UNFPA

Afgørende at investere i kvinders og pigers rettigheder og valgmuligheder, herunder adgang til prævention

Del

Reproduktiv handlefrihed - altså muligheden for selv at bestemme om og hvornår man vil have børn - er en grundlæggende menneskerettighed. Men for millioner af mennesker er denne rettighed stadig ikke opfyldt. Over hele verden oplever mennesker ikke planlagte graviditeter eller er ude af stand til at få de børn, de ønsker, hvilket har betydelig indvirkning på deres fysiske og mentale helbred. 

En mor holder sit barn, mens hun modtager information om prævention fra jordemoder Julie Masika på Turunga Health Centre i Goma, Nord-Kivu-provinsen.
En mor holder sit barn, mens hun modtager information om prævention fra jordemoder Julie Masika på Turunga Health Centre i Goma, Nord-Kivu-provinsen. © UNFPA DRC/Junior Mayindu

I dag er Verdens Præventionsdag. Det er en anledning til at sætte fokus på, at hvis de reproduktive rettigheder skal opfyldes, så må man i alle lande sikre pålidelig forsyning af prævention, valgfrihed mellem forskellige former for prævention i god kvalitet, samt at medicinsk korrekte oplysninger er tilgængelige for alle, overalt – hele tiden.

“Enhver kvindes ret til frit at vælge, om, hvornår og med hvem hun vil have børn, uden tvang, frygt eller fordømmelse, er grundlæggende”, siger Ulla Müller, direktør for UNFPA's nordiske repræsentationskontor. “Kun ved at sikre, at alle har adgang til fyldestgørende og objektive oplysninger om prævention og til prævention efter eget valg, kan vi sikre, at denne ret bliver opfyldt.”

Prævention redder liv

Cirka 1 i 10 kvinder kan ikke frit beslutte, om de vil bruge prævention eller ej. Disse rettigheder er endnu mere begrænsede i krisesituationer, hvor stærkt begrænsede sundhedsydelser kan få dødelige konsekvenser for kvinder, der er gravide eller skal føde. Over 60 procent af mødredødsfald - dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel - sker i lande, der er påvirket af ustabilitet eller konflikt. Her kan adgangen til prævention redde liv.  

Ved at forhindre ikke planlagte graviditeter skaber man en lang række fordele for alle. Ikke blot lavere mødredødelighed, men også forbedrede uddannelsesmuligheder og flere valgmuligheder i livet for kvinder og piger. Dette forandrer ikke kun deres liv - det styrker også deres familiers, lokalsamfunds og hele samfundets trivsel og økonomiske sikkerhed.

Alligevel er der på verdensplan 257 millioner kvinder, der ønsker at undgå graviditet, som ikke er beskyttet af en sikker, moderne præventionsmetode. Årsagerne hertil spænder fra manglende adgang til information om prævention til manglende støtte fra deres partnere eller samfund. Globalt er 50 % af alle graviditeter ikke planlagt, mens andre samtidig kæmper for at opfylde deres fertilitetsønsker.

“Overalt i verden er der kvinder og par, der kæmper for at blive gravide, når et barn er deres største drøm. Og overalt i verden er der kvinder, der er knuste over at være blevet gravide uden at det var planlagt - det vender fuldstændigt op og ned på deres liv og indsnævrer deres muligheder, hvis de ikke har adgang til sikker abort”, siger Ulla Müller. “At sikre valgfrihed og adgang - både når det gælder prævention, og når det gælder fertilitetsbehandling - er et vigtigt aspekt af at opfylde reproduktive rettigheder.”

Fremme af rettigheder, ligestilling og handlefrihed

Forbedret adgang til prævention skal ske med udgangspunkt i kvinders behov, deres rettigheder, valgmuligheder og i lighed. Dermed understøttes kvinders beslutninger, uanset om de ønsker at bruge prævention; og uanset om og hvornår de ønsker børn eller ej. 

I 2024 forebyggede prævention, som UNFPA støttede, 18 millioner ikke planlagte graviditeter, 7.5 millioner usikre aborter og 39.000 mødredødsfald. Alligevel er den globale finansiering af seksuel og reproduktiv sundhed faldende, hvilket direkte underminerer kvinders rettigheder, ligestilling og handlefrihed.

“Midt i de globale udfordringer vi står overfor i øjeblikket, er det endnu en gang kvinder og piger, der rammes hårdest, idet deres seksuelle og reproduktive sundhedsbehov ofte overses. For at skabe en verden med fred, retfærdighed og ligestilling er det afgørende, at vi investerer i kvinders og pigers rettigheder og valgmuligheder, herunder adgang til prævention”, siger Ulla Müller.

Nøgleord

Kontakter

About UNFPA:

UNFPA is the United Nations sexual and reproductive health agency. UNFPA’s mission is to deliver a world where every pregnancy is wanted, every childbirth is safe and every young person’s potential is fulfilled. UNFPA calls for the realization of reproductive rights for all and supports access to a wide range of sexual and reproductive health services, including voluntary family planning, quality maternal health care and comprehensive sexuality education.

www.unfpa.org 

Følg pressemeddelelser fra UNFPA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra UNFPA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye