Nye afgørelser præciserer reglerne for håndværker- og servicefradraget
Skatterådet har i en række nye afgørelser afgjort, om der kunne opnås håndværker- og servicefradrag eller ingen af delene. Det understreger, hvor vigtigt det er at være helt sikker på, hvilke ydelser der faktisk giver ret til fradragene.

Håndværkerfradraget blev genindført i 2025 i en mere ”grøn” udgave med mulighed for at få fradrag for energibesparende foranstaltninger.
I 2025 er håndværkerfradraget på 8.600 kr. pr. person og gives kun på arbejdslønnen, så husk at få den specificeret på fakturaen. Hvis der er to i husstanden, er fradraget i alt på 17.200 kr. i 2025, svarende til en skattebesparelse på ca. 4.300 kr. Servicefradraget er op til 17.500 kr. pr. person i 2025.
I 2026 er håndværkerfradraget umiddelbart fastsat til 9.000 kr. pr. person og servicefradraget til 18.300 kr. pr. person.
”I praksis kan det være svært at finde ud af, om man kan få håndværker- eller servicefradrag, medmindre det ”klokkeklart” fremgår af reglerne. Et godt eksempel er, at man kan få håndværkerfradrag på service af varmepumper, men ikke på ventilationsanlæg - det kan nok være vanskeligt at forstå. Det er vigtigt at sætte sig godt ind i reglerne, så man ikke indberetter noget forkert til Skattestyrelsen. Man kan dog spørge skattemyndighederne, som det også er sket i de nye sager,” forklarer Søren Bech, skatteekspert i PwC.
Skatterådet har på det seneste taget stilling til tre sager om håndværker- og servicefradrag for forskellige ydelser og investeringer. Her er et overblik over de seneste afgørelser.
Selvstændigt husbatteri
Skatterådet har afgjort, at håndværkerfradraget ikke kan bruges på et ”selvstændigt” husstandsbatteri. Det vil sige et batteri, der ikke er tilsluttet et solcelleanlæg. Håndværkerfradraget gives fortsat på arbejdslønnen ved installation af et solcelleanlæg og et sammenhørende husstandsbatteri.
Ønsket med det ”selvstændige” husstandsbatteri var at lagre energi fra elnettet, når strømmen var billig, og så bruge strømmen, når den var dyrest. Investeringen skulle også forøge energieffektiviteten i private hjem og dermed potentielt mindske behovet for fossile kraftværker som reserve.
Det påvirkede dog ikke afgørelsen, da Skatterådet alene forholdt sig til, hvad der står i bestemmelsen, nemlig at kun ”Installation, reparation eller udskiftning af solceller, herunder i kombination med batteri” giver mulighed for håndværkerfradrag.
”Selvom man kan have stor forståelse for ønsket om at reducere sine udgifter til energi ved at lagre energien, når den er billigst, og bruge den senere i spidsbelastningerne, så giver de nuværende regler for håndværkerfradrag ikke mulighed for det,” siger Søren Bech.
Service på ventilationsanlæg
I en anden ny afgørelse har Skatterådet vurderet, om det er muligt at få håndværker- eller servicefradrag for service på ventilationsanlæg, ventilationsrens inkl. mekanisk rensning af ventilationskanaler, indregulering af ventiler samt mindre reparationer af ventilationsanlæg i private boliger.
Skatterådet godkendte hverken service- eller håndværksfradrag, fordi ydelserne ikke blev anset for at være ”almindelig dagligdags rengøring”, der er omfattet af reglerne for servicefradrag. Ydelserne blev heller ikke vurderet til at være installation, reparation eller forbedring af ventilation og kunne dermed ikke give håndværkerfradrag.
Skatterådet fandt dog, at der kunne gives håndværkerfradrag for arbejdsløn i forbindelse med reparation af ventilationsanlægget.
Service på varmepumper
Endelig har Skatterådet i en anden afgørelse taget stilling til, om servicering af luft til luft- og luft til vand-varmepumper er omfattet af servicefradraget eller det ”grønne” håndværkerfradrag.
Skatterådet afgjorde, at der ikke kunne gives servicefradrag for denne service, da den ikke blev ansat for at være ”almindelig dagligdagsrengøring”. Samme konklusion kom Skatterådet også frem til i 2022.
Skatterådet fandt dog, at service på varmepumper er omfattet af det "grønne" håndværkerfradrag. Det skyldes, at de ydelser, der står nævnt i reglerne, kun er eksempler og ikke en fuldstændig liste. Derfor kan service på varmepumper også give ret til det "grønne" håndværkerfradrag.
Skatterådet bekræftede også, at beløbene i forespørgslen typisk kunne anses som arbejdsløn. Det skyldes, at udgifterne til materialer, planlægning og koordinering blev anset for at være minimale.
”Der er en stor interesse for service- og håndværkerfradraget, så i fremtiden må vi også forvente, at der løbende vil være sager hos skattemyndighederne om, hvorvidt man kan få det høje servicefradrag eller det lavere håndværkerfradrag, eller ingen af delene,” afslutter Søren Bech.
Nøgleord
Kontakter
Trine TapdrupPressekonsulent, PwC
Tlf:60577067Tlf:60577067trine.tapdrup@pwc.comOm PwC
I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er ca. 2.800 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi 328.000 PwC'ere i 152 lande, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er.
Succes skaber vi sammen …
Følg pressemeddelelser fra PwC
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PwC
Skattemyndighederne præciserer: Disse reparationer giver ret til fradrag23.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nu har Skattemyndighederne præciseret reglerne for, hvilke reparationer af hårde hvidevarer der giver ret til servicefradrag.
Investorer efterspørger investeringer i transformation og vægter samtidig stabilitet og modstandsdygtighed højt19.12.2025 11:09:04 CET | Pressemeddelelse
9 ud af 10 investorer efterspørger øgede investeringer i teknologisk transformation – og vægter samtidig stabilitet og modstandsdygtighed overfor bl.a. cyberrisici og geopolitiske ændringer højt. Det viser PwC’s Global Investor Survey 2025.
Får du restskat for 2025? Nu er renten fastsat16.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Skattevæsenet har fastsat dag-til-dag-renten for restskat for 2025. For de fleste er det bedst at betale restskatten inden udgangen af 2025 for at undgå at betale høje renter, lyder opfordringen fra PwC’s skatteekspert.
Færre danskere vil skifte job det næste år15.12.2025 09:57:02 CET | Pressemeddelelse
Jobsikkerhed er det vigtigste parameter i danskernes arbejdsliv lige nu. Samtidig planlægger færre at skifte job eller få en lønforhøjelse de næste 12 måneder end året før. Det viser en ny analyse fra PwC af det danske arbejdsmarked i 2025.
Disse skattefrister skal du huske inden årets udgang11.12.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Der kan være meget at se til op til julen. Men midt i juletravlheden er det vigtigt at huske de særlige skattefrister inden udgangen af 2025, hvis du er omfattet af dem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum