Specialiseret AI-værktøj understøtter læring
5.9.2025 11:32:28 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens hjælper ikke nødvendigvis studerende med at lære mere, hvis den blot bliver brugt til at give svar eller skrive halvfærdige tekster. Men forskning fra KU viser, hvordan AI-værktøjer, udviklet med læring for øje, kan hjælpe studerende.

Kunstig intelligens er kommet for at blive. Det kan de fleste nok efterhånden erkende. Men der er stadig skepsis omkring brugen af AI på mange områder. Et af dem er i uddannelsessektoren.
Tankerne ledes måske hen på studerende, der bruger generative AI-værktøjer, der kan svare på alverdens spørgsmål og nærmest skrive færdige opgaver. Og det kan føre til bekymringer om både manglende læring og i nogle tilfælde snyd.
Forskning fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA har givet forøget liv til debatten i forskerkredse.
Kort fortalt viste MIT-forskningen, at der er mindre aktivitet i hjernen, når man bruger et AI-værktøj som ChatGPT til at løse en opgave. EEG-undersøgelser af testpersonerne viste, at der opstår færre forbindelser i hjernen, hvis man bruger en almindelig generativ AI som hjælpemiddel i stedet for at skrive en tekst selv.
MIT-forskningen viste også, at studerende, der havde brugt ChatGPT, havde sværere ved at huske, hvad de selv havde skrevet. Der var altså mindre neural aktivering og mindre læring at spore, når testpersonerne anvendte AI-værktøjer.
MIT-artiklen har blandt andet modtaget kritik i det store tidsskrift Nature, og i den forbindelse har man refereret til forskningen som professor Guido Makransky og hans kollegaer har lavet på Københavns Universitet. Her er man nemlig gået i en anden retning.
ChatTutor
Professor Guido Makransky fra Institut for Psykologi og hans kollegaer har samarbejdet med virksomheden ChatTutor og designet et AI-værktøj særligt til brug for studerende og læringsscenarier. Og de har evidens for, at dette AI-værktøj virker bedre end andre generelle AI-værktøjer som eksempelvis ChatGPT, når det kommer til læring.
”Vores arbejde bidrager til diskussionen om brugen af AI i undervisning. Det handler ikke om, at brugen af generativ AI gør dig dummere, som en del af debatten går på, men at vi skal designe de her AI-værktøjer på en måde, som støtter læring i stedet for at erstatte læring,” siger Guido Makransky.
Værktøjet er lavet i samarbejde med virksomheden ChatTutor. Og det er, som navnet antyder, lavet specifikt til at understøtte læring.
Helt konkret kan den kunstige intelligens hjælpe en studerende ved at stille opklarende spørgsmål og anspore mennesket til at reflektere over sine svar. Ligesom man kunne forestille sig, at en nærværende underviser ville gøre.
”Vores AI-værktøj bygger på teorier om, hvordan mennesker lærer bedst. Det gør vi, når vi er aktive. Det vil sige, at vi selv skal reflektere over det, vi skal lære,” siger Guido Makransky.
Hvis man bruger ChatTutor, kan den kunstige intelligens analysere dine svar på et givent spørgsmål og ved, hvilke dele af din forståelse af spørgsmålet, der er rigtige og forkerte, og den kan støtte dig og hjælpe dig i den rigtige retning ved at stille opklarende spørgsmål, som danner grundlag for refleksion – I stedet for bare at give svaret.
”På den måde kan en AI simulere, at underviseren kan være til stede sammen med hver enkelt studerende hele tiden. Det fede ved AI er, at man pludselig kan gøre det her med 250 studerende på en gang, som jeg aldrig ville kunne gøre som underviser, for jeg er kun én person,” siger Guido Makransky.
AI testet på KU-studerende
Arbejdet med ChatTutor er beskrevet i artiklen ’Beyond the “Wow” Factor: Using Generative AI for Increasing Generative Sense-Making’, som blev udgivet i Educational Psychology Review i juni 2025.
Heri kan man læse, hvordan Guido Makransky og kollegaer har afprøvet ChatTutor på studerende fra Københavns Universitet.
”Vi lavede et eksperiment med 175 studerende, hvor vi sammenlignede ChatTutor med ChatGPT og almindelig undervisning uden AI-assistance. Og vi målte både, hvor meget de studerende lærte, om de kunne lide at bruge værktøjet, og om de stolede på det,” fortæller Guido Makransky.
Efterfølgende gentog de samme eksperiment med 234 gymnasieelever.
I begge tilfælde viste det sig, at de studerende lærte mere ved at bruge ChatTutor i forhold til både ChatGPT-gruppen og kontrolgruppen, som ikke havde adgang til AI-værktøjer. Forskerne kunne også konstatere, at de studerende udviste stor tillid til ChatTutor, nød at bruge værktøjet og gerne ville gøre det igen.
”Det viser os, at vi skal bruge generativ AI på en måde, som støtter læringen, og ikke som en maskine, der bare kan give os svarene,” siger Guido Makransky.
Artiklen ’Beyond the “Wow” Factor: Using Generative AI for Increasing Generative Sense-Making’ kan læses her:
https://link.springer.com/article/10.1007/s10648-025-10039-x
Nøgleord
Kontakter
Guido Makransky
Professor, Institut for Psykologi
E-mail: gm@psy.ku.dk
M: 31 33 85 11
Simon Thinggaard Hjortkjær
KU Kommunikation
Presse- og kommunikationsrådgiver
E-mail: sihj@adm.ku.dk
M: 93 56 53 20
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Heste fløjter og synger, når de vrinsker23.2.2026 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at et hestevrinsk er mere komplekst end som så. Opdagelsen bryder med tidligere antagelser om det store pattedyr og kaster nyt lys over, hvordan heste kommunikerer. Et forskningsområde, der trods 4.000 års domesticering stadig er fyldt med ubesvarede spørgsmål.
Ny viden om Nordeuropas radiator: Vulkanudbrud i fortiden kan have skubbet havstrøm mod kollaps17.2.2026 10:59:19 CET | Pressemeddelelse
Ny forskning fra Københavns Universitet peger på, at vulkanudbrud under istiden kan have udløst pludselige klimaskift ved at forstyrre den Atlantiske havcirkulation (AMOC) og at temperaturen herefter kunne svinge mellem varme og kulde i tusindvis af år. Studiet bidrager med nye brikker til forståelsen af, hvad der kan få Nordeuropas radiator til at gå ned.
Hvor fandt stenalderens første bønder egentlig deres planter? Nyt studie giver svar13.2.2026 10:05:51 CET | Pressemeddelelse
Ved hjælp af avancerede maskinlærings- og klimamodeller har forskere vist, at forfædrene til afgrøder som hvede, byg og rug sandsynligvis var langt mindre udbredte i Mellemøsten for 12.000 år siden, end man hidtil har troet. Det kan betyde, at kultiveringen af de første planter og dermed landbruget opstod andre steder end hidtil antaget.
Når krisen kradser, står Danmarks frivillige klar11.2.2026 13:25:56 CET | Pressemeddelelse
En del af befolkningen står parat til at træde til, når der er krise og andre har brug for hjælp. Disse mennesker udgør en slags civilt beredskab af frivillige, mener KU-forskere fra Sociologisk Institut. Men det er ikke nødvendigvis de samme frivillige, du kender fra foreningslivet.
Graviditet ændrer kvinders reaktioner på spædbørn9.2.2026 14:28:56 CET | Pressemeddelelse
Gravide kvinder reagerer mere positivt end ikke-gravide, når de præsenteres for lydoptagelser, videoer og billeder med spædbørn. Det tyder på, at en graviditet forbereder kvinder mentalt på at håndtere signaler fra spædbørn, viser et nyt studie fra Københavns Universitet og Psykiatrisk Center København.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum