Planen er klar for efterårets vaccination mod covid-19 og influenza - særlig indsats skal få endnu flere med
10.9.2025 06:00:00 CEST | Sundhedsstyrelsen | Pressemeddelelse
Efterårets vaccinationsindsats mod covid-19 og influenza begynder den 1. oktober og løber frem til den 20. december. Tilslutningen er høj generelt, men nogle borgere har ikke været så godt dækket ind. Dem laver Sundhedsstyrelsen en særlig indsats for i år.
Allerede fra i dag vil de første borgere på 65 år og derover modtage en invitation til sæsonvaccination i Digital Post. I løbet af september får resten af gruppen en invitation enten digitalt eller som fysisk brev.
Sæsonvaccinationerne har stor tilslutning i Danmark, men der er stadig områder, hvor tilslutningen kan blive endnu bedre. Sundhedsstyrelsen vil i år gøre en særlig indsats for at øge tilslutningen blandt udsatte borgere, der kan være sværere at nå med de brede kampagner.
”Vi ser en høj tilslutning til sæsonvaccination, men vi ved også, at nogle mennesker er sværere at nå med vores vaccinationstilbud. Derfor vil vi i år tilpasse indsatsen, så tilbuddet i højere grad imødekommer særligt udsatte borgere i områder med en lav vaccinationsdækning, så flere får gavn af tilbuddet", siger enhedschef Kristine Moll Harboe.
Kristine Moll Harboe tilføjer, at vi også i år anbefaler, at alle på 65 år eller derover bliver vaccineret mod covid-19 og influenza, fordi alder er den største risikofaktor for at få et alvorligt sygdomsforløb, hvis man bliver smittet.
Er man under 65 år og har en kronisk sygdom – som KOL, astma eller en hjertekarsygdom – eller en anden tilstand, der øger risikoen for at få et alvorligt forløb med influenza eller covid-19, kan man også blive vaccineret gratis. Man modtager ikke en invitation, men kan fra den 29. september selv bestille tid på www.vacciner.dk.
Gravide anbefales fortsat vaccination mod influenza – men ikke mod covid-19
Gravide i 2. og 3. trimester anbefales vaccination mod influenza. Derimod anbefales raske gravide i år ikke at blive vaccineret mod covid-19. Det skyldes, at graviditet i sig selv ikke længere vurderes at være en selvstændig risikofaktor for at få et alvorligt sygdomsforløb med covid-19. Gravide med kronisk sygdom eller en tilstand, der udgør en risiko, anbefales dog fortsat at blive vaccineret på linje med andre i øget risiko under 65 år.
Vaccinationerne foregår i regionale centre og hos udvalgte klinikker
Man kan blive vaccineret i regionale vaccinationscentre og udvalgte vaccinationssteder hos Danske Lægers Vaccination Service.
Man kan bestille tid på www.vacciner.dk. Her kan man også se adresserne på de nærmeste vaccinationssteder.
Borgere, der ikke kan forlade deres bolig på grund af fysiske eller psykiske udfordringer – og heller ikke med ledsagelse – eller bor på plejehjem, kan modtage et udkørende vaccinationstilbud.
Efterårets vaccinationsindsats er tilrettelagt i et samarbejde mellem regionerne, kommunerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Vacciner i programmet for sæsonvaccination
I årets vaccinationsindsats tilbydes en variantopdateret covid-19 vaccine, som er godkendt og anbefalet af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).
Borgere på 70 år og derover bliver tilbudt en styrket influenzavaccine, der øger virkningen og dermed beskytter bedre mod indlæggelser blandt de ældste.
Kontakter
Kontakt presse (modtager ikke SMS)
Tlf:7222 8510presse@sst.dkLinks
Om Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsens opgave er at fremme folkesundheden og skabe gode rammer for sundhedsvæsnet i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Sundhedsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen: Det er vigtigt at beskytte sig mod sexsygdomme4.2.2026 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Mange unge ved ikke nok om sexsygdomme. Derfor modtager videregående- og ungdomsuddannelser i denne uge plakater og en video, der skal minde de unge om at beskytte sig selv og deres partner(e) mod sexsygdomme.
Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at alle, som omtaler selvmord eller selvmordstanker, klart og ensartet viser muligheder for hjælp.2.2.2026 14:30:00 CET | Pressemeddelelse
Rådet for Selvmordsforebyggelse og Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at alle medier og organisationer, som omtaler selvmord, fremover bruger to nye tekster i sammenhæng med omtalerne.
Nye materialer om opioider skal hjælpe fritidsklubber og foreninger1.2.2026 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvad gør man som træner, leder eller bestyrelsesmedlem, hvis man bliver bekymret for, om en ung eksperimenterer med eksempelvis opioider? Det kan være svært at håndtere, og derfor lancerer Sundhedsstyrelsen sammen med Social- og Boligstyrelsen nu en række nye, gratis materialer om opioider og andre rusmidler.
Nyt forum skal koordinere sundhedsberedskabet29.1.2026 15:33:42 CET | Pressemeddelelse
På baggrund af det aktuelle trussels- og risikobillede samler Sundhedsstyrelsen myndigheder på sundhedsområdet i Sundhedssektorens Operative Stab (SOST). Det er et nyt forum, som skal træde sammen og koordinere den nødvendige håndtering af større hændelser. Det kan være hændelser fx med tilskadekomne eller strøm-, tele- og it-nedbrud, der omfatter kritiske funktioner eller et større geografisk område.
Ny vejledning til regionerne om opretholdelse af sygehusdrift i tilfælde af forsyningssvigt29.1.2026 15:22:00 CET | Pressemeddelelse
Sundhedsstyrelsen har præciseret sin rådgivning til regionernes sygehusberedskab. Det sker i en ny vejledning, hvor Sundhedsstyrelsen finder det nødvendigt, at sygehuse fremover planlægger, så de kan opretholde deres drift i minimum 24 timer, hvis de bliver udsat for fx et omfattende strømsvigt. Formålet er at ruste sygehusene til at modstå større sikkerhedsmæssige hændelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum