Politikere sender over 800 millioner kroner til kultur- og fritidsområdet i København
En mere levende by i vintermånederne, styrkelse af de københavnske biblioteker og en ny film- og mediefond. Det er nogle af de initiativer, som partierne bag Københavns Kommunes budget for 2026 har fundet penge til.

Det er alle partier i Borgerrepræsentation, der i dag har præsenteret budgettet for Københavns Kommune 2026.
Her er afsat ca. 815 millioner kroner til kultur- og fritidsområdet.
Politikerne har først og fremmest prioriteret en række nye investeringer, der skal være med til at udvikle byens puls og liv.
Der skal blandt andet sættes strøm til byen i vintermånederne, hvor et nyt initiativ skal arbejde for at samle erhvervsliv og kulturaktører for at understøtte flere vinteraktiviteter på tværs af byen. Det skal bl.a. være med til at tiltrække flere besøgende til byen i de mørke måneder.
”Med årets budget udvikler vi København på flere vigtige områder inden for kultur- og fritidsområdet. Med ”Vinter i København” er målet at få en levende by, der styrker det lokale erhvervs- og kulturliv ved at flere københavnere og gæster oplever København i vintermånederne”, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
Der investeres også i at opstarte en ny mixed media fond i Østdanmark, der skal gøre det muligt at tiltrække talenter, arbejdspladser og international interesse til film- og spil-brancherne i hovedstadsområdet.
”En ny mediefond med fokus på film, spil og Intellectual properties skal styrke Københavns position som kreativt centrum i Europa. Fonden skal arbejde på tværs af spil- og filmbrancherne og sikre talentudvikling, arbejdspladser og IP-rettigheder. Og så er det en investering i Københavns position på den internationale film- og spil-scene”, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
Flere bøger og bedre bemanding på bibliotekerne
Læselysten blandt københavnerne er stigende disse år. Det kan mærkes på Københavns biblioteker, der sidste år havde det højeste udlån af fysiske materialer i 15 år. Derfor får biblioteksområdet nu en økonomisk indsprøjtning på over 110 millioner kroner, der blandt andet vil betyde flere bemandede timer på bibliotekerne og et større budget til indkøb af bøger og andet udlånsmateriale.
Derudover er der afsat penge til styrke læselysten for børn i udsatte boligområder gennem et LæseLiga-forløb for 15 skoleklasser årligt.
Styrket idrætsliv i hele byen
På idrætsområdet har parterne valgt at prioritere, at København også i fremtiden har moderne rammer til både foreningsliv, skoleidræt og eliteudøvere.
En af de største satsninger er en tilbygning til Hafnia-Hallen, der skal give plads til en ny idrætshal, bevægelsessal, café og mobiltribune med plads til 400-500 tilskuere.
Samtidig styrkes byens udendørs idrætsliv. Havnen får nye bade- eller dyppezoner, mens kunstgræsbanerne i både Ryparken og Nørrebroparken får forbedret lys. På Kløvermarken bliver de mest nedslidte bygninger revet ned og erstattet af nye omklædnings- og klubfaciliteter, mens udearealerne åbnes op, så området bliver mere trygt og attraktivt at opholde sig i. Lyset på Østerbro Stadion bliver også opgraderet, som led i af det fremover kan leve op til kravene for afvikling af 1. divisionskampe.
Skolernes idrætsliv er også en del af budgetaftalen. På Gerbrandskolen opføres en ny hal med fokus på børn i lokale idrætsforeninger og skolens børnegruppe fra 0.-6. klasse.
Endelig udvides kontingentstøtteordningen, så endnu flere børn og unge får mulighed for at blive en del af byens forenings- og fritidsliv.
Et trygt København for alle
Der er også sat midler af til trygheden i København. Det sker med en ny bevilling til kommunens Natteværter, der er tydeligt til stede i nattelivet, hvor de med til at skabe trygge rammer for nattens fester og hjælpe med at deeskalere ubehagelige situationer.
Samtidig er der også penge til at fortsætte ordningen med Havneværter, der i sommermånederne er til stede i havnen som ambassadører for den gode bade- og havnekultur.
”Det skal være trygt at færdes i København. Både Havneværterne og Natteværternes arbejde er vigtigt for at skabe et godt samspil for de festende, de badende og de mange københavnere, der bor, arbejder i eller besøger byen. Det har været én af de vigtigste bevillinger for mig at få videreført – også fordi jeg har oplevet begge typer værter på tæt hånd og de gør det virkelig godt” udtaler kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
Både ordningen med Natteværter og Havneværter stod ellers til at udløbe i år.
Derudover er der fundet penge til at indsætte livreddere ved Sandkaj Badezone de to kommende sommerperioder.
Også Sjællandsgadebadet er blevet prioriteret, herunder den sociale indsats, hvor hjemløse og socialt udsatte får mulighed for at få bad fem dage om ugen. Der er også afsat penge til, at brugerne samtidig kan tilbydes mad og varme drikke. Derudover bliver badetilbuddet med offentlig adgang for københavnerne sat i frivilligt udbud.
Vielser, huslejenævn og festivalområde
I Budget 26 er der samtidig afsat penge til at løse nogle konkrete økonomiske udfordringer på kultur- og fritidsområdet.
Det gælder særligt på vielsesområdet, hvor der er afsat penge til tilbagebetaling af forkert opkrævede gebyrer, samt til at afholde ca. 10.000 vielser om året fremadrettet.
Det er også lykkedes at imødekomme stigende udgifter i kommunes Huslejenævn, Ankenævn og Beboerklagenævn. Heriblandt udgifter til stigende sagskompleksitet, digitalisering af sagsbehandlingen og øget honorar til nævnsmedlemmer.
Udover investeringerne er partierne også blevet enige om, at Københavns Kommune fortsat skal være et attraktivt sted at afholde større udendørs festivaler og koncerter. Derfor vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen i samarbejde med staten, grundejere og koncertarrangører arbejde for, at der kan etableres en permanent kultur- og festivalplads i København.
Her er de vigtigste prioriteringer på kultur- og fritidsområdet:
- Etablering af indsatsen ”Vinter i København”
Der afsættes 10,5 millioner kr. til etablering og drift af et sekretariat for indsatsen ”Vinter i København”, der skal samle byens erhvervsliv og kulturaktører for at skabe et mere levende og inspirerende København i vintermånederne. - Etablering af mediefond i Østdanmark
Der afsættes 40,5 millioner kr. til at igangsætte etableringen af en mediefond for film og spil. Konstruktionen af fonden er afhængig af samarbejde og medfinansiering fra andre kommuner for at udløse statslige støttemidler. - Fortsat drift af Natteværterne
Der afsættes 27,1 millioner kr. til fortsat drift af Natteværterne. - Fortsat drift af Havneværterne
Der afsættes 1 million kr. til fortsat drift af Havneværterne. - Ny livredderpost ved Sandkaj
Der afsættes 1,9 millioner kr. til en livredderpost ved Sandkaj Badezone, som er fuldt bemandet mellem kl. 10-18 i sommerperioden 1. juni til 31. august de næste to år. - Styrkelse af biblioteksområdet
Der afsættes 80 millioner kr. til øget biblioteksbemanding samt materiale- og aktivitetsbudget. Der afsættes yderligere 28,6 millioner kr. til fortsat øget bevilling til bibliotekernes materialebudget, samt 6 millioner kr. til et løft af lønbudget for Bibliotekslogistik som følge af stigende udlån. - LæseLiga i udsatte boligområder
Der afsættes 3,6 millioner kr. til LæseLiga-forløb i udsatte boligområder. Tilbuddet er målrettet 4. klasser, og skal være med til at styrke læseglæden og kendskabet til bibliotekernes tilbud for 15 klasser årligt. - Hafnia-Hallen får tilbygning
Der afsættes 159,7 millioner kr. i 2026-2030 til en tilbygning, som inkluderer en stor idrætshal, bevægelsessal, mobiltribune, omklædning samt café med køkken. - Udvikling af Ryparken Idrætsanlæg
9,8 millioner kr. afsættes til udviklingsplan, herunder ny fægtehal, udvidelse af håndboldhallen, omklædnings- og klubfaciliteter samt udendørsarealer. - Tribune, kunstgræsbaner og foreningsfaciliteter ved Sundby Boldklub
Der afsættes 10,8 millioner kr. til fire nye 3v3 kunstgræsbaner, samt opsætning af en ny mobiltribune og to nye pavilloner til klubben. - Nyt lys til kunstgræsbaner
Der afsættes 2,4 millioner kr. til nyt lys på kunstgræsbanen i Ryparken og 3,4 mio. kr. til udskiftning af lyset på kunstgræsbanen i Nørrebroparken. - Nye badezoner i havnen
2,8 millioner kr. afsættes til etablering af to nye badezoner eller dyppezoner, forudsat godkendelse fra bl.a. kajejere, By & Havn og Teknik- og Miljøforvaltningen. - Opgradering af Kløvermarkens Idrætsanlæg
54,7 millioner kr. afsættes til nedrivning af den mest nedslidte bygning og etablering af nye omklædningsfaciliteter til fodboldklubber og AK Thor. Området åbnes op for sociale ophold, mens cafédrift og AK Thors gamle lokaler bevares. - Opgradering af Østerbro Stadion
20,5 millioner kr. afsættes til nyt lys, som led i at stadion kan afholde kampe i 1. division. - Ny idrætshal til Gerbrandskolen
96,8 millioner kr. afsættes til en børneidrætshal med fokus på boldspil og bevægelsesglæde. Hallen skal styrke både skolens idrætsundervisning og lokale foreningers tilbud til børn fra 0.-6. klasse. - Udvidelse af Kontingentstøtteordningen
4,7 mio. kr. afsættes til, at flere børn og unge kan indgå i kultur- og foreningslivet. Støttebeløbene justeres også for at imødekomme inflation og stigende kontingentpriser. - Drift af Sjællandsgade Bad
Der er afsat 18,2 millioner kroner til drift af Sjællandsgade Bad, samt tilbud til socialt udsatte. - Tilbagebetaling af vielsesgebyrer
Der er afsat 61,7 millioner kr. håndtering af økonomisk udfordring på vielsesområdet i forbindelse med tilbagebetaling af forkert opkrævede gebyrer, samt til at kunne foretage ca. 10.000 vielser om året fremover. - Stigende udgifter til Københavns Kommunes nævn
Der afsættes 19,3 millioner kr. til håndtering af stigende sagskompleksitet, øgede honorarer til nævnsmedlemmer, afholdelse af yderligere møder i Ankenævnet, samt styrket digitalisering af sagsbehandlingen i flere af Kultur- og Fritidsforvaltningens nævn.
Du kan læse hele aftalen via linket her.
Kontakter
Pressekontakt Kultur- og Fritidsforvaltningen(modtager ikke SMS)
Tlf:23 27 44 70kffpresse@kk.dkOm Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommunes fornemmeste opgave er at samarbejde med københavnerne om at skabe en by, der lever og udvikler sig.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Nu kan udsatte voksne få støtte til kontingentet til idræt og motion29.8.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. september kan voksne københavnere med få midler søge om økonomisk støtte til idræt og motion i fællesskab med andre. Med ordningen ønsker kommunen både at fremme sundhed og at styrke sociale relationer på tværs af byen.
Padel, beachvolley eller fægtning? Du kan prøve dét, og mere til, når København holder åbent hus i 11 idrætshaller26.8.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For andet år i træk afholder Københavns Kommune sammen med en række idrætsforeninger arrangementet Hvad vil du gå til? – Prøv en idræt. Her kan 0-12-årige gratis prøve forskellige sportsgrene, møde foreninger og måske opdage et helt nyt talent. Det sker lørdag den 30. august 2025 fordelt ud over hele byen.
Københavns første havsvømmebane er åbnet i Nordhavn28.7.2025 07:58:00 CEST | Pressemeddelelse
København har fået sin første havsvømmebane målrettet erfarne motionssvømmere. Banen er 450 meter lang og er placeret ved ydre Nordhavn.
Nyrenoveret BMX-bane i København klar til at tage imod verdenseliten24.7.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Banen er løftet til international topklasse niveau gennem målrettet samarbejde og står nu klar til at danne ramme om verdensmesterskabet i BMX i København denne sommer.
Nu skal det blomstre og summe af liv på byens idrætsanlæg22.7.2025 07:57:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune er i færd med at omlægge randområder ved en række idrætsanlæg til biodiversitet. Tiltaget skal gøre byens idrætsområder grønnere og mere levende som en del af kommunens samlede strategi for mere natur i byen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum