Energy Cluster Denmark

Præcise vejrudsigter er nøglen til billigere grøn energi

Del

Større mængder grøn strøm i elnettet og færre termiske kraftværker gør, at udgiften til balancering af elnettet er stukket helt af. Det gør innovationsprojektet Weather2X noget ved.

”Vi ser ind i en hverdag, hvor der er markante udsving i ubalanceomkostningerne og vores risiko som balanceansvarlig er steget markant", Jan Hvidberg, Senior Lead Analyst, Ørsted:
”Vi ser ind i en hverdag, hvor der er markante udsving i ubalanceomkostningerne og vores risiko som balanceansvarlig er steget markant", Jan Hvidberg, Senior Lead Analyst, Ørsted: @Jonas Ahlstrøm

2.4 mia. kroner.

Så meget koster det ifølge Energinet at balancere det danske elnet nu og i fremtiden og sikre, at der er strøm i stikket, når danskerne trykker på kontakten.

Det er tre gange så meget som de 0,8 mia. kroner, det kostede få år tilbage, og med stadig mere energi fra sol og vind i elnettet er der ikke udsigt til, at prisudviklingen vender: Fluktuationen i grøn strøm gør det nemlig sværere at balancere produktion og forbrug.

Regningen sender elforsyningsselskabet videre til forbrugere og producenter, som i stigende grad åbner rudekuverten med ængstelse.

”Energinet har ændret deres måde at afregne ubalancer på, hvorfor omkostninger er steget helt vildt,” siger Jan Hvidberg, Senior Lead Analyst, Ørsted:

”Vi ser ind i en hverdag, hvor der er markante udsving i ubalanceomkostningerne og vores risiko som balanceansvarlig er steget markant. Regningen for den ekstra risiko kan vi sende videre til vores kunder, hvilket fører til dyrere vedvarende energi, eller vi kan forbedre vores prognoser og dermed reducere vores omkostninger og risiko. Og det er det, Irene og W2X projektet hjælper os med,” siger han.

Absolut godt nyt!

Irene er Irene Livia Kruse, Research Scientist, Danmarks Meteorologiske Institut. Hun samarbejder med Ørsted og Enfor i innovationsprojektet Weather 2 X om at udarbejde bedre prognoser på solstrålingen, så man mere præcist kan forudsige elproduktionen fra solceller. Projektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

I stedet for vejrmodeller, der opdateres hver sjette time, kan Irene Livia Kruse opdatere prognoserne hvert kvarter – og det er der fordele ved:

”Hvis en sky driver over en solpark på Samsø, så påvirker det elproduktionen. Så skal elnettet tilpasses,” siger Irene Livia Kruse:

”For producenten betyder det meget, om man skal gå i markedet med en prognose, som er seks timer gammel, eller om man kan tilpasse sit behov hvert kvarter,” siger hun.

Det kan Ørsted som balanceansvarlig for 80.000 solcelleanlæg nikke til. Aktuelt får man produktions data med en uges forsinkelse.

”Den teknologi, Irene har udviklet, giver os mulighed for at reagere hvert kvarter. Det er jo en markant forskel, både for vores risiko og bestemt også for vores regning,” siger Jan Hvidberg, som kalder de mere præcise prognoser for ’absolut godt nyt’:

”Jeg vil hellere have det halvfærdigt implementeret i dag end en perfekt løsning i morgen. Det er så vigtigt, at det vil skabe kæmpe værdi allerede nu,” siger Jan Hvidberg:

”Vi samarbejder med DMI og ENFOR i Weather 2 X og trykker på for at få det i drift. Det vil være prognoser, der er direkte aflæselige på vores omkostninger fra dag 1, så jeg håber, det er implementeret og i aktiv drift i vores daglige drift hurtigst muligt,” siger han.

"Vedvarende energi er vejr. Derfor kan man ikke kan overdrive vigtigheden af præcise prognoser"

Vejrudsigter fylder en masse i Danmark. Faste indslag i nyhedsudsendelser; et sikkert samtaleemne, når man ikke lige kan finde på noget andet at sige – farven på vejrkortet kan endda være afsæt for en værdipolitisk debat.

Men vi kunne få langt mere ud af vejrudsigterne, end vi gør. Det mener Mikkel Westenholz, adm. direktør i energiprognosevirksomheden Enfor:

”Skarpt skåret er de danske vejrudsigter til for at minde Hr. og Fru Danmark om regnfrakken og fortælle Vej & Park, om der skal saltes. Men præcis viden om det vejr, der kommer, har langt større anvendelse end det,” siger han.

Mikkel Westenholz tillægger præcise vejrprognoser enorm værdi. Især når vi skal forsyne os med energi, som er produceret af enten sol eller blæst.

”Vi står midt i en radikal transformation af vores samfund, hvor vedvarende energi skal integreres mest muligt. Vedvarende energi er vejr. Derfor kan man ikke kan overdrive vigtigheden af præcise prognoser,” siger Mikkel Westenholz.

Enfor omsætter viden om vejr til energiprognoser, og er som partner i innovationsprojektet Weather 2 X bindeled mellem DMI og Ørsted. Allerede nu har projektet skabt stærke resultater, og der er mere i vente:

”Både for producenter og forsyning er den løbende forbedring af stor betydning. Det handler om at kalibrere på minuttet – den helt korte horisont – og om at reducere fejlprognoserne. Begge dele vil gøre vedvarende energi mere værd til gavn for den grønne omstilling,” siger Mikkel Westenholz.

Kontakter

Billeder

Jan Hvidberg, Senior Lead Analyst, Ørsted.
Jan Hvidberg, Senior Lead Analyst, Ørsted.
@Jonas Ahlstrøm
Download

Links

Om Energy Cluster Denmark:

Energy Cluster Denmark er Danmarks klyngeorganisation og innovationsplatform for den samlede energisektor. Vi hjælper med at facilitere og fundraise
innovationsprojekter, der altid involverer partnerskaber mellem små og mellemstore virksomheder, markedsledende virksomheder og førende forsknings- og videninstitutioner.

Energy Cluster Denmark har ca. 500 medlemmer blandt virksomheder og videninstitutioner. Sammen har vi en samlet portefølje af spændende innovationsprojekter på over 3 mia. kr.

Følg pressemeddelelser fra Energy Cluster Denmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Energy Cluster Denmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye