Rudersdal Kommune

Ambitiøs budgetaftale styrker trivsel, læring, natur og fællesskaber

Del

Alle kommunalbestyrelsens partier i Rudersdal Kommune er enige om en budgetaftale for 2026-29. Budgetaftalen styrker børn og unges trivsel og læring med tiltag som to-voksenordninger i folkeskolen og senere skolestart. Natur og biodiversitet tilgodeses med bl.a. en ny Sølivspulje, og kommunens ejendomme og veje får et tiltrængt boost. Der er desuden aftalt en mindre nedsættelse af indkomstskatten.

Budgetaftalen tager afsæt i kommunens solide økonomi med god likviditet og strukturelle overskud, der bl.a. er et resultat af de senere års tætte økonomistyring og reduktion af administrative udgifter.

Borgmester Ann Sofie Orth siger:

Vi har indgået en ambitiøs budgetaftale, hvor alle partier tager ansvar. Tak til hele kommunalbestyrelsen for det. Aftalen hviler på et solidt økonomisk grundlag. Vi kan fortsætte styrkelsen af vores skoler, hvor særligt flere voksne i klasserne vil være et kæmpe løft til gavn for alle elevers læring og trivsel. Vores natur og de lokale fællesskaber på tværs af interesser og aldre får også en vitaminindsprøjtning. Og så glæder jeg mig over, at vi har kunnet prioritere en skattelettelse.”

Læs mere om budgetaftalen nedenfor.


Aftaleparterne siger:

Christoffer Buster Reinhardt, Det Konservative Folkeparti:
"Vi konservative er glade for, at vi for andet år i træk kan sænke grundskylden. Det er en klar konservative mærkesag, for det gør det lidt billigere at være boligejer. Samtidig har vi en stærk økonomi, der gør det muligt også at sænke skatten. Det er god borgerlig politik. Som far til to små børn glæder det mig særligt, at vi budgettet prioriterer børneområdet markant – både skolerne særligt beslutningen om at flytte skolestarten fra maj til august. Det giver de mindste mere tid i børnehaven og en bedre overgang til skolelivet."

Jens Kloppenborg-Skrumsager, Venstre:
”Venstre viser som altid ansvar for Rudersdal Kommunes økonomi. Vi kommer endelig videre med en tovoksen-ordning i vores folkeskoler, som især er rettet mod de klasser, der har udfordringer med larm og uro. Flere skolebøger glæder også Venstre. Vi skal arbejde hurtigt, hvis Birkerød Gymnasium skal blive en del af de nye Campusmiljøer, som regeringen har lagt planer for. Vi afsætter 400.000 kroner til forundersøgelser, som kan sikre, at pilen peger mod Birkerød. Med 300.000 kroner årligt til bådfarten på Furesøen og et fast driftstilskud på 500.000 til det frivillige arbejde i Vedbæk kulturhus, vil Venstre være med til at sikre og højne livskvaliteten i vores lokalsamfund. Venstre bakker naturligvis fuldt op om den skattelettelse, som budgetforligskredsen blev enige om, om end den er meget lille.”

Anette Mai Billesbølle, Socialdemokratiet: 
“Socialdemokratiet har sat et stort fingeraftryk på budgettet. Vi er tilfredse med, at skoler og specialområde løftes betydeligt. Det er godt med budget til biodiversitet, rene søer og grønne oaser i byrum og at Projekt ICE Hearts er imødekommet. Ældreområdet styrkes med reduktion af gæld, øget demensvejledning, kompetenceudvikling, genåbning af Teglportens café, Seniornyt og senioraftaler. Vi er tilfredse med, at der ses på ældretilbud, når sundhedsreformen er gennemført. Vi er tilfredse med, at Erhvervs og Beskæftigelsesområdets underfinansiering søges dækket af servicebufferen. Vi havde ønsket at holde skatten i ro.” 

Anne Christiansen, Lokallisten:
”I Lokallisten er vi især glade for, at vi fortsat prioriterer børnene. På daginstitutionsområdet etableres yderligere to nest-grupper. Der kommer lidt flere ressourcer til SFO og generelt til skolerne. Hertil en læseslystpakke. Skolestarten flyttes fra 1. maj til 1. august. De lidt ældre børn tilgodeses med en multibane ved Fløjen. Og for de endnu mere ældre er der sat penge af til café i Teglporten. Flere almene boliger kræver en kommunal grundkapital; dette er med i budgettet. Naturen tilgodeses med en sølivspulje til at forbedre tilstanden i søerne og biodiversiteten generelt.”

Court Møller, Radikale Venstre:
”I Radikale Venstre er vi særligt glade for, at vi fortsætter med at prioritere midler til børnene i vores skoler med indførelse af tovoksen-ordning, initiativer til at fremme læselysten og få skolebibliotekerne tilbage på alle skoler. Bøgerne skal fylde mere og iPad’en mindre, og vi er derfor glade for, at skolerne får midler til at sætte skabe op, så iPad’en kan blive på skolen. Det glæder os også, at vi fra 2027 rykker skolestarten tilbage til august. Og så sætter vi betydelige midler af til naturen og rene søer. Yderligere skal vi forbedre den kollektive transport, og vi har prioriteret yderligere midler til at forbedre trafiksikkerheden for cyklister. En god budgetaftale med mange radikale mærkesager.”

Christoffer Emil Jexen, Enhedslisten:
”I Enhedslisten har vi sat vores rød-grønne aftryk på aftalen. Vi styrker indsatsen for renere søer og bedre lokal busdrift. Folkeskolen løftes med flere to-voksen-ordninger, bedre normeringer i SFO’erne og skolestarten rykkes tilbage til august. Samtidig investerer vi i de lokale fællesskaber – Caféen i Teglporten kan genåbnes og Havarthigaarden, Vedbæk Kulturhus og Mantziusgården prioriteres, så flere kan blive en del af fællesskabet.”

Dorte Kollerup Nørbo, SF:
”SF glæder sig over resultaterne, hvor blandt andet SFO, skoler og kultur fik et løft. Musikskolens samarbejde med folkeskolerne blev gjort varigt, og visionerne for musikskolens samarbejde med Gl. Holtegaard understreget. Billedskolens mange elever fik et løft, og huskunstnerordningen fastholdt. Naturen fik et tiltrængt løft med sølivspuljen, samtidig med at vi fortsat har fokus på biodiversitet og klimahandlingsplan. Solceller på kommunale tage ser vi gerne, hvis lovgivningen tillader det.”

Søren Hyldgaard, Moderaterne: 
”Stort tillykke til borgmesteren og Det Konservative Folkeparti med en udviklende og robust budgetaftale. Som det eneste parti i valgforbund med Konservative, er vi i Moderaterne stolte af at have sat synlige aftryk på vandkvalitet, by- og vandliv, skoler, ældre, innovative samarbejde med andre kommuner, lavere skat og grundskyld samt en robust økonomi. Vi glæder os især over, at vores forslag om midler til trafiksikkerhed med cykelstier på Teglporten ved Føtex/Netto blev vedtaget. Samtidig sikrer Moderaterne med aftalen kr. 100 mio. i likviditetsreserve, så Rudersdal bevarer et stærkt varmeforsyningsselskab – en forudsætning for, at vi kun leverer økonomisk bæredygtige klimatiltag.”

Indholdet af budgetaftalen:

Hele budgetaftalen kan læses her - den indeholder bl.a.:

Flere voksne, mere læsning og senere skolestart

Med budgetaftalen fortsætter styrkelsen af folkeskolerne. Det er bl.a. ambitionen, at der over de kommende år kan være to voksne til stede i de fleste lektioner. Det vil styrke mulighederne for at deltage og trives for alle børn. Generelt har budgetaftalen et bredt fokus på børn og unges trivsel, læring og deltagelse – også når det gælder overgangen fra daginstitution til skole samt i SFO.

  • Der er i 2026 og frem ekstra midler til at løfte almenskolen. Når det almene tilbud bliver styrket og får læringsmiljøer, der skaber bedre muligheder for at alle kan deltage, er det desuden ambitionen over tid at kunne tilføre midler fra børnesocialområdet. Tilsammen skabes på den måde et massivt løft af den almene folkeskole over en årrække
  • Til styrkelsen af almenskolen og flere voksne omkring børnene tilføres 7,5 mio. i 2026 samt varigt 6 mio. kr. Disse midler supplerer eksisterende midler på skolerne til to-voksenordninger samt de midler, der over tid kan tilføres fra børnesocialområdet. Over en årrække skal der være to voksne til stede i de fleste lektioner – med plads til frihedsgrader på den enkelte skole.
  • De børn, der har særligt behov, skal have den hjælp, de har brug for. Der er aktuelt et højt antal børn, der har brug for specialiserede indsatser. Derfor tilføres 15 mio. kr. hvert år for at imødekomme dette behov.
  • Budgetaftalen sætter også ind på at styrke børn og unges lyst til at læse. For nylig viste en undersøgelse, at læselysten blandt børn og unge i Rudersdal falder drastisk hen over skoleårene. Derfor afsættes 3,75 mio. kr. i 2026 og derefter 4 mio. kr. årligt til en læsepakke, der bl.a. skal være med til at udmønte undersøgelsens anbefalinger om, hvordan vi højner læselysten blandt børn og unge. I denne sammenhæng genetableres skolebiblioteker på skolerne.
  • Med budgetaftalen ønsker partierne også at sikre en bedre overgang fra børnehave til skole. Med start i 2027 udskydes skolestarten fra maj til august. Dette afsættes der årligt 5,3 mio. kr. til fra 2027.
  • Der tilføres ekstra midler til øget normering i SFO. 1,25 mio. kr. i 2026 og 2,50 mio. kr. i årene efter.


Natur, biodiversitet og hjælp til søerne

Aftaleparterne lægger vægt på at værne om kommunens smukke natur og at øge biodiversiteten yderligere, ligesom der skal sættes ind over for nødlidende søer.

  • Der investeres betydelige beløb i at give søerne nyt liv. Der afsættes 1 mio. kr. årligt til overvågning af søernes tilstand, så de rigtige indsatser kan prioriteres. Samtidig etableres en ny Sølivspulje med 2 mio. kr. i 2026 og derefter 4 mio. kr. årligt. Denne skal sikre, at der er midler til konkret handling og til at føre anbefalingerne fra den nedsatte følgegruppe for Rent vand og sunde vandmiljøer ud i livet
  • For at videreudvikle Rudersdals grønne udtryk og biodiversiteten afsættes 400.000 kr. over to år til etablering af miniskove eller anden vild natur. Samtidig afsættes midler til at udskifte træerne i Birkerød Hovedgade.


Fællesskaber, oplevelser og byudvikling


Med budgetaftalen er der fokus på at understøtte de levende fællesskaber på tværs af kommunen. Det handler både om at give unge mennesker endnu flere muligheder for at udfolde sig i byrummet, at sikre fortsat udvikling af kommunens fantastiske kultur- og musikliv og at investere i byudvikling og fysiske rammer.

  • Der investeres i en multibane ved Fløjen, som er et af kommunens aktive ungemiljøer for alle fra 6. klasse og opefter
  • Flere udsatte børn og unge skal have mulighed for at blive en del af fritids- og kulturlivet. Derfor afsættes 1 mio. kr., over to år til at blive en del af det EU-støttede program ICE-Hearts, der arbejder med trivsel og mental sundhed gennem sport og fritidsaktiviteter.
  • Kulturhuse stimulerer de lokale fællesskaber. Derfor støtter budgetaftalen konkret op om Vedbæk Kulturhus’ overgang til at være foreningsdrevet, idet der bevilges midler over de kommende fire år til at dække kulturhusets husleje. Desuden skabes adgang til kulturoplevelser for endnu flere ved at øge tilgængeligheden til kulturhuset Havartigården for personer med handicap.
  • Musik- og Billedskolen har oplevet en glædelig succes. Der afsættes midler til en yderligere opgradering af skolen. Samtidig gøres det blomstrende samarbejde ml. musikskolen og folkeskolerne nu permanent. Projektet var oprindeligt finansieret med 500.000 årligt frem til 2026 – projektet gøres nu varigt fra 2027. Hertil kommer en engangsbevilling til indkøb af bl.a. instrumenter til musikskolen på 200.000 kr. i 2026.
  • Aftaleparterne ønsker at understøtte bådfarten på Vejlesø og Furesøen. Førsteprioriteten er, at det kan finansieres via fonde, men lykkes dette ikke, er der i budgettet afsat midler til, at bådfarten kan fortsætte.


Det gode ældreliv – og attraktive arbejdspladser i plejesektoren


Fællesskaberne skal også blomstre blandt de ældre. Dette vil aftaleparterne understøtte, ligesom de vil bidrage til, at det er attraktivt at arbejde i plejesektoren med blandt andet efteruddannelse og investeringer i trivsel.

  • For at understøtte de levende, lokale fællesskaber tilføres 500.000 kr. årligt til at give cafétilbuddet på Teglporten en ny chance. Cafeen skal drives af frivillige.
  • Der afsættes midler til at sikre, at Seniornyt igen kan udkommen som et trykt magasin. Dette skal i en digital verden sikre, at alle ældre har lige adgang til vigtig information.
  • Ældreområdet i Rudersdal skal være en attraktiv arbejdsplads. Derfor investeres 1,5 mio. kr. i 2026 til at skrue op for mulighederne for at komme på efter- og videreuddannelse, ligesom der afsætte 300.000 kr. til en trivselspulje.
  • For at styrke koordinationen mellem kommune og pårørende til borgere med demens afsættes midler til en ekstra demenskoordinator.
  • Der afsættes 1,5 mio. kr. til at nedbringe gæld på de plejecentre, der stadig kæmper med gammel gæld.


Bedre trafiksikkerhed og bedre busdrift


Budgetaftalen skal skabe endnu mere sikre og trygge veje og en endnu bedre busdrift.

  • For at styrke trygheden og sikkerheden på vejene i Rudersdal udmøntes årligt 2 mio. kr. til et løft af trafiksikkerhedspuljen med nogle særligt prioriterede områder i Birkerød og Nærum.
  • Der investeres i bedre service på kollektiv trafik med 1,5 mio. kr. til at øge busdriften fra 2027, dernæst 3 mio. kr. årligt. En forbedret betjening kan træde i kraft, når den nuværende bestilling af trafik udløber i anden halvdel af 2027.
  • Sikre skoleveje er også en vigtig prioritet. Derfor fremrykkes den planlagte forbedring af ankomst og parkering ved Søholmskolen, afdeling Bistrup, til 2026.


Boost til bygninger og veje – omfattende renovering


Mange bygninger og veje trænger til renovering. Med budgetaftalen vil parterne tage ansvar for at indhente et renoveringsmæssigt efterslæb og give et tiltrængt boost til kommunens bygninger og veje. Det kræver en langsigtet investeringsplan, og der afsættes i alt 56 mio. kr. i budgetperioden:

  • Renovering af bygninger: Der afsættes 7 mio. kr. i 2026 og i alt 36 mio. kr. i budgetperioden
  • Renovering af veje, fortove, kantsten og vejafvanding: Der afsættes 5 mio. kr. til dette i hvert af budgetårene, 20. mio. kr. i alt.
  • De solide investeringer skal sikre en langsigtet planlægning på tværs af alle områder, som udmøntes løbende på baggrund af en faglig vurdering.


Solid økonomi med plads til skattelettelse

Budgettet for 2026-2029 hviler på en sund økonomi med god likviditet og strukturelle overskud. For at fremtidssikre budgetmålsætningerne bliver målene for gennemsnitslikviditet og strukturelt overskud opskrevet med 5 mio. kr. om året i budgetperioden.

Konkret betyder det, at målet for gennemsnitlig likviditet stiger fra som minimum at udgøre 100-150 mio. kr. til som minimum at udgøre115-165 mio. kr. Målet for den strukturelle balance øges tilsvarende, så det strukturelle overskud som minimum skal udgøre mellem 175-225 mio. kr. i 2026, stigende til 190-240 mio. kr. i 2029.

På baggrund af den samlede økonomiske situation indeholder budgetaftalen en sænkning af skatten med 0,05 pct. til 23,47 pct. Hertil kommer en sænkning af grundskylden på 0,1 promille.

Budgetaftalen skal nu godkendes af kommunalbestyrelsen på møde den 8. oktober.

Kontakter

Christoffer Buster ReinhardtKommunalbestyrelsesmedlem

Arkitektur- og Byplanudvalget, Økonomiudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

Tlf:+45 51 26 99 26chrre@rudersdal.dk

Anette Maj BillesbølleKommunalbestyrelsesmedlem

Arkitektur- og Byplanudvalget, Klima- og Miljøudvalget, Organisering-rekruttering-fastholdelsesudvalget

Tlf:+45 72 68 10 72anebi@rudersdal.dk

Anne ChristiansenKommunalbestyrelsesmedlem

Økonomiudvalget, Klima- og Miljøudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Vedbæk-udvalget

Tlf:+45 20 40 52 48achri@rudersdal.dk

Court MøllerKommunalbestyrelsesmedlem

Klima- og Miljøudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Organisering-rekruttering-fastholdelsesudvalget

Tlf:+45 72 68 10 90court@rudersdal.dk

Søren HyldgaardKommunalbestyrelsesmedlem

Arkitektur- og Byplanudvalget, Klima- og Miljøudvalget, Organisering-rekruttering-fastholdelsesudvalget

Tlf:+45 72 68 10 73sohyl@rudersdal.dk

Links

Om Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye