Haderslev går markant tilbage i DI-undersøgelse af erhvervsvenlighed

Del

Haderslev Kommune går tilbage i landets største undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed, som Dansk Industri udfører hvert år blandt virksomhederne i landets kommuner. Kommunen opnåede i sidste års undersøgelse en placering som nr. 29 – i år ser det noget anderledes ud med en placering som nummer 52 i 2025. Selvom undersøgelsen generelt peger på potentialer for forbedring, har Haderslev også rykket sig flot på nogle områder.

Bestyrelsesleder for DI Sønderjylland, administrerende direktør for Lindab A/S, Heino Juhl.
Bestyrelsesleder for DI Sønderjylland, administrerende direktør for Lindab A/S, Heino Juhl. DI

- Ændringen understreger behovet for fortsat politisk fokus på erhvervslivets behov, mener bestyrelsesleder for DI Sønderjylland, administrerende direktør for Lindab A/S, Heino Juhl.
DI undersøger hvert år, hvor erhvervsvenlige kommunerne er. Det sker bl.a. ved at spørge de lokale virksomheder, hvordan de oplever kommunens indsats indenfor en række forskellige kategorier. Mere end 7.500 danske virksomheder fra hele landet deltager i undersøgelsen, som også inddrager en række relevante statistiske indikatorer for at give et så realistisk billede af den lokale erhvervsvenlighed som muligt.


Sagsbehandling i top ti
På den positive side, fremgår det af undersøgelsen, at Haderslev indtager en fornuftig placering i Kommunal Administration med en 37. plads, hvor særligt sagsbehandlingstider for byggesager ligger i top ti.
- Kompetent, effektiv og forudsigelig sagsbehandling af byggesager er afgørende for virksomhedernes agilitet og planlægning og har stor betydning for niveauet af oplevede administrative byrder. Det er vigtigt at opretholde og styrke denne praksis, siger Heino Juhl.
Til gengæld er der plads til forbedring, når det gælder kommunens digitale service. En hurtig og effektiv service er nemlig med til at gøre det lettere at drive virksomhed i kommunen. Samtidig rangerer den kommunale udskrivningsprocent ligesom i 2024 som nummer 83.
- De høje skatter i Haderslev Kommune fremmer ikke ligefrem en ekstra arbejdsindsats, og det er jo grundlæggende en udfordring for erhvervslivet, siger Heino Juhl.
Det vigtigste for sønderjyske virksomheder, når det kommer til, hvad kommunerne skal prioritere, er generelt uddannelse og arbejdskraft. Her indtager Haderslev Kommune en placering som nummer 80.
- Vi opfordrer Haderslev Kommune til at gøre endnu flere tiltag for at sikre nok kvalificeret arbejdskraft til området. Det er afgørende for, at virksomhederne kan producere og levere services på konkurrencedygtige vilkår. Vi vil i DI Sønderjylland meget gerne samarbejde med Haderslev Kommune for at understøtte en mere positiv udvikling, siger Heino Juhl.
Haderslev Kommune har rykket sig hele 76 pladser op til en flot 15. plads når det kommer til karakterer ved folkeskolens afgangsprøve. Det er godt for kommunen, for fagligt dygtige elever får gode forudsætninger for deres videre færden i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Til gengæld ligger Haderslev på en
placering som nr. 70, når det kommer til ufaglærte unge, der ikke er i job eller under uddannelse 27 måneder efter deres studentereksamen.
- Det kan afspejle, at de unge ikke er afklaret med deres videre uddannelsesvalg, og der kan være et potentiale i at få denne gruppe til at tage stilling til, hvordan deres fremtid skal se ud og måske hjælpe dem ind på en erhvervsuddannelse, siger Heino Juhl.
Bestyrelseslederen finder det til gengæld glædeligt, at Haderslev Kommune ligger pænt på et nyt spørgsmål om kommunens indsats for at tiltrække og tilknytte internationale medarbejdere.


FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2025

DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2025, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 16. år i træk, DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.

7.514 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.

Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent.

91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Kontakter

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
- Konsulent i DI Sønderjylland, Nikoline Mikkelsen, på nidm@di.dk eller ring 5219 6010
- Presserådgiver Bo Hjuler, telefonnummer 2328 4912, e-mail: boh@di.dk

Følg pressemeddelelser fra DI Sønderjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Sønderjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye