Vejdirektoratet

Undersøgelser af jordbundsforhold i linjeføringen for den 3. Limfjordsforbindelse går i gang

Del

I denne uge går Vejdirektoratet i gang med de geotekniske undersøgelser på land for landanlæg ved fjordkrydsningen og en dalbro over Østerå. Arbejdet omfatter mere end 200 boringer, og vil stå på frem til sommeren 2026.

Vejdirektoratet gennemfører frem mod sommeren 2026 geotekniske undersøgelser på strækningen for den kommende 3. Limfjordsforbindelse. Foto: Vejdirektoratet.
Vejdirektoratet gennemfører frem mod sommeren 2026 geotekniske undersøgelser på strækningen for den kommende 3. Limfjordsforbindelse. Foto: Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet sætter gang i undersøgelserne nu, for at have så meget viden om jordbundsforholdene som muligt i arbejdet med projektering af motorvejen, og for at have så megen information som muligt med i et snarligt udbud til entreprenører.

”Det er et omfattende arbejde, vi sætter i gang nu. Vi skal have lavet mere end 200 planlagte geotekniske boringer og et endnu ukendt antal lagfølgeboringer til afgrænsning af blødbund i området. De dybeste boringer forventes at gå 40 meter under terrænniveau,” fortæller projektchef i Vejdirektoratet Inge Birkegaard Damsgaard, der er ansvarlig for tunnelbyggeriet under Limfjorden.

Sådan foregår arbejdet

Linjeføringen for den kommende 3. Limfjordsforbindelse er inddelt i fire delområder:

1: Østerå. 2: Mølholm. 3: Egholm. 4: Verdens Ende. (se vedlagte illustration)

Vejdirektoratet forventer, at der vil blive boret i alle fire områder samtidigt, og måske er det nødvendigt at undersøge enkelte delområder flere gange. Berørte lodsejere bliver adviseret om arbejdet inden det går i gang.

Beskyttede naturområder og forurenede områder

Vejdirektoratet kommer også til at foretage boringer i både beskyttede naturområder og i forurenede områder. I naturområder bliver arbejdet udført under størst mulig hensyntagen til områderne, for eksempel ved brug af køreplader eller borerigge på bælter. Generelt vil kørsel i områderne blive minimeret mest muligt.

”Der er blevet lavet en kortlægning af al beskyttet natur i området, og det skal vi naturligvis passe så godt på som muligt, når vi skal ud at foretage disse boringer. Der er blandt andet registreret rikær, orkideer, strandeng, og så er der diget på Egholm, som vi skal passe på,” siger Inge Birkegaard Damsgaard.

I delområde 2 og 4, som er forurenede områder, vil boremedarbejderne til tider være iklædt beskyttelsesdragter og åndedrætsværn. I begge områder bliver den opborede jord samlet i containere, der bliver opstillet nær borestederne. Vejdirektoratet opfordrer offentligheden til at holde sig på afstand af borearbejdet, mens det foregår.

”Vi har på forhånd kendskab til et aktivt slamdepot, spulefelt og en gammel asbestfyldplads, så derfor tager vi vores forholdsregler, både for dem der arbejder på stedet, og for de borgere der er ude og nyde naturen. Vi har sat skilte op på begge sider af fjorden, som informerer om, hvad vi er i gang med at undersøge,” forklarer Inge Birkegaard Damsgaard.

Vejdirektoratet har indgået aftale med borefirmaet Andreasen & Hvidberg med Franck- Miljø og Geoteknik som underleverandør. Man vil derfor kunne møde borerigge fra begge firmaer.

Kontakter

Billeder

Områdekort for geotekniske undersøgelser. Illustration: Vejdirektoratet.
Områdekort for geotekniske undersøgelser. Illustration: Vejdirektoratet.
Download

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye