Sparta Atletik og Løb

Skolebørns VM-billet skal motivere og inspirere til bevægelse og fællesskab

Del

Knap 200 skolebørn løb sig i dag til en VM-billet, som de skal indløse om præcist et år, hvor det vil vrimle med både verdensstjerner og op mod 65.000 deltagere, når der afholdes verdensmesterskaber i landevejsløb i København.

Alle elever til One Year to Go-stafetten i Fælledparken fik en særlig præmie med hjem, nemlig et gratis startnummer til VM One Mile (1,609 km), som afvikles i København den 19. september 2026.
Alle elever til One Year to Go-stafetten i Fælledparken fik en særlig præmie med hjem, nemlig et gratis startnummer til VM One Mile (1,609 km), som afvikles i København den 19. september 2026. Marta Siljudottir Sparta Atletik & Løb

Fælledparken summede af energi, da 188 skolebørn fra Institut Sankt Joseph, Strandvejskolen og Guldberg Skole fredag formiddag deltog i VM One Year To Go-løbet.

Eleverne dystede i en stafet, hvor hver deltager løb 400 meter, og alle elever fik en særlig præmie med hjem, nemlig et gratis startnummer til VM One Mile (1,609 km), som afvikles i København den 19. september 2026.

VM, der officielt hedder World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26, har potentiale til at blive det største deltagerevent nogensinde på dansk jord med op mod 65.000 deltagere.

”Som en moderne storby skal København selvfølgelig tiltrække store sportsevents, som både aktiverer og inspirerer. Derfor er jeg også meget glad for, at byens børn får mulighed for at blive en del af VM i løb om præcis et år. Det bliver så stort, når verdenseliten kommer til København med op mod 65.000 løbere på forskellige distancer,” siger overborgmester Lars Weiss.

”I dag har skoleeleverne taget de første skridt mod VM i halvmaraton, og med det kan vi for alvor begynde nedtællingen til den største løbefest nogensinde i København. Jeg håber, at oplevelsen har givet dem blod på tanden, for om et år står byen klar til at byde dem tilbage sammen med både verdensstjerner og tusindvis af motionsløbere til et mesterskab, som vil samle hele byen,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard.

VM skal efterlade aftryk
Dagens stafet for skolebørnene udgjorde samtidig en del af aktiveringsindsatsen, Vejen til VM, der skal skabe gode, langsigtede aktiveringer for forskellige målgrupper som følge af VM-værtskabet. Indsatsen drives af en af aktørerne bag VM, forbundet Dansk Atletik, og her glæder man sig over at kunne bruge VM til at inspirere og aktivere de unge:

”VM i København handler ikke kun om at tiltrække verdens bedste løbere – det handler lige så meget om, hvordan vi kan bruge mesterskabet til at inspirere og engagere næste generation. One Year to Go-løbet er et godt eksempel på, hvordan vi kan åbne dørene til idrætten og give børnene et positivt møde med løb og fællesskabet omkring det. Målet er, at VM skal efterlade et aftryk, der rækker ud over selve mesterskabsdagene og styrker løbekulturen- og klubberne i Danmark langt ind i fremtiden,” siger Sofie Amdisen Andersen, projektleder i Dansk Atletik.

Stor international løbefest i vente
Aktiveringen af skolebørnene markerer ét års-optakten til VM. Til eventet vil den absolutte verdenselite på de tre løbedistancer føre an i det, der bliver en international løbefest med tusindvis af deltagere og tilskuere fra hele verden.

”Det første skridt blev taget med VM Halvmaraton i 2014, og siden da har Danmark manifesteret sig som en innovativ og stærk løbenation. Danmark kan både udvikle og afvikle internationale mesterskaber i verdensklasse – og samtidig tænke nyt og engagere både eliten og motionister. I dag løb 188 skolebørn fra lokale skoler om kap om VM-deltagelse i One Mile næste år.  Med VM One Mile, 5 km og halvmaraton i 2026 fortsætter forberedelserne i højt tempo. Med et år igen skal vi stadig tage mange, mange skridt og vi glæder os sammen med Dansk Atletik, Sparta og Københavns Kommune/Wonderful Copenhagen til at indbyde til en veritabel folkefest i hjertet af København,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Også Wonderful Copenhagen ser frem til en event for både københavnerne og internationale løbeturister.

“Hovedstaden har opbygget et rigtig stærkt løbebrand internationalt, og det ses tydeligt, når der afvikles store løbeevents som fx sidste uges halvmaraton, der formår at tiltrække de bedste atleter samt løbeentusiaster fra hele verden. Vi arbejder på, at events skal skabe bred værdi, så vi glæder os over, at VM i halvmaraton næste år allerede nu favner både internationale gæster og lokale borgere,” siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Løbefest på alle tre distancer
Både lørdag og søndag i VM-weekenden vil byde på en sand løbefest. Og når løberne på alle tre distancer kommer i mål, kan de se frem til at mødes med venner og familie i det såkaldte Runners Area i Fælledparken lige ved målstregen.

Runners Area bliver det store hjerte for løbefesten, siger arrangøren:

”Vi har rigtig gode erfaringer med at have et stort Runners Area, hvor løberne mødes – ikke bare med hinanden, men også med familie og venner efter løbet. Både lørdag og søndag i VM-weekenden kommer området til at summe af liv med masser af aktiviteter, musik, boder med mad og drikke, og generelt en rigtig god stemning,” siger eventchef i Sparta Atletik & Løb, Lars Nissen.

Halvmaraton-distancen blev udsolgt i lotteri tidligere på året, men det er stadig muligt at tilmelde sig 5 km og One Mile, der bliver afholdt lørdag den 19. september 2026 på to festlige og intense ruter på Østerbro.

Se mere om VM: https://worldathletics.org/da/competitions/world-athletics-road-running-championships/copenhagen26

Fakta om VM 2026

  • VM finder sted d. 19.-20. september 2026 i København
  • Verdensmestrene kåres på distancerne: Halvmaraton, 5 km og One mile (1,609 km)
  • VM’s officielle navn er: World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26
  • Verdenseliten deltager – og distancerne er også åbne for alle interesserede løbere
  • VM i 5 km og One mile finder sted lørdag d. 19. september 2026
  • VM i halvmaraton finder sted søndag d. 20. september 2026
  • Startnumre til halvmaraton blev udsolgt i lotteri tidligere på året
  • Startnumre til 5 km og One mile er tilgængelige i åbent salg via hjemmesiden – klik her
  • Følg VM på Facebook og Instagram @wrrccopenhagen26
  • World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26 afholdes for World Athletics af Dansk Atletik og Sparta Atletik & Løb i samarbejde med Københavns Kommune, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Sparta Atletik & Løb

Sparta Atletik & Løb er Danmarks førende løbe- og atletikklub med over 2.200 medlemmer og en af Europas største løbsarrangører af events som Copenhagen Half Marathon, Copenhagen Marathon, DHL Stafetten København og Copenhagen Athletics Games. 

Sparta Atletik & Løb er baseret ved Østerbro Stadion. Her driver vi Danmarks største atletikklub båret af en passioneret trænerstab og et inspirerende træningsmiljø fra børnenes sandkassehold til internationalt eliteniveau. 

I vores løbeafdeling tilbyder vi daglig løbetræning på mere end 20 forskellige træningshold. Her mødes, trænes og inspireres løbere på alle distancer og alle niveauer – fra nybegynderen og den sociale motionsløber til Danmarks allerhurtigste løbere.

Følg pressemeddelelser fra Sparta Atletik og Løb

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sparta Atletik og Løb

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye