom frem, at 22,2 procent svarer, at de har oplevet mindst en hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane inden for det seneste år.

- Seksuel chikane er forbundet med alvorlige følger i form af psykiske og fysiske sygdomme. Derfor er det vigtigt, at alle niveauer på arbejdspladsen tager problemet alvorligt med både en forebyggende indsats og en korrekt opfølgning, hvis der opstår en sag. Det er med til at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø, siger Ida E. H. Madsen.

FAKTA: 5 gode råd til at forebygge og håndtere seksuel chikane på arbejdspladsen

  1. Tag problemet alvorligt – også som ledelse: Det er afgørende, at ledelsen tydeligt signalerer, at seksuel chikane ikke accepteres. Skab en kultur, hvor alle føler sig trygge.
  2. Lav klare retningslinjer og politikker: Udarbejd skriftlige politikker, der definerer seksuel chikane og beskriver, hvordan I håndterer henvendelser på arbejdspladsen. Politikken skal være kendt og tilgængelig for alle.
  3. Inddrag medarbejderne i forebyggelsen: Involver både ledelse og medarbejdere i arbejdet med at identificere risikosituationer og drøfte, hvad god adfærd er. Det øger ejerskabet og fremmer en fælles forståelse.
  4. Sørg for trygge og klare indberetningsveje: Gør det nemt og sikkert at sige fra. Der skal være én eller flere tydelige kontaktpersoner, man trygt kan henvende sig til – både hvis man har været udsat for chikane og hvis man har været vidne.
  5. Følg op og lær af hændelser: Tag alle henvendelser alvorligt, følg op med passende handlinger og brug oplevelserne til at forbedre arbejdsmiljøet og forebyggelsen.

Læs mere om psykisk arbejdsmiljø og håndtering af seksuel chikane her.

På NFA er der også lavet en guide til, hvordan krænkende handlinger forebygges og håndteres. Materialet kan også benyttes på andre arbejdspladser. 

Om studiet

Forskningsartiklen er en del af NFA’s opbygning af viden om konsekvenserne af negative handlinger på arbejdspladsen. Forskningsartiklen baserer sig på spørgeskemabesvarelser fra 88.904 lønmodtagere i Sverige, der er sammenkoblet med registerdata om hospitalsbehandling. Data er indsamlet i 1995-2015. Der er anvendt et longitudinelt forskningsdesign, hvor alle personer, som er blevet diagnosticeret med de undersøgte udfald før de besvarede spørgeskemaet, er ekskluderet fra analysen.

Af artiklen fremgår det bl.a., at:

  • Risikoen for diagnosticeret hjertekarsygdom er 1,25 gange højere blandt medarbejdere, som rapporterer at have være udsat for seksuel chikane i de seneste 12 måneder sammenlignet med medarbejdere, som ikke har været udsat for seksuel chikane.
  • For type 2-diabetes er risikoen 1,45 gange højere blandt medarbejdere, som har været udsat for seksuel chikane, sammenlignet med andre medarbejdere.
  • Det vil sige, at hvis man følger to grupper, som er lige store, og hvor den ene gruppe har rapporteret seksuel chikane og den anden gruppe ikke har rapporteret seksuel chikane, vil der være 125 tilfælde af hjertekarsygdom blandt personer udsat for seksuel chikane for hver gang, der er 100 tilfælde blandt personer, der ikke har været udsat for seksuel chikane.
  • Sammenhængen mellem seksuel chikane og hjertekarsygdom og/eller type 2-diabetes er ens for mænd og kvinder.
  • Sammenhængen mellem seksuel chikane og hjertekarsygdom og/eller type 2-diabetes forstærkes, når chikanen udøves af overordnede eller kollegaer (intern chikane) sammenlignet med, når udøverne ikke er ansat på arbejdspladsen (ekstern chikane).

Resultaterne indikerer, at forebyggelse af seksuel chikane på arbejdspladsen muligvis kan bidrage til en reduktion af hjertekarsygdom og type 2-diabetes i befolkningen. Der findes en række videnskabelige artikler, som viser forøget risiko for mentale helbredsproblemer efter seksuel chikane, men der er mindre forskning, som belyser de mulige konsekvenser for medarbejderes somatiske helbred.

Sådan gjorde forskerne

Seksuel chikane blev i undersøgelsen målt ved to spørgsmål om, hvorvidt svarpersonen havde været udsat for seksuel chikane fra hhv. 1) ledere eller kolleger og 2) andre personer (fx patienter, klienter og elever).
Deltagerne svarede på spørgsmålene på baggrund af den følgende definition af seksuel chikane: Seksuel chikane refererer til uønskede tilnærmelser eller stødende henvisninger til det, der generelt er forbundet med seksuelle relationer.

Styrker og begrænsninger ved studiet

NFA vurderer, at resultaterne kan overføres til det danske arbejdsmarked. Risikoestimatet er statistisk signifikant, men da der er tale om en epidemiologisk undersøgelse med et observationelt design, kan det ikke med fuldstændig sikkerhed fastslås, om den højere risiko for hjertekarsygdom og type 2-diabetes er forårsaget af seksuel chikane.  

Kontakter

Om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker, formidler, uddanner forskere og rådgiver myndigheder for at bidrage til et sundt og sikkert arbejdsmiljø. 

NFA er en uafhængig sektorforskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet (BM) og den største forskningsinstitution på arbejdsmiljøområdet i Danmark. Vi vægter faglighed og nytænkning højt, og er anerkendt både nationalt og internationalt for at udføre forskning indtil højeste internationale niveau. Vi har næsten 200 videnskabelige publikationer årligt, og ca. 70 procent bliver offentliggjort i toptidsskrifter, der er relevante for NFA's forskningsområder.

Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye