Rudersdal går forrest i kampen for børns læselyst
Ny undersøgelse giver Rudersdal Kommune konkrete anbefalinger til at styrke læseglæden blandt børn og unge.

Børn og unges lyst til at læse er udfordret – blandt andet af digitale medier. En tendens, der gør sig gældende både i Danmark og internationalt. Nu har Rudersdal Kommune som den første kommune i landet sammen med Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU, Aarhus Universitet) sat fokus på udfordringen gennem den omfattende undersøgelse Læselyst Rudersdal 2024.
Borgmester i Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth ser arbejdet med læselyst som en vigtig måde at styrke børn og unges muligheder for læring og livsduelighed.
- At læse åbner døre – ikke bare til viden, men til hele verden. Jeg er stolt af, at Rudersdal går forrest i arbejdet med at forstå og styrke børns læseglæde. Den viden, vi gennem samarbejdet med Aarhus Universitet har fået, er en gave, fordi vi nu for alvor har et klart billede af, hvorfor vores børn og unge mister lysten og glæden ved at læse. Det giver os de bedste forudsætninger for at sætte ind præcis dér, hvor behovet er størst, siger Ann Sofie Orth.
Læseglæden falder gennem skoletiden
Undersøgelsen har involveret alle kommunens 5.800 elever i 0.–9. klasse samt deres forældre. Den viser en klar tendens: Læseglæden falder i løbet af børnenes skoletid – især i udskolingen. Det billede genkender man også fra andre kilder: Den internationale undersøgelse PIRLS viser, at læseglæden blandt elever i 4. klasse er faldet siden 2011, og nationale tests peger i samme retning.
Heldigvis har flertallet af børnene læselysten intakt. Undersøgelsen viser, at 7 ud af 10 gerne læser derhjemme af lyst, men det ændrer ikke ved, at 30 procent aldrig læser hjemme, og at lysten til at læse desværre falder med alderen. To vigtige faktorer, der påvirker børnenes læselyst, er forældrenes læsevaner samt et højt skærmforbrug.
- Resultaterne er et klart wake-up call, og det er på høje tid, at vi gør op med den politisk bestemte teknologibegejstring, som har været tendensen. Efter 12 år med iPads i Rudersdals skoler ser vi her et klart bevis på, at den ikke er det eneste saliggørende, når det gælder børns læring. Selvfølgelig kan teknologi noget – ikke mindst som en vigtig støtte til for eksempel ordblinde børn – men undersøgelsen viser tydeligt, at for meget skærm hæmmer børns læselyst. Derfor er tiden inde til at se mere kritisk på balancen mellem digitale og analoge læremidler. Det skal ikke være enten eller, men en bedre balance. Vi skylder vores børn at give læseglæden plads til at vokse igen, understreger Ann Sofie Orth.
Øget elevinddragelse og stærkere skolebiblioteker
Forskeren bag undersøgelsen anbefaler blandt andet, at skolerne giver eleverne større medbestemmelse over valg af litteratur, at forældre engageres som aktive læseforbilleder, og at tilgængeligheden af bøger styrkes med inspirerende læsemiljøer.
- Undersøgelsen giver et sjældent detaljeret billede af, hvad der påvirker læseglæden. Skolen spiller en stor rolle, men hjemmet er mindst lige så vigtigt. Med de indsigter vi nu har, kan Rudersdal målrette sine indsatser, så børnene ikke bare læser mere – men også opnår større glæde ved at læse, siger lektor og forskningsleder Simon Skov Fougt fra DPU, Aarhus Universitet.
Resultaterne giver dermed både et fagligt og et praktisk afsæt for det videre arbejde. Hvor forskerne peger på, hvad der fremmer og hæmmer læseglæden, er næste skridt at omsætte den viden til handling i Rudersdals skoler.
- Vi har nu konkrete anbefalinger, som kan hjælpe os på vej i arbejdet med at styrke elevernes medbestemmelse, inddrage forældrene og skabe inspirerende læsemiljøer – både digitalt og analogt. Vi skal møde børnene dér, hvor de er, og samtidig give dem lyst til at udforske læsningen, siger formand for Børne- og Skoleudvalget Anne Christiansen.
Næste skridt
Et samarbejde mellem forvaltning, skoler, forældre og elever skal nu danne grundlag for, at anbefalingerne bliver omsat til en række konkrete indsatser, som efterfølgende vil blive implementeret på Rudersdal Kommunes skoler.
Kontakter
Ann Sofie OrthBorgmester
Tlf:+45 46 11 10 12annsofie@rudersdal.dkSimon Skov FougtLektor ph.d.Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet
Tlf:93 52 19 80sifo@edu.au.dkBilleder

Vedhæftede filer
Om Rudersdal Kommune
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.
Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Budgetforslag 2026: Budget i balance - og plads til nye initiativer22.8.2025 10:20:47 CEST | Pressemeddelelse
Rudersdal Kommune fremlægger forslag til budget 2026-29, der overholder de økonomiske målsætninger og fortsætter den positive udvikling fra det seneste regnskabsår. Der er plads til nye politiske initiativer med puljer til politisk forhandling på både service- og anlægssiden.
Modtagere af Handicapprisen 2025 blev hædret i Rundforbihallen21.8.2025 13:02:55 CEST | Pressemeddelelse
Rudersdal Kommunes Handicappris blev i år overrakt til Rachid Hajib og Peter Zimmermann for deres store engagement i Rudersdal Neuro Bordtennis Center, hvor de har skabt et varmt og inkluderende fællesskab for mennesker med Parkinson.
Analyse over udviklingen i ældreplejen – rehabilitering virker20.8.2025 10:38:17 CEST | Pressemeddelelse
I foråret blev der identificeret et større mindreforbrug i ældreplejen i 2025. Kommunen har derfor undersøgt budgetudviklingen, genbesøgt forbrugsforventningerne samt set på aktivitetsudviklingen i hjemmeplejen fra 2021-2025.
Rudersdalbogen udkommer for første gang15.8.2025 11:00:01 CEST | Pressemeddelelse
Den lokalhistoriske årbog Søllerødbogen, der har været udgivet siden 1942, udkommer nu for første gang under navnet Rudersdalbogen. Udgivelsen fejres med en bogreception på Mothsgården den 19. august kl. 17, hvor alle er velkomne. Rudersdalbogen årgang 1 er en fortsættelse af Søllerødbogen, og årbogen vil fortsat handle om store og små historiske begivenheder i hele Rudersdal Kommune.
Borgerne kan fortsat bruge delecykler og delebile10.7.2025 10:54:27 CEST | Pressemeddelelse
Kommunens deltagelse i EU-projekt slutter 31. juli – derfor fjernes infoskiltene ved stationerne, men muligheden for deletransport fortsætter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum