H.M. Kongen spillede naturbingo og fangede frøer med børn
21.9.2025 16:47:23 CEST | Red Barnet | Pressemeddelelse
Smilene var store og spørgsmålene mange, da H.M. Kongen i dag kom på besøg i Red Barnets oplevelsesklub i Nykøbing Falster. Børn, forældre og frivillige hyggede sig sammen med Kongen, mens de samlede bænkebidere i skoven, fangede frøer i søen og lavede mad over bål. Det var første gang, Red Barnets mangeårige protektor oplevede børnerettighedsorganisationens aktiviteter på tæt hold efter at være blevet konge.

– Jeg får gåsehud! Er det virkelig den konge, der kommer? spørger en otteårig pige.
– Frederik, Frederik, hujer to drenge på fem og seks år, mens de hopper og klapper.
Det vakte stor glæde hos børn og forældre, da Red Barnets protektor, H.M. Kongen, i dag kom på besøg i en familieoplevelsesklub i Nykøbing Falster. Klubben er en del af Red Barnets lokalforening i Guldborgsund-Lolland, og cirka en gang om måneden arrangerer frivillige sjove og inkluderende aktiviteter for familierne i klubben – ofte i naturen.
I dag var der noget finere besøg end sædvanligt. Seks familier med 10 børn og seks forældre stod klar ved bålstedet, da den kongelige gæst ankom til Mysseskoven i Nykøbing Falster. Og begejstringen var stor hos både små og store. Hurtigt lagde den første generthed sig, og børnene kastede sig ud i aktiviteterne med Kongen.
Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, var også med på turen, og hun sætter stor pris på Kongens besøg.
– Det har kæmpe betydning for børnene og deres familier, at Kongen tager sig tid til at være sammen med dem og kaster sig så engageret ud i aktiviteterne. Det bringer stor glæde. For Red Barnet er det også vigtigt, at Kongen vil være med til at sætte fokus på vores arbejde med at sikre børnene et trygt fællesskab, nye venner og gode oplevelser, som de ellers ikke ville have fået. Dagens skovtur har uden tvivl været en oplevelse, som vil blive husket, siger generalsekretæren.
Stor anerkendelse af frivilliges indsats
Red Barnets forperson, Niels Lund, deltog også på turen, og det samme gjorde ni frivillige fra lokalforeningen, der står for at planlægge og afvikle aktiviteterne i blandt andet familieoplevelsesklubben. For dem var det kongelige besøg også af stor betydning.
– Uden vores fantastiske frivillige var der ingen aktiviteter for børn og familier. De frivillige er dedikerede og nærværende. Børnene mærker, at de vil dem, og at de bruger deres tid og kræfter på dem, fordi de har lyst og ikke, fordi de er ansat til det. Kongens besøg i dag er en stor anerkendelse af vores frivillige og deres vigtige indsats, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
En af dagens aktiviteter var naturbingo, hvor Kongen og børnene fik uddelt æggebakker med billeder af snegle, planter, kogler, fjer, bænkebidere og andre ting fra naturen, som de skulle finde. Snart var æggebakkerne levende af kriblende smådyr.
Undervejs holdt børnenes sig ikke tilbage med at stille spørgsmål til dagens kongelige gæst: Kører du selv bil? Hvordan holder I jul hjemme hos jer? Hvor tit besøger du din mor? Hvilket fodboldhold holder du med?
I Hjertesøen tæt på blev Kongen og børnene udstyret med fiskenet. Og der var god fangst: En kæmpe guldsmed i flotte farver, en lille frø, vandkalve, salamandere og rygsvømmere. For nogle kostede fangsten våde tæer. To piger i lyserøde tylskørt var godt forberedt i matchende gummistøvler, men fik hurtigt hænderne smurt ind i andemad.
Nærvær og højt til loftet
Aktiviteterne i Red Barnets 68 familieoplevelsesklubber landet over foregår ofte i naturen. Under åben himmel er der højt til loftet og rig mulighed for at lege og være nysgerrige og nærværende sammen – eller trække sig lidt, hvis der er brug for det. Naturen som ramme er derfor en løftestang for at skabe gode oplevelser og trivsel for børn og familier i udsatte positioner i mange af Red Barnets tilbud.
I familieoplevelsesklubberne laver familierne ofte mad over bål sammen, når de er udenfor, og sådan var det også under dagens besøg i Mysseskoven. Kongen hjalp børnene med at snitte rød peber og græskar til dhal, og efter retten have simret over bål, blev den spist sammen.
Dagens udflugt blev rundet af med gruppefotos, highfives og en stor tak for en dejlig formiddag sammen. Da den kongelige gæst var sendt godt af sted, fejrede børn, forældre og frivillige dagens festlige overraskelse med børnechampagne og flødeboller.
Red Barnets generalsekretær var meget tilfreds med besøget:
– Det har været en dejlig dag. Kongens engagement som protektor gennem mange år har stor betydning for Red Barnet og giver en uvurderlig mulighed for at sætte fokus på vores arbejde med at sikre børns rettigheder og skabe gode børneliv, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Kongen har siden 2002 været protektor for Red Barnet. Gennem årene har Kongen fulgt Red Barnets arbejde både i Danmark og ude i verden, og dagens besøg var det femte i en familieoplevelsesklub – men det første som konge.
Fakta: Red Barnets familieoplevelsesklubber
• Red Barnet har 68 familieoplevelsesklubber over hele landet, som er forankret i 48 lokalforeninger.
• Klubberne er et tilbud for familier med børn på 5-12 år, der er i en udsat position på grund af blandt andet økonomiske, helbredsmæssige eller sociale årsager. Familierne er indstillet til tilbuddet af en fagperson.
• I klubberne deltager mere end 1.500 børn og cirka 1.000 forældre – fordelt på cirka 700 familier.
• Klubberne drives af cirka 500 frivillige. Cirka en gang om måneden arrangerer de frivillige oplevelsesture og aktiviteter, der har til formål at give familierne bedre trivsel gennem positive oplevelser, et trygt fællesskab og nyt netværk.
Billeder fra Kongens besøg i familieoplevelsesklubben i Red Barnets lokalforening Guldborgsund-Lolland kan downloades her: https://we.tl/t-gQRg5nLiwT
Foto: Cathrine Hasholt/Red Barnet
Kontakter
Gitte Bank de ThurahPresseansvarlig
Tlf:2155 2045gbj@redbarnet.dkBilleder

Links
Om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og 116 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Red Barnet slår alarm: Millioner af børn sulter i Afghanistan, mens hjælpen svinder ind15.8.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nedskæringer i nødhjælp og udviklingsbistand har tvunget hundredvis af sundhedsklinikker til at lukke i Afghanistan. Samtidig stiger antallet af børn med akut underernæring. FN forventer, at 3,7 millioner børn under fem år vil lide af akut underernæring i 2026.
Red Barnet og Arla Fonden giver udsatte familier en sommer fyldt med madglæde og smag for fællesskab15.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Arla Fonden giver Red Barnets frivillige mulighed for at tilbyde børn og familier lejre med fokus på at opleve, lære og lave sund mad sammen i sommerferien. Lejrene skal være med til at øge madglæden hos udsatte familier og inspirere til gode og sunde madvaner.
Red Barnet sender 1.300 børn og forældre på ferielejr: For mange er det årets eneste store ferieoplevelse3.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I 2026 forventer Red Barnet at sende næsten 1.300 børn og forældre på ferielejr. Det er samme niveau som rekordåret 2024. Lejrene bliver afholdt af omkring 350 frivillige og er med til at skabe enestående sommerferieminder for børn, der ellers ikke ville opleve meget denne sommer.
Millioner af børn sulter i Sydsudan: Stor bevilling skal redde liv og hjælpe familier i verdens yngste land17.6.2026 08:52:33 CEST | Pressemeddelelse
Over det næste år kommer titusinder af familier i Sydsudan til at modtage hårdt tiltrængt støtte, når en afgørende indsats ledet af Red Barnet bliver udvidet betragteligt. Over 120.000 mennesker kommer til at få glæde af projektet, der støttes med over 80 millioner kroner af EU
Flere børn får ferie og fællesskab med støtte fra Salling Fondene4.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere børn og familier i udsatte positioner får nu mulighed for at komme på lejr eller deltage i Red Barnets klubber. Det sker, efter at Red Barnet har modtaget 1,9 millioner kroner fra Salling Fondene. Donationen skal sikre, at endnu flere børn og familier bliver en del af trygge fællesskaber, der giver gode relationer og styrker trivslen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum