Millionpulje åbner: 43,5 mio. kroner til at genoprette havnatur langs Danmarks kyster

Del

Kommuner og organisationer kan nu søge om støtte på op mod 12 mio. kroner til projekter, der bidrager til genopretning af havnaturen. Heunicke kalder puljen et ”vigtigt skridt for genopretningen af biodiversiteten i vores indre farvande”.

Det danske havmiljø er under pres. Særligt i de indre danske farvande, hvor levesteder er forsvundet, og arter som marsvin og torsk kæmper for at finde føde og skjul.

Derfor åbner Havnaturfonden nu, i samarbejde med Den Danske Naturfond, en ny pulje på 43,5 mio. kroner, der skal give et markant løft til genopretningen af havnaturen. Puljen giver mulighed for, at kommuner, lokale foreninger og organisationer kan søge støtte til konkrete genopretningsprojekter, der fremmer biodiversiteten og forbedrer levestederne i havet. Midlerne kan fx bruge på at genskabe stenrev, muslingebanker eller etablere ålegræs.

Det er aftalekredsen bag Havnaturfonden (S, V, M, SF, K, EL og RV), der har afsat 29 mio. kroner til puljen. Den Danske Naturfond har efterfølgende skudt yderligere 14,5 mio. kroner i puljen, så der samlet kan ansøges om 43,5 mio. kroner i 2025.

Kommuner, sammenslutninger af kommuner og private organisationer kan alle søge om midler fra puljen. Aftalekredsen bag Havnaturfonden har dog besluttet, at der i 2025 skal være et særligt fokus på projekter i Sejerø Bugt, Samsø Bælt, Sydfynske Øhav og Storebælt. Det er områder, hvor der har været massivt stenfiskeri, og hvor der derfor er behov for genopretning af havnatur.

”I årtier har vi ødelagt vigtige levesteder under havets overflade. Stenrev, ålegræs, muslingebanker og tangskove er forsvundet, og det har direkte konsekvenser for de kystnære fiskebestande og havpattedyr, der har mistet både fødesøgnings- og skjulesteder. Det er afgørende, at vi får vendt udviklingen og giver tilbage til havet. Puljen på 43,5 mio. kroner er et vigtigt skridt for genopretningen af biodiversiteten i vores indre farvande,” siger miljøminister Magnus Heunicke.

Den Danske Naturfond har i snart 10 år arbejdet med forbedring af naturen på land. Men havets natur har også brug for hjælp, og Naturfonden støtter derfor de nye naturprojekter på havet med 14,5 mio. kr.

”Naturfonden er med til at løse biodiversitetskrisen og sikre bedre klima og renere vand, både til lands og til vands. Derfor er jeg glad for, at Naturfonden er med til at give havets dyr og planter en hjælpende hånd. Det er vigtigt, vi sammen gør, hvad vi kan, for at forbedre den natur, vi alle gerne vil nyde nu og i fremtiden,” siger Bengt Holst, formand for Naturfonden.

Fakta:

Ansøgningspuljen er åben i perioden fra d. 22. september 2025 til d. 26. oktober 2025. Læs mere her om, hvordan du søger her.

Betingelser for at et projekt kan søge tilskud:

  • Projektet kan ansøge om at genoprette stenrev, biogene rev og/eller ålegræsbede
  • Projektet skal genoprette natur.
  • Der kan søges om 3-12 mio. kr.
  • Der skal udarbejdes en biologisk baseline

Ansøgninger vil blive prioriteret på baggrund af følgende faglige kriterier:

  • Genopretningspotentialet med henblik på at opnå størst mulig natureffekt
  • Projekternes modenhed med henblik på hurtigt at kunne påbegynde indsatsen
  • Planlægning og kompetencer
  • Geografisk placering inden for de prioriterede områder (Storebælt, Samsø Bælt og Sejerø Bugt samt Sydfynske Øhav)
  • Lokal inddragelse
  • Medfinansiering

Kommuner, sammenslutninger af kommuner og private organisationer kan søge om tilskud til marine naturgenopretningsprojekter. ”Private organisationer” dækker i denne sammenhæng over NGO’er, nonprofitorganisationer, interesseorganisationer m.v., men ikke over forskningsinstitutioner som fx universiteter. Privatpersoner eller virksomheder kan ikke søge denne tilskudspulje.

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljø- og Ligestillingsministeriet

Stor EU-aftale om vandmiljø: Flere krav til vandmiljøet og ny grænse for 25 PFAS-stoffer24.9.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse

På vegne af Rådet landede det danske formandskab tirsdag aften en politisk aftale med Europa-Parlamentet om skærpede krav til miljøfarlige stoffer i søer, vandløb, havet og grundvand. Aftalen indebærer, at der fastsættes en grænse for summen af koncentrationen for 25 forskellige PFAS-stoffer i vandmiljøet, og der sættes nye og skærpede grænseværdier for en lang række miljøfarlige stoffer.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye