Fedme er mere udbredt end underernæring blandt skolebørn og unge globalt
10.9.2025 04:00:00 CEST | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse
Hvert femte barn i verden lever med overvægt eller fedme. Massiv markedsføring af ultraforarbejdede fødevarer får en del af skylden. Der er brug for lovgivning for at stoppe udviklingen.

For første gang nogensinde overstiger fedme underernæring som den mest udbredte form for fejlernæring. Ny rapport fra UNICEF viser, at hvert femte barn i alderen 5-19 år lever med overvægt eller fedme.
Rapporten ’Feeding Profit: How Food Environments are Failing Children’ bygger på data fra over 190 lande og viser, at andelen af underernærede børn i alderen 5-19 år er faldet siden 2000 – fra knap 13 procent til 9,2 procent, mens forekomsten af fedme er steget fra 3 procent til 9,4 procent. Fedme overstiger nu underernæring i alle regioner af verden, undtagen i Afrika syd for Sahara og Sydasien.
Rapporten viser, at flere ø-nationer i Stillehavet har den højeste forekomst af fedme globalt, herunder 38 procent af børn og unge i alderen 5-19 år i Niue, 37 procent i Cookøerne og 33 procent i Nauru. Disse niveauer – som alle er fordoblet siden 2000 – skyldes primært et skift fra traditionelle kostvaner til billige, energitætte, importerede fødevarer.
Samtidig har mange højindkomstlande fortsat høje niveauer af fedme. For eksempel lever 27 procent af 5-19-årige i Chile med fedme, 21 procent i USA og 21 procent i De Forenede Arabiske Emirater.
“Når vi taler om fejlernæring, taler vi ikke længere kun om underernærede børn. Fedme er en voksende bekymring, der kan påvirke børns sundhed og udvikling. Ultraforarbejdede fødevarer erstatter i stigende grad frugt, grøntsager og proteiner på et tidspunkt i børnenes udvikling, hvor ernæring spiller en afgørende rolle for deres vækst, kognitive udvikling og mentale sundhed,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark og fortsætter:
”Det er dog vigtigt at understrege, at selvom forekomsten af overvægt og fedme er stigende blandt skolebørn og unge, så er både akut og kronisk underernæring forsat et kæmpe problem i de fleste lav- og mellemindkomstlande.”
Børn betragtes som overvægtige, når de vejer markant mere, end hvad der er sundt for deres alder, køn og højde. Fedme er en alvorlig form for overvægt og fører til højere risiko for insulinresistens og forhøjet blodtryk samt livstruende sygdomme senere i livet, herunder type-2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer.
Rapporten advarer om, at ultraforarbejdede fødevarer og fastfood – med højt indhold af sukker, raffineret stivelse, salt, usunde fedtstoffer og tilsætningsstoffer – former børns kost gennem usunde fødevaremiljøer snarere end personlige valg. Disse produkter dominerer butikker og skoler, mens digital markedsføring giver fødevareindustrien stærk adgang til unge målgrupper.
Uden indsatser for at forebygge overvægt og fedme hos børn kan mange lande blive ramt af alvorlige sundheds- og økonomiske konsekvenser. I 2035 forventes den globale økonomiske påvirkning af overvægt og fedme at overstige 25.480 milliarder kroner årligt.
Rapporten fremhæver også eksempler fra lande, hvor regeringen har lovgivet på området. I Mexico – et land med høj forekomst af fedme blandt børn og unge, hvor sukkerholdige drikkevarer og ultraforarbejdede fødevarer udgør 40 procent af børns daglige kalorier – har regeringen for nylig forbudt salg og distribution af ultraforarbejdede fødevarer og produkter med højt indhold af salt, sukker og fedt i offentlige skoler, hvilket har en positiv effekt på fødevaremiljøer for over 34 millioner børn.
For at imødegå tendensen og sikre, at børn har adgang til næringsrig kost, opfordrer UNICEF regeringer, civilsamfund og partnere til hurtigt at:
- Implementere lovgivning, der forbedrer børns fødevaremiljøer, herunder mærkning af fødevarer, begrænsning af markedsføring af mad og indførelse af skatter og tilskud.
- Gennemføre sociale og adfærdsmæssige initiativer, der styrker familier og lokalsamfund til at efterspørge sundere madmiljøer.
- Forbyde udlevering eller salg af ultraforarbejdede og usunde fødevarer i skoler og forbyde madmarkedsføring og sponsorater i skoler.
- Værne det politiske system mod indflydelse fra den ultraforarbejdede fødevareindustri.
- Styrke økonomiske støttetiltag, der mindsker fattigdom og giver udsatte familier mulighed for at spise sundt.
Kontakter
Maria WesthHead of External Communications, UNICEF Danmark
Tlf:+45 50778664mwesth@unicef.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Jacqueline Bryld ny partnerskabsdirektør i UNICEF Danmark27.1.2026 11:07:44 CET | Pressemeddelelse
UNICEF Danmark har ansat Jacqueline Bryld som ny partnerskabsdirektør. Jacqueline tiltræder med en stærk faglig profil og mange års erfaring med internationalt samarbejde, strategiske partnerskaber og politisk interessevaretagelse.
Efter to år: UNICEF får endelig adgang til Gaza med legetøj og skolematerialer til børn23.1.2026 15:05:23 CET | Pressemeddelelse
Efter mere end to års ventetid har UNICEF nu fået tilladelse til at bringe fritids- og aktivitetsmaterialer ind til børn i Gazastriben. Materialerne indeholder blandt andet legetøj og læringsredskaber, der kan støtte små børns læring, trivsel og mulighed for at komme sig efter krise og konflikt
Aarstiderne og UNICEF Danmark indgår samarbejde for at give flere børn lyst til at gå i køkkenet21.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Aarstiderne og UNICEF Danmark indgår et nyt samarbejde med fokus på børns adgang til nærende måltider og deres relation til mad, både i Danmark og globalt. Samarbejdet tager udgangspunkt i det fælles måltid som et vigtigt samlingspunkt for trivsel, læring og sundhed. I Danmark har vi fokus på at inspirere flere børn til selv at være med i køkkenet og udvikle et naturligt forhold til råvarer, smag og måltider. Internationalt bidrager samarbejdet til UNICEFs indsats for at sikre, at børn verden over får adgang til sund og varieret mad. Sammen inviterer vi nu familier med på en “smagsrejse”, hvor børn og voksne gennem fortællinger, samlekort og aktiviteter lærer om råvarer, madkultur og børns madvilkår forskellige steder i verden. Initiativet er integreret i Aarstidernes måltidskasser hen over foråret. “Når vi samles om et måltid, handler det om meget mere end at blive mætte.Det handler om relationer, nærvær og fællesskab. Når børn inviteres med i køkkenet, får de mulighed for at tage ans
UNICEFs årlige appel: Verdens børn rammes hårdere end nogensinde – akut brug for milliardløft til humanitær hjælp10.12.2025 04:05:00 CET | Pressemeddelelse
UNICEF lancerer i dag sin årlige appel om finansiering af nødhjælpsindsatser for 2026. Med en samlet appel på knap 50 milliarder kroner er målet at levere livsvigtig hjælp til 73 millioner børn, der er ramt af krige, konflikter og de voksende konsekvenser af klimaforandringer.
Kulden rammer de mest sårbare: Børn i Gaza kæmper for livet1.12.2025 11:15:43 CET | Pressemeddelelse
Udbredt underernæring fortsætter med at true børns liv og trivsel i Gazastriben. Den begyndende vinter forværrer situationen yderligere ved at fremme spredningen af sygdomme og øge risikoen for dødsfald blandt de mest sårbare børn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
