Guldborgsund Kommune

Syv plejehjemspladser til borgere med særlige behov

Del

Et stigende behov for specialiseret, sundhedsfaglig støtte gør nu, at Guldborgsund Kommune opretter syv plejehjemspladser til borgere, der har brug for en plejebolig, hvor den sundhedsfaglige og socialpædagogiske indsats går i hånd i hånd.

De syv nye pladser etableres i allerede eksisterende lokaler. Foto: Ingrid Riis Hovgaard
De syv nye pladser etableres i allerede eksisterende lokaler. Foto: Ingrid Riis Hovgaard

Når du hører ordet plejehjem, hvem tænker du så på? De fleste tænker nok på en ældre slægtning, der ikke længere magter at blive boende i eget hjem. Men sådan er det ikke altid længere. I stigende grad oplever Guldborgsund Kommune et stigende antal udfordringer med borgere på det specialiserede socialområde, som i takt med øget levealder og livsstilssygdomme har et markant behov for sundhedsfaglig støtte.  

Det kan være borgere med udviklingshæmning, demens, psykiatriske lidelser eller en række andre udfordringer, som i fremtiden vil kunne få glæde af det nye tilbud.  

”Vi oplever heldigvis, at folk med særlige behov lever længere. Men det betyder også, at vi som kommune bliver nødt til at ændre i vores tilbud, så de passer til borgerne. Det er ikke kun børn og unge, der har særlige behov, det er også blandt voksne og ældre; og det er derfor, vi opretter syv plejehjemspladser til borgere med en social profil,” forklarer Britta Lange, formand for Socialudvalget i Guldborgsund Kommune.  

På tværs af udvalg 

Det er ikke kun i Socialudvalget, man glæder sig over oprettelsen af det nye tilbud. Det har skabt lige så megen begejstring i Ældre- og Omsorgsudvalget.  

”Etableringen af de syv plejehjemspladser med social profil sker i et samarbejde mellem Center for Trivsel & Social Indsats og Center for Sundhed & Omsorg – det er noget, der ligger begge vores udvalg på sinde. Oprettelsen af disse pladser vil sikre en mere målrettet indsats, reducere stigmatisering og skabe bedre livskvalitet for borgerne. Samtidig vil det frigive kapacitet på eksisterende botilbud og understøtte kommunens strategi om at tilbyde egne borgere relevante tilbud lokalt,” udtaler Johannes Kristensen, formand for Ældre- og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune.  

Med etablering af plejehjemspladser med social profil i Guldborgsund Kommune sikres medborgerne inden for målgruppen at blive i nærområdet tæt på familie og omgangskreds i takt med, at de bliver ældre. 

I eksisterende lokaler 

Plejehjemspladserne oprettes i første omgang på Kaj Munksvej 51 i Nykøbing med tilknytning til det allerede eksisterende plejehjem Sømarken. Boligerne, der tidligere har været anvendt som døgnpladser på socialområdet, står p.t. ledige og kan med nogle få bygningsmæssige ændringer relativt let indrettes til formålet. 

”Med beslutningen om at oprette syv plejehjemspladser med en social profil viser vi, at fællesskabet rækker ud til alle – også de mest udsatte. Vi tager ansvar på tværs af områder og på tværs af udvalg, fordi vi tager udgangspunkt i, at mennesker ikke kan puttes i kasser. Det handler om at sikre trygge og værdige rammer for borgere, der både kæmper med sociale udfordringer og har behov for pleje og omsorg,” lyder det fra Kathrine Brønnes, næstformand i Ældre- og Omsorgsudvalget.  

Der etableres 7 pladser i første fase, der forventes taget i brug senest den 1. januar 2026. Der vil efter etableringen blive foretaget en vurdering af en eventuel udvidelse med yderligere pladser. Behovet for pladserne forventes at stige i de kommende år.  

”Vi er i Socialudvalget meget glade for, at der nu sættes et særligt fokus på borgere, der hidtil kan være faldet lidt mellem to stole. Vi mener, alle borgere i Guldborgsund Kommune fortjener et værdigt og indholdsrigt liv, og nu kan vi tilbyde syv særlige plejehjemspladser, hvor den sundhedsfaglige og socialpædagogiske indsats går hånd i hånd, hvilket vil komme disse borgere til gode,” udtaler Bente Lerche-Thomsen, næstformand i Socialudvalget.  

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye