Otte PFAS-sprøjtemidler bliver forbudt

Del

Miljøstyrelsen har truffet afgørelse om at tilbagekalde yderligere otte sprøjtemidler med PFAS-aktivstoffer. Dermed er alle 33 sprøjtemidler, der har været under fornyet vurdering, fordi de har vist udvaskning af det skadelige PFAS-stof TFA til grundvandet, blevet forbudt.

Otte sprøjtemidler indeholdende en række PFAS-aktivstoffer bliver nu forbudt. Det sker i forlængelse af, at Miljøstyrelsen i løbet af sommeren tilbagekaldte 25 andre PFAS-sprøjtemidler. Årsagen er, at der er fundet ny viden om, at aktivstofferne nedbrydes til trifluoreddikesyre (TFA), der udvasker til grundvandet, så der ikke længere er sikker anvendelse af sprøjtemidlerne.

Dermed er samtlige 33 sprøjtemidler, der på baggrund af ny viden fra GEUS har vist sig at udvaske det meget svært nedbrydelige og sundhedsskadelige stof TFA, blevet forbudt. I starten af juli blev de øvrige 23 stoffer tilbagekaldt. Kort efter tilbagekaldte Miljøstyrelsen yderligere to PFAS-sprøjtemidler.

Miljøminister Magnus Heunicke siger:

"Det skadelige stof TFA truer vores drikkevand, sundhed og miljø. Det kan vi ikke acceptere. Derfor forbyder vi nu samtlige sprøjtemidler med de seks PFAS-stoffer, der danner TFA. I 2023 udgjorde disse stoffer 28,2 procent af den samlede belastning fra sprøjtemidler i Danmark, og derfor er de her forbud afgørende for at værne om danskernes sundhed og vores dyrebare grund- og drikkevand.”

De 8 sprøjtemidler, der bliver tilbagekaldt, er: Teppeki, DFF, Afinto, Legacy 500 SC, Mateno Duo SC 600, Sempra SC, Evure Neo og Mavrik.

Fakta:

  • Grundlaget for tilbagekaldelsen er en rapport fra GEUS, som blev finansieret af Miljøstyrelsens program for bekæmpelsesmiddelforskning, der skal bidrage til at minimere brugen og utilsigtede virkninger ved anvendelsen af bekæmpelsesmidler. Her blev syv PFAS-aktivstoffer undersøgt, og fem af disse indgår i aktuelt godkendte sprøjtemidler i Danmark. Et sjette stof (flonicamid) er desuden inkluderet ud fra oplysninger om TFA-dannelse fra en igangværende revurdering af stoffet i EU.
  • TFA er vurderet som skadende for fostre og forplantningsevnen af de tyske myndigheder, og derfor skal stoffet overholde EU-kravværdien for udvaskning til grundvand. Derudover betegnes TFA som en PFAS-forbindelse, og stoffet er meget svært nedbrydeligt.
  • Sprøjtemidler, der indeholder de seks aktivstoffer, udgør, baseret på salgstal fra 2023, 28,2 procent af den samlede miljø- og sundhedsbelastning fra sprøjtemidler i Danmark. Det tager dog ikke højde for den belastning, som de nye undersøgelser viser. Der blev i 2023 brugt midler med i alt ca. 190 ton af de nævnte stoffer.
  • For sprøjtemidler, hvor der ikke er tilstrækkelige alternativer og hermed betydelige erhvervsøkonomiske omkostninger, er afviklingsfristen i henhold til EU-reglerne fastsat til udgangen af dyrkningssæson 2026, mens den for midler med alternativer er betydeligt kortere.
  • Miljøstyrelsen følger området tæt i samarbejde med resten af EU, hvor der også er et stort fokus på TFA og PFAS-sprøjtemidler. Danmark er det første land i Europa, der gør sprøjtemidlerne forbudt, og Sverige er ved at revurdere deres godkendelser af PFAS-sprøjtemidler. Andre EU-lande er underlagt samme regler, som Danmark, men tilbagekaldelse i andre lande vil bl.a. afhænge af, om landene har målt for TFA i vandmiljøet eller først skal gennemføre disse målinger.
  • Sprøjtemidler, der indeholder de fem PFAS-aktivstoffer fluazinam, fluopyram, diflufenican, mefentrifluconazol og tau-fluvalinat, er blevet revurderet på baggrund af undersøgelser udført af De nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) under Miljøstyrelsens program for bekæmpelsesmiddelforskning. GEUS har undersøgt, om sprøjtemidlers aktivstoffer, som indeholder en trifluormethyl-gruppe (CF3-gruppe), kan nedbrydes til TFA i landbrugsjord.
  • De konkrete sprøjtemidler anvendes bredt i landbruget, og tilbagekaldelsen af midlerne vil kunne have betydelige konsekvenser for dyrkningen af en række afgrøder. Miljø- og Ligestillingsministeriet er allerede i dialog med erhvervet for at identificere og opnå sikre alternativer til de konkrete midler.
  • Miljøstyrelsen beder også EU-Kommissionen om at igangsætte revurdering af alle PFAS-aktivstoffer, der potentielt kan danne TFA inkl. de fem yderligere PFAS-aktivstoffer, der indgår i godkendte sprøjtemidler i Danmark, så risikoen for udvaskning af TFA fra disse kan vurderes.

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Stor EU-aftale om vandmiljø: Flere krav til vandmiljøet og ny grænse for 25 PFAS-stoffer24.9.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse

På vegne af Rådet landede det danske formandskab tirsdag aften en politisk aftale med Europa-Parlamentet om skærpede krav til miljøfarlige stoffer i søer, vandløb, havet og grundvand. Aftalen indebærer, at der fastsættes en grænse for summen af koncentrationen for 25 forskellige PFAS-stoffer i vandmiljøet, og der sættes nye og skærpede grænseværdier for en lang række miljøfarlige stoffer.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye