Rejsegilde markerer vigtig milepæl for Hampens Hus
20.8.2025 06:00:00 CEST | Guldborgsund Kommune | Pressemeddelelse
Rejsegilde for Hampens Hus i Nykøbing Falster markerer en vigtig milepæl for et pionerprojekt for biobaseret byggeri. Huset bliver en vidensportal for praktisk erfaring med hamp som byggemateriale, og vil være med til at sætte nye mere bæredygtige standarder i byggesektoren.

I går blev der afholdt rejsegilde for Hampens Hus – et unikt og eksplorativt byggeri i Nykøbing Falster, der sætter nye standarder for mere bæredygtigt byggeri i Danmark. Huset, der opføres næsten udelukkende af hamp, har nu fået sin trækonstruktion på plads, og markerer dermed en vigtig milepæl i projektet, som skal inspirere og skabe ny viden i hele byggebranchen.
Bag projektet står Guldborgsund Kommune i samarbejde med en lang række partnere, herunder Realdania, DTU, CELF, tegnestuen nikolova/aarsø og Adserballe & Knudsen. Huset er en del af EU’s Interreg-projekt Building Based on Bio Based, og skal fungere som test- og forskningsplatform for biobaserede byggematerialer.
John Brædder, formand for Erhverv og Udviklingsudvalget i Guldborgsund Kommune, udtrykker stolthed over projektets fremdrift: ”Rejsegildet for Hampens Hus er ikke bare en fejring af håndværket – det er et synligt bevis på, at vi i Guldborgsund Kommune går forrest i den grønne omstilling, og jeg vil gerne sende en stor tak til projektets vigtige samarbejdspartnere. Sammen får vi nu konkrete erfaringer med biobaserede byggematerialer, og vi stiller den viden til rådighed for hele branchen. Det er en milepæl, der viser, at vi kan – og vil – bidrage aktivt til fremtidens bæredygtige byggeri.”
Skal bidrage til ny viden og lokal værdikæde
Det 80 kvadratmeter store hus skal fungere som en vigtig platform for at afprøve byggematerialer med lavere klimaaftryk – særligt dem baseret på hamp, som også kan dyrkes i Danmark. Hamp som byggemateriale er endnu ikke udbredt herhjemme, men med kommende lovgivning, der begrænser brugen af energikrævende og mineralske materialer, kan hamp få en central rolle i fremtidens byggeri. Projektet skal derfor bidrage til at opbygge viden og en lokal værdikæde – fra hampemark til nybyggeri og renovering. En værdikæde som allerede er etableret i Skåne – og da vi gerne vil bygge så lokalt som muligt, bliver væggene bygget med hampeskærver fra Ekolution i Skåne.
”Det er fantastisk at se Hampens Hus tage form. Vi har en masse biogene ressourcer og potentialer i Danmark, vi ikke udnytter, og som kan komme til at spille en langt større rolle. Og Hampens Hus kan helt konkret vise omverden, hvordan det kan udføres og se ud i fremtiden” siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Guldborgsund Kommune står bag Hampens Hus, som indgår i EU’s Interreg Nordsø-projekt, Building Based on Bio Based. Huset placeres ved erhvervsgymnasiet i Nykøbing Falster og udstyres med avanceret måleudstyr, der skal anvendes af DTU og lokale uddannelsesinstitutioner. Kommunen har i flere år haft fokus på klima og bioøkonomi, og projektet passer naturligt ind i regionens strategi – ikke mindst med de oplagte eksportmuligheder til Nordtyskland via den kommende Femernforbindelse.
En særlig rolle i projektet har Robots at Work, som har stået for præcisionsskæring af al træ til husets konstruktion. Hampens Hus har også et ”design for disassembly”-fokus og derfor demonstrerer trækonstruktionen desuden en genindførelse af traditionelle søm og beslagfri metoder med svalehale- og dyvelsamlinger.
”Vi er stolte af at bidrage til Hampens Hus med vores robotteknologi. Det er et projekt, der kombinerer innovation, bæredygtighed og lokal forankring – og det er præcis den slags opgaver, vi brænder for” fortæller Mads Udsen Grevit fra Robot at Work.
Næste skridt er en workshop, hvor alle interesserede i at bygge med hamp inviteres, når Sergiy Kovalenkov (CEO Hempire, Ukraine) deler internationale erfaringer og viden, og giver mulighed for at arbejde med hamp i praksis. Det sker fra 25. august – 5. september. Program og tilmelding på bioguldborgsund.dk
Hampens Hus forventes færdigt i løbet af de næste måneder og vil fremover fungere som vidensbank og testcenter for biobaseret byggeri. Med placering ved CELF i Nykøbing Falster bliver huset også en vigtig ressource for lokale studerende og forskere.
Fakta om Hampens Hus:
Hvor: CELF, Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland-Falster, Merkurs Plads i Nykøbing Falster
Hvornår: Første spadestik blev taget i april, og huset indvies i løbet af oktober i år, med forbehold for ændringer
Hvor stort: Det samlede byggeri er 80 m2. Byggeriet er delt i to som forbindes med en overdækket gang.
Hvem finansierer det: Den filantropiske forening Realdania, EU Interreg program North Sea Region og Guldborgsund Kommune.
Hvem har tegnet huset: nikolova/aarsø
Samarbejdspartnere: Guldborgsund Kommune (Ansvarlig), Den filantropiske forening Realdania, Boligfonden Kuben, nikolova/aarsø, Adserballe og Knudsen a/s, Robot At Work, Center for erhvervsuddannelser Lolland-Falster (CELF), Birkelink ApS, DTU, Structured Environment ApS, Agrovi og Business Lolland-Falster.
Nøgleord
Kontakter
John BrædderFormand for Erhverv og Udviklingsudvalget
Tlf:25180390jobr@guldborgsund.dkMette JørgensenProgramkoordinator, Bioøkonomisk Vækstcenter, Guldborgsund Kommune
Tlf:25181833mej@guldborgsund.dkRikke Betak LundChefkonsulent, Cand.Comm.
Tlf:25180248rblu@guldborgsund.dkBilleder



Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Politikerne stiller op til Foreningernes dag10.9.2026 15:10:00 CEST | Pressemeddelelse
De to udvalg for Kultur, fritid og folkesundhed samt Landdistrikter, bosætning og medborgerskab deltager med deres egen stand for at tale med borgere og aktører.
Bibliotek og Borgerservice samles i Nysted2.9.2026 14:14:26 CEST | Pressemeddelelse
Fra 5. oktober 2026 kan borgerne møde både bibliotek og borgerservice i Det Gamle Pakhus i Nysted
Faciliteter i landdistrikterne får et løft: 339.000 kroner til lokale fællesskaber1.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire projekter i Grænge, Stubbekøbing og Øster Toreby får tilsammen 339.000 kroner fra Landdistriktspuljen. Pengene går til nyt tag, en mastekran, toiletforhold og en ny tribune. Fælles for projekterne er, at de skaber bedre rammer for et aktivt hverdagsliv og stærke lokale fællesskaber.
Guldborgsund Kommune afslører vejnavn opkaldt efter falden soldat27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nybygget skoles vej i Sundby på Lolland opkaldes efter en falden soldat fra lokalområdet. Lørdag den 5. september bliver vejnavnet afsløret i anledningen af Flagdagen, hvor udsendte og faldne soldater hædres for deres indsats.
Guldborgsund Kommune indgår samarbejde om værested for tidligere udsendte26.8.2026 12:05:50 CEST | Pressemeddelelse
Der er behov for flere tilbud til tidligere udsendte i Guldborgsund. Særligt til dem, som kommunen har svært ved at komme i kontakt med. Derfor har Socialudvalget i Guldborgsund netop besluttet at indgå et offentligt-civilt samarbejde om værestedet BaseCamp i Radsted.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum